Savner politisk opbakning til grøn IT
Endnu er der ingen lovkrav om mærkning af energiklasse. Derfor er vi afhængige af, at politikerne hjælper med at rette op på de mangler, som findes, siger formanden for IT-Branchens Grøn IT kampagne, Keld Jersild Olsen. Han tvivler på, at forbrugerne og virksomhederne ændrer adfærd, før miljøvenlig IT bliver sat på den politiske dagsorden.
IT skønnes at stå for to procent af den samlede udledning af CO2. Dette tal vil vokse til fire procent i 2020, hvis der ikke gøres noget dramatisk. Navnlig nedkøling af de store servere koster dyrt i strøm.
Inden for de seneste år er det imidlertid lykkedes IT-branchen at udvikle grønne produkter, herunder effektive batterier samt strømforsyninger og servere med et minimalt energiforbrug. Alligevel vælger forbrugerne samt de fleste virksomheder fortsat deres IT-udstyr efter hvor smart og kraftigt det er - og ikke ud fra om det er miljøvenligt.
Hewlett-Packard A/Ss adm. direktør, Keld Jersild Olsen, som også er formand for IT-Branchens Grøn-IT kampagne, undrer sig over denne forbrugeradfærd, og han er ikke i tvivl om, at branchen paradoksalt nok er forud for sine kunder, når det gælder miljøbevidsthed.
IT-virksomhederne har produkter på stort set alle hylder, som kan hjælpe kunderne med at blive væsentlig grønnere. Personligt er jeg overbevist om, at forbrugerne i dag er parate til at købe miljøvenligt IT. Problemet er imidlertid, at vi mangler tilstrækkelig information på området - både i forhold til private forbrugere og erhvervskunder. Derfor må det være den politiske vilje, som mangler, siger han.
Politikerne kan ikke længere bruge erhvervslivet som en undskyldning for ikke at handle. De nye miljøvenlige IT-produkter er tilmed relativt billige og samfundet efterspørger grøn IT, som kan reducere klimapåvirkningen. Hvis vi ikke i tilstrækkelig omfang køber disse produkter, må politikerne derfor gribe ind og rette fejlene.
IT-cheferne bør stå til ansvar
Samtidig afspejler priserne på produkterne heller ikke den reelle omkostning for samfundet, idet computerens samlede levetidsomkostninger, herunder energiforbruget, ikke er synligt. Ydermere er der heller ikke noget lovkrav om mærkning af energiklasse eller de totale omkostninger for miljøet. Det er ellers en markedsfejl, som man lærer om på handelshøjskolen. Dette medfører skævhed og uhensigtsmæssig brug af samfundets ressourcer, mener Keld Jersild Olsen. Han påpeger samtidig, at virksomhedernes IT-chefer ikke bliver målt på deres strømforbrug og dermed har de heller ikke noget incitament til at reducere strømforbruget: Således bliver der ikke sat handling bag de mange fine ord, mener han.
Visioner ikke nok
I det hele taget kan markedet ikke klare sig uden politisk opbakning. Vi er afhængige af, at politikerne hjælper med at rette op på de mangler, som findes, også når det drejer sig om brug af grøn IT. Jeg er da glad for regeringens aktuelle udmelding om, at klimaet skal frem på den politiske dagsorden. Imidlertid er det udelukkende en uforpligtende politisk vision, man indtil videre har meldt ud med. Endnu mangler vi konkret handling, og hvad det angår, bør regeringen gå forrest, ikke mindst på grund af FNs store klimakonference i København i november. For tiden er der jo maksimal opmærksomhed omkring emnet, både i Danmark og udlandet, og jeg kan ganske enkelt ikke forså, at regeringen ikke udnytter denne oplagte chance.
Brug vores viden
I forbindelse med Folketingets åbning understregede statsministeren, at Danmark skal være et center for grøn vækst. Keld Jersild Olsen noterer sig imidlertid, at Anders Fogh Rasmussen ikke med ét ord nævnte IT som en specifik og væsentlig del af løsningen.
IT-branchen sidder tilbage med store udviklingsomkostninger og derfor må politikernes passivitet naturligvis give os anledning til en vis selvransagelse. Alligevel mener jeg, at vi har gjort, hvad vi kunne, siger Keld Jersild Olsen, som tilføjer, at branchen til stadighed har været i dialog med politikerne.
Alligevel synes jeg ikke, at man i tilstrækkelig grad har lyttet til os og draget nytte af vores viden. Eksempelvis er jeg lidt skuffet over, at vi ikke blev inviteret til at deltage i regeringens erhvervs-klimapanel, som bl.a. skal rådgive regeringen om grønne vækstmuligheder og håndtering af klimaudfordringen. Den eneste mulige forklaring herpå må være, at de folkevalgte ikke er opmærksomme på den rolle, som vores branche kan spille, når det drejer sig om miljøforbedringer. Derfor må vi jo også erkende, at vi som branche ikke har været gode nok til at forklare politikerne, hvorfor IT skal op i toppen af den klimapolitiske dagsorden. Ét er dog sikkert: Så længe der ikke stilles krav, vil forbrugere og erhvervsliv næppe ændre deres indkøbsmønster, forudser Keld Jersild Olsen.