Solceller skal sætte grøn strøm til BESTSELLER’s produktion i Bangladesh
Med solcelleanlæg på fabrikstagene i Bangladesh vil BESTSELLER bidrage til at reducere CO2-udledningen på tekstilfabrikker, som producerer tøj og sko for modevirksomheden. Initiativet skal medvirke til at sænke den danske virksomheds samlede CO2-regnskab
Med solcelleanlæg på fabrikstagene i Bangladesh vil BESTSELLER bidrage til at reducere CO2-udledningen på tekstilfabrikker, som producerer tøj og sko for modevirksomheden. Initiativet skal medvirke til at sænke den danske virksomheds samlede CO2-regnskab og vise vej for hele tøjindustrien.
BESTSELLER har i de seneste år skåret 82 procent af sin direkte CO2-udledning. Det svarer til næsten 79.000 tons mindre CO2 udledt i 2021 sammenlignet med 2018.
Nu vil modevirksomheden styrke og intensivere sit fokus på den indirekte udledning, som BESTSELLER ikke selv står for, men som sker andre steder i værdikæden, og derfor også tæller i tøjvirksomhedens samlede CO2-regnskab. Det sker med et ambitiøst tiltag, hvor BESTSELLER konkret vil være med til at etablere solcelleanlæg på tekstilfabrikker i Bangladesh og dermed integrere vedvarende energi i produktionen af sine varer.
”Vi er meget bevidste om, at langt størstedelen af vores samlede klimaaftryk bliver sat i den indirekte værdikæde, og at det derfor er afgørende, at de fabrikker, vi samarbejder med, også får bedre mulighed for at benytte vedvarende energi. Med dette initiativ ønsker vi at styrke vores leverandørers mulighed for at investere i mere bæredygtige løsninger til gavn for deres egne virksomheder, deres lokalsamfund, vores forretning og hele den grønne omstilling. Dette er et af flere skridt på en større rejse, og vi ser frem til at samarbejde med vores tætte leverandører og gøre nye erfaringer i forhold til, hvordan BESTSELLER kan bidrage til at udbrede et bæredygtigt fokus i alle dele af modeindustrien,” siger Anders Holch Povlsen, CEO og ejer i BESTSELLER.
Et globalt bidrag
Den indirekte CO2-udledning fra for eksempel materiale produktion og leverandører udgør 95 procent af BESTSELLER’s samlede udledning. I takt med BESTSELLER’s vækst, og dermed øgede produktion, er andelen af CO2-udledning fra værdikæden vokset i BESTSELLER’s CO2-regnskab, hvilket trækker det samlede CO2-aftryk i en negativ retning. Den udvikling skal blandt andet de planlagte solcelleanlæg og den mere bæredygtige, vedvarede elektricitet bidrage til at dæmme op for. Solcelleanlæggene bliver etableret i samarbejde med BESTSELLER’s moderkoncern HEARTLAND, som skal facilitere, at tekstilfabrikanterne kan investere i og bygge solceller på deres produktionsanlæg.
”I HEARTLAND mener vi, at en global, grøn omstilling er helt afgørende og nødvendig. Og mens vi ser store, markante initiativer, ikke mindst herhjemme, er det også tydeligt, at vi kan gøre mere for at bidrage til, at den grønne omstilling også foregår i lande, hvor forudsætningerne er sværere. I HEARTLAND er vi meget interesserede i at bidrage til grønne projekter, der kan gøre en forskel globalt – og det er etableringen af solcelleanlæg i Bangladesh et godt eksempel på,” siger Lise Kaae, direktør i HEARTLAND.
Samarbejde om omstilling
Opsætningen af solcellepaneler i Bangladesh begynder i 2023, hvor BESTSELLER’s mangeårige leverandør Body Fashion Limited, som ligger i Gazipur i det centrale Bangladesh, bliver det første fabriksanlæg til at anvende solenergi. Solcellerne bliver etableret i et tæt samarbejde mellem tekstilfabrikken, HEARTLAND, BESTSELLER og cleantech-virksomheden SOLshare, der i forvejen bidrager til en generel omlægning af energinettet i Bangladesh.
”Projektet er det første joint venture mellem et internationalt modebrand og en klimateknologisk virksomhed i Bangladesh. Vi ser frem at opføre solceller på tværs af BESTSELLER’s leverandører via et nært samarbejde baseret på dialog og hurtig og pålidelig eksekvering,” siger Dr. Sebastian Groh, Managing Director og Co-founder i SOLshare.
FAKTA
Over de seneste år har BESTSELLER reduceret sin direkte CO2-udledning og arbejdet med at reducere udledningen i værdikæden (Scope 3) via forskellige initiativer. Blandt andet:
- Åbning af Nordeuropas dengang største solcellepark, som forsyner BESTSELLER med vedvarende energi.
- Et samarbejde med Mærsk, der sikrer fragt baseret på mere klimavenligt brændstof.
- Investeringer i fremtidens tekstiler, som bruges i BESTSELLER’s kollektioner.
- Sourcing af materialer med et lavere miljømæssigt aftryk.
Om BESTSELLER
- BESTSELLER er en familieejet modevirksomhed, som blev grundlagt i 1975 af familien Holch Povlsen.
- Modevirksomheden tæller i dag mere end 20 modebrands herunder JACK & JONES, ONLY og VERO MODA.
- BESTSELLER skaber modetøj for alle og sælger sine styles over hele verden, hvor produkterne er en væsentlig del af folks dagligdag.
- BESTSELLER stræber efter at vækste sin forretning bæredygtigt og investere i fremtiden for at have en positiv indvirkning på både samfund og miljø.