Tilfreds, skeptisk og edderspændt rasende

Fakta først: D. 23. februar 2022 udsendte EU-kommissionen sit længe ventede, flere gange udsatte og på forhånd omdiskuterede forslag til et direktiv om bæredygtig due diligen

Det beskrives på PwC’s hjemmeside som et direktiv, der ”…skal fremme bæredygtig og ansvarlig virksomhedsadfærd samt sikre, at menneskerettigheder og miljøhensyn forankres i virksomheders drift og ledelse ved at pålægge større virksomheder krav til bl.a. undersøgelser i deres forsyningskæder.”

Der er altså to elementer i forslaget: obligatorisk due diligence, dvs. hvordan virksomheden undersøger og arbejder for at minimere de negative indvirkninger af dens aktiviteter på omverdenen og ledelsens ansvar for at sikre, at man gør netop dette. Se tekstboksen længere nede på siden. 

Reaktionerne
Direktivforslaget var kontroversielt længe før d. 23. februar i år. De tidligste overvejelser, som beskrevet af CSR.dk i november 2020, gik noget heftigere til værks end det endelige forslag og nævnte tiltag som f.eks. obligatorisk repræsentation af NGO’er i virksomheders bestyrelser, og fremhævede ønsket om at tvinge virksomhederne væk fra at tænke kortsigtet, som en væsentlig del af motivationen bag med direktivet.

Protesterne var mange og EU-Kommisssionens eget kvalitetstjek hæftede sig da også ved, at de indledende analyser ikke levede op til forventningerne. Så det er et langt mere afdæmpet forslag, der nu er på vej igennem behandlingsrunder i både Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd.

Men kontroverserne består. Siden forslaget blev offentliggjort, har flere medier gennem debatindlæg fra interessenter bragt forskellige holdninger til initiativet frem. Dem har CSR.dk søgt at indplacere på et spektrum, som set i figuren neden for.

Alt for meget og alt for lidt
Den mest konsekvente afvisning af forslaget kommer fra Steen Thomsen, som er professor ved CBS. I en kronik i Børsen kalder han forslaget for ”klimaplanøkonomi”, ”inderligt overflødigt” og ”en ordentlig svada af regulering, der ikke kan undgå at svække ledelseskraften i europæiske selskaber”.

I samme genre finder man EU-parlamentsmedlem Pernille Weiss (K), som i et debatindlæg hos Altinget skriver at : ”EU-Komissionens lov om virksomhedsansvar er ikke bare en ommer. Den er et no-go, der er direkte ubæredygtig, protektionistisk og afskrækker virksomheder fra at blive i EU”. 

Den direkte modpol til disse to perspektiver kan man finde i to debatindlæg hos Altinget, som har indhentet fem af disse fra hele holdningsspektret.

F.eks. skriver Joachim Kattrup, som repræsentant for Mellemfolkeligt Samvirke, at ”Der er intet bindende ledelsesansvar for klimahensyn i det nye forslag. Der er ingen radikale ændringer. Der er kun business as usual.”

Medlem af Europa-Parlamenet, Nikolaj Villumsen (El) skriver i sit debatindlæg, at han er skuffet fordi ”forslaget dækker alt for få virksomheder, er for uklart og kan føre til ansvarsforflygtigelse”, og at han ”… mildest talt er skeptisk overfor en idé om at lade virksomheder være ansvarlige for i så høj grad at vogte over sig selv, og beslutte, hvad der skal holdes øje med eller ej.”

”Der er jo allerede regler”
De største erhvervsorganisationer, DI og Dansk Erhverv, har naturligvis også en mening om direktivet.

DI har bl.a. på CSR.dk givet udtryk for, at de er ”…helt enige i formålet om at fremme bæredygtighed, men grundlæggende forstår vi ikke, at EU kommer med regler om virksomhedsledelse, som der i vid udstrækning er nationale regler for - også her i Danmark. Der er samtidig tale om regler, som går langt ud over, hvad vi traditionelt opfatter som virksomhedernes ledelsesret. Det er i direkte strid med den måde, vi bedriver virksomhedsledelse på her på vores breddegrader, og det har vi gjort klart og tydeligt opmærksom på i EU.”

Dansk Erhverv skriver på egen hjemmeside, at ”… De gældende retningslinjer for due diligence (FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv og OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder, red.) handler allerede om, at virksomhederne skal interagere med deres interessenter og samarbejdspartnere, og at det skal være forankret i ledelsen, så at nævne det i direktivet er regulatorisk dobbeltkonfekt. Samtidig er det sært, at ledelsesansvaret skal udpensles og detailstyres på den måde. Det ser vi jo ikke for andre tilsvarende områder, f.eks. ikke-finansiel rapportering eller rapportering om produkters miljøpåvirkning. Og det lyder måske sagesløst, men det kan ende med at være kontraproduktivt”.

Hovedbudskabet synes at være, at organisationerne egentlig vil det samme som Kommissionen, men at vi jo allerede har regler og at der ikke bør være regler for ledelsesansvaret. Men DI nævner ikke direkte, hvilke danske regler om virksomhedsledelse, som stiller lignende krav til integration af og ansvar for bæredygtighedshensyn, peger Dansk Erhverv på internationale retningslinjer, der ikke er juridisk bindende for nogen parter.

Det betyder dog ikke, at eksperter i de eksisterende guidelines for menneskerettigheder og erhverv, er tilfredse med forslaget, som siges at bygge på netop FN’s retninglinjer (UNGP).

Således skriver Institut for Menneskerettigheder i deres detbatindlæg, at ”… Først og fremmest har alle virksomheder et ansvar for at respektere menneskerettighederne, uanset virksomhedens størrelse eller øvrige omstændigheder. Det har FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv for længst fastslået. Desværre er lovforslagets omfang ikke tilsvarende bredt. Forpligtelserne vil kun vil gælde for større virksomheder og i praksis betyder det, at loven kun vil gælde for omtrent 13.000 EU-baserede virksomheder og 4.000 virksomheder uden for EU. Det svarer til omtrent én procent af alle virksomheder i EU.”

Forudsigelig udvikling
Endelig har vi de mest tilfredse parter, som i dette tilfælde får stemme gennem en anden professor, denne gang fra RUC, nemlig Jacob Dahl Rendtorff, Professor MSO i ledelsesfilosofi og virksomhedsetik. Han skriver i Altinget: ” Jeg kan ikke forstå, at nogle kan hævde, at EU’s arbejde med virksomheders etik og ansvar er gået for vidt. Jeg ser det snarere som en vigtig anerkendelse af virksomhedernes rolle som politisk ansvarlige aktører i samfundet.” Jacob Dahl Rendtorff redegør i indlægget desuden for, at som han ser det, så er det nye direktiv blot en opdatering af ”…EU’s mange års intensivt arbejde med at styrke de europæiske virksomheders sociale ansvar (CSR), der begyndte i forbindelse med etableringen af EU’s indre marked i 1993,” og at ”Virksomheder med klare retningslinjer for god opførsel får større tillid og legitimitet, samtidig med at de bidrager til det fælles gode i samfundet. Dermed er EU’s due diligence-regler kun en fordel for virksomheder og samfund og absolut ikke en økonomisk spændetrøje.”

En kende mere skarp i tonen er Christian Honoré, som i forskellige roller har arbejdet med bæredygtighed i virksomheder i 25 år. Han skriver i et debatindlæg i Børsen, at ”EU-direktivet en gave til de virksomheder og virksomhedsledere, der ønsker at løfte deres samfundsansvar og være med til at løse de globale problemer, vi står over for, og som kommer til at ramme os alle, fordi vi nu har en fælles standard for, hvordan det skal gøres.”

Og den standard er nødvendig, skriver han videre, fordi ”Nu har vi i mere end 25 år forsøgt at motivere virksomhederne til at tage disse opgaver alvorligt, især ved at lave regler om virksomhedernes rapportering, og der er da også sket mange ting. Især inden for de sidste par år virker det, som om diskussionen har taget fart, og alle virksomheder med fuld fart er i gang med at blive bæredygtige. Men hvis vi kigger nærmere på resultaterne af anstrengelserne, kan man kun komme til en konklusion; det går slet ikke stærkt nok, og forbedringerne er i bedste fald inkrementelle.”

Hvad sker der nu?
Der er så vidt vides ingen, der forventer, at direktivet blot forkastes helt. Ikke mindst fordi direktivet om bæredygtig due diligence udgør en del af den samlede Green Deal lovgivningspakke, som også tæller f.eks. taksonomien for bæredygtige investeringer, disclosureforordningen og det nye rapporteringsdirektiv.

Så forslaget skal nu igennem EU’s beslutningsprocedurer, og den proces forudses at være lang og kræve mange forhandlinger, før et forslag kan vedtages.

Det må også forudses, at den heftige lobbyaktivitet, europæiske – og danske – erhvervsorganisationer har bedrevet op til forslagets offentliggørelse, næppe stopper nu. Det gør NGO’ers arbejde med at skaffe dokumentation for behovet for at stille virksomhedsledelserne til regnskab, og kaste lys på de førnævnte lobbyaktiviteter næppe heller. Det kan man læse mere om hos Danwatch.

Det store spørgsmål
Danwatch fortæller bl.a. at BusinessEurope, som repræsenterer mange af de største erhvervsorganisationer i EU’s 27 medlemslande, heriblandt Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri, har henvendt sig til EU Kommissionen allerede i 2020, for at forklare at en kommende lov om virksomhedsansvar ville kunne ”…få negative og uønskede konsekvenser for europæiske virksomheder, ødelægge succesfulde forretningsmodeller” og lægge en dæmper på investeringer i tredje lande”.

Overfor den type indvendinger står det, som Christian Honoré skriver i sit debatindlæg:

”Generelt set er erhvervslivet, de internationale organisationer, regeringer og ikke mindst helt almindelige mennesker enige om 3 ting: 1. Vi skal omstille til en kulstofuafhængig økonomi, 2. vi skal beskytte vores miljø og biodiversitet, og 3. vi skal skabe et mere retfærdigt, inkluderende og ligestillet samfund for alle.

Det er to logikker, som hidtil i forpligtende form stort set ikke har mødtes nogen steder. Det gør de nu i Direktivet om bæredygtig due diligence. Det udfordrer. Men det er også tvingende nødvendigt.