Merkur Andelskasse

Slået op d. 08.01.2025

Vi søger en bæredygtighedsøkonom eller investeringsrådgiver med lyst til at være bæredygtighedsansvarlig på investeringsområdet

Vil du være en del af en bank, der gør en forskel for klimaet og tager socialt ansvar? Vi søger en bæredygtighedsansvarlig på investeringsområdet, som kan holde vores medarbejdere opdateret på de nyeste trends indenfor impact investering, arrangere og afvikle kundeevents, udarbejde kundepræsentationer samt afholde egne investeringsmøder med større kunder.

Stilling
Bæredygtighedsøkonom eller investeringsrådgiver
Ansættelsesforhold
Fuldtid
Område
Hovedstaden
Arbejdssted
København
Telefonnummer
62656708
Ansøgningsfrist
Snarest muligt
Tiltrædelsesdato
Snarest muligt

Stillingen er en ny stilling, da vi har brug for en bæredygtighedsøkonom, som kan sikre, at Merkur også i fremtiden bibeholder vores førerposition, når det gælder om at tilbyde vores kunder de ambitiøse bæredygtige investeringer på markedet. Du skal derfor finde det naturligt at følge med i udviklingen indenfor impact investering og grave dig ned i de informationer, vi får fra vores samarbejdspartnere på investeringsområdet. Du skal samtidig kunne afholde enkelte investeringsmøder selv.

Hvem er Merkur?

Vi er en andelskasse, altså en bank, der er ejet af vores kunder. Vi kombinerer det at været et professionelt pengeinstitut med med visionen om at være til gavn for mennesker, natur og miljø. Derfor arbejder vi hver dag sammen med vores kunder om at skabe impact.

Din profil

Som bæredygtighedsøkonom og investeringsrådgiver bliver du en vigtig støtte for organisationen. Du skal sørge for at holde rådgiverne og andre kolleger opdateret på, hvad der rør sig inden for impact investering og være den primære kontakt til vores samarbejdspartnere på investeringsområdet, samtidig med at du kan rådgive egne kunder. Du bliver samtidig en af drivkræfterne bag Merkurs minimumskriterier og skal være med til at holde vores investerings- og udlånskriterier ajour.

I Merkur vægter vi samarbejde på tværs rigtig højt. I investeringsteamet vil vi derfor hellere have, at vores kollegaer ude i organisationen ringer til os én gang for meget, end én gang for lidt, så vi er sikre på, at alle er godt klædt på til at rådgive vores kunder. Vi er i løbende kontakt med rådgiverne på vores lokationer og deltager på kundemøder med rådgiverne, når det er relevant.

Det du ikke kender til, skal vi nok lære dig op i. De tre vigtigste ting er:

  1. at du er faglig stærk på investering, både til privat og erhverv,
  2. at du har erfaring eller lyst til at understøtte kunderådgivere på investeringsområdet,
  3. at du har stor interesse for impact investering og bæredygtighed generelt.

For at lykkes i denne rolle forestiller vi os, at du kommer med:

  • Uddannelse som investeringsrådgiver eller anden relevant uddannelse
  • Viden om impact investeringer via relevant uddannelse eller erfaring med bæredygtig investering.
  • Interesse for bæredygtighed og social ansvarlighed generelt.
  • Analytisk sans og gode formidlingsevner, så du kan berige både kunder og kolleger med din viden.
  • En struktureret og effektiv tilgang til dine opgaver, så du sikrer dig, at der er ”orden i penalhuset”.
  • Erfaring med BEC er en fordel.

Det kan Merkur tilbyde dig

Som bæredygtighedsøkonom/investeringsrådgiver i Merkur bliver du en del af et stærkt fællesskab, der er drevet af engagement. Vi er en mindre organisation med rigtigt gode muligheder for at få indflydelse og for at udvikle sig både fagligt og personligt. Vi prioriterer diversitet, en åben kommunikation samt frihed under ansvar meget højt, og ser det som fundamentet for vores høje medarbejdertilfredshed. Hele 98% af Merkurs medarbejdere svarer f.eks. i den seneste trivselsmåling, at de er direkte stolte af deres arbejde. Vi går desuden meget op i, at det skal være sjovt at gå på arbejde, så en god humor og et positivt sind er store bonusser.

Der er ca. 130 medarbejdere fordelt på vores lokationer i Aarhus, Aalborg og København.

Stillingen kan være placeret i enten København eller Aalborg. Vores afdeling for investering og pension ligger i Aalborg, men to af vores gode kolleger arbejder fra København. Uanset hvor du arbejder fra, vil der forekomme rejsedage mellem lokationerne.

I Merkur er vi meget fleksible i forhold til at tilrettelægge den enkeltes arbejdstid ud fra individuelle ønsker og behov.

Det praktiske

Send din motivation for at søge jobbet og dit CV via linket ’Ansøg nu’. Vi holder samtaler løbende og glæder os til at høre fra dig. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores Investerings- og pensionsdirektør Helle Juul Lynge på tlf. 6265 6708 eller HR-direktør Katrine Rosengren Norup på tlf. 6265 6778.


Vil du arbejde i Merkur?

Merkur Andelskasse er Danmarks største værdibaserede pengeinstitut, og vi tilbyder vores kunder unikke bankprodukter, der påvirker samfundet i en bæredygtig retning. Internationalt samarbejder vi med GABV, Global Alliance for Banking on Values, samt med Triodos Investment Management, som er en af de førende forvaltere af bæredygtige investeringer i Europa.

Vi er landsdækkende med afdelinger i København, Aarhus og Aalborg og har omkring 130 medarbejdere. Merkur er præget af engagement og stærkt fællesskab. Vi har en fri omgangstone med plads til begejstring og individuel forskellighed.

I Merkur kan vi tilbyde dig et job, som stemmer overens med dine personlige værdier. Vi beviser hver dag, at et pengeinstitut kan tjene penge samtidig med, at vi modarbejder klimaforandringerne, fremmer sociale og kulturelle formål og investerer bæredygtigt.

Hos Merkur lægger vi vægt på mangfoldighed, og vi tror på, at vi præsterer bedst, når vi hver især kan bidrage med noget forskelligt. Vi håber således, at du vil søge jobbet uanset køn, alder, handicap, etnicitet, religion, kultur eller seksualitet.

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med CSR.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor ESG og bæredygtig udvikling Nyhedsbrevet kommer kun to gange ugentligt. Herudover sender vi dig relevante temaer og spændede events.