Virksomheder og offentlige indkøbere deler viden om grønne indkøb

I Forum for Bæredygtige Indkøbs temagrupper mødes leverandører med offentlige og private indkøbere for at vidensdele om fx transport, plastemballage og IT samt brug af Verdensmål i udbud. Dialogen skubber de offentlige indkøb i en grønnere retning.

Hvert år nedsætter Miljøstyrelsens Forum for Bæredygtige Indkøb en række temagrupper, som deler viden og erfaring om aktuelle emner inden for bæredygtige indkøb. Resultatet af arbejdsgrupperne er konkrete handlingsanvisninger, som kan bruges af andre indkøbere og leverandører.

Det er vigtigt, at der deltager private virksomheder i temagrupperne, da de er med til at give indsigt i, hvad markedet kan levere, og hvilke krav man med fordel kan stille i udbud. Omvendt får virksomhederne også ny viden og indsigt med hjem fra temagrupperne.

Vejledning i indkøb af bæredygtig plast
I 2019 kørte Forum en temagruppe om plast. Gruppen var bredt sammensat af deltagere fra leverandører og indkøbere fra både det offentlige og det private. Resultatet af gruppens arbejde var en vejledning med en række gode råd til, hvordan indkøb af bæredygtige plastemballager og engangsplastprodukter kan tilrettelægges og prioriteres.

Abena leverer rengørings- og plejeprodukter til bl.a. sundhedssektoren og hotel- og restaurationsbranchen, og har gennem mange år arbejdet målrettet på at udvikle bæredygtige løsninger i tæt dialog med kunderne. Bæredygtighedschef Eva Tansem Andersen var med i temagruppen om plast for at få ny viden og inspiration fra fagspecialister inden for området.

- Vi er altid på udkig efter nye undersøgelser eller ideer til, hvordan vi kan gøre en forskel for vores omverden. Vi vil gerne være med til at diskutere dilemmaerne omkring, hvad der er bæredygtigt. Vi mener ikke, at det er sort/hvidt og ser ingen lige vej fra A til B. Vi arbejder lige som andre med at finde den rigtige balance. Det var især interessant at høre om resultaterne af andres materialestrømanalyser og få indblik i både baggrund og processer, siger Eva Tansem Andersen.

Inspiration til verdensmål i indkøb
Sidste år afholdt Forum også en række temagruppemøder om verdensmålene. Her deltog Rikke Gade Christensen, der er Head of Sustainable Procurement hos medicinalvirksomheden LEO Pharma. LEO Pharma arbejder selv med at bruge verdensmålene til at indtænke ansvarlighed i indkøb, og Rikke Gade brugte temagruppen til at få inspiration til virksomhedens tilgang og initiativer.

- Det var meget givtigt at deltage i temagruppen, fordi jeg blev bekræftet i, at vi arbejder med de væsentlige forhold, og jeg er også glad for at kunne være med til at inspirere andre virksomheder. Desuden fik jeg nogle helt konkrete ideer til nye produktgrupper, som vi ikke selv havde fokus på. For eksempel fra Odense Kommune, som fortalte om deres udbud på blomster. Det har ført til, at vi i stedet for at give nye medarbejdere en buket blomster nu planter træer. Det er et initiativ, som har fået stor opmærksomhed fra vores medarbejdere og er blevet meget godt modtaget, siger Rikke Gade.

- Det er godt, at temagrupperne tager meget specifikke emner op, og vi sender gerne den fra vores indkøbsteam, der sidder med det pågældende emne. For eksempel deltager min kollega, som sidder med indkøb af transportydelser, i et af møderne i dette års temagruppe om grøn transport, siger hun.

Grøn transport er andet end el-biler
En anden deltager i Forums temagruppe for grøn transport er Torben Nielsen fra virksomheden Chainge. Chainge transporterer varer bæredygtigt på elektriske fragtcykler i København og leverer til både private og virksomheder samt det offentlige. 

Temagruppen for grøn transport har fokus på, hvordan indkøbere i offentlige institutioner, virksomheder eller organisationer kan fremme miljø- og klimahensyn i transportleddet af værdikæden i forbindelse med indkøb af varer og tjenesteydelser. Gruppens anbefalinger vil blive præsenteret på Forums og POGI’s fælles årskonference den 5. november. Torben Nielsen ser temagruppen som en mulighed for at bidrage til at påvirke dagsordenen for grøn tranport. 

- Jeg vil gerne være med til at sikre, at de anbefalinger, der kommer ud af gruppens arbejde, ikke kun fokuserer på langsigtet elektrificering, men tager højde for de eksisterende muligheder der er for at gøre vare-, service- og persontransporten bæredygtig i byerne. For eksempel viser en rapport fra Cyclelogistics, at op mod halvdelen af vare- og servicetransporten i større byers bymidte med fordel kan varetages ved brug af cykler, siger Torben Nielsen, der mener, at oplæggene på temamøderne giver et godt grundlag for en kvalificeret dialog om udfordringer og løsningsmuligheder.

Guld værd med temagruppe om bæredygtig IT
Et andet aktuelt emne i 2020 er bæredygtig IT. Sammen med IT-branchen har Forum afholdt en række temamøder, som munder ud i en vejledning, der også lanceres i forbindelse med årskonferencen. Vejledningen udpeger centrale forudsætninger, som skal være til stede for at kunne omstille organisationen til bæredygtigt IT. Corporate & Enterprise Account Manager Stinna Goldbach fra HP inc. deltog i arbejdet, som repræsentant for brancheforeningen.

- Det er en udfordring for branchen, hvordan cirkulære løsninger kan integreres optimalt i udbudsmateriale, da de bæredygtige IT-løsninger ofte er dyrere ved indkøb men ikke, når man indregner hele livscyklus. Det skyldes, at de dækker over mange skjulte omkostninger som for eksempel korrekt håndtering af genanvendeligt materiale samt faciliteter til at arbejde med disse og produktudvikling, som understøtter den cirkulære økonomi ved at bruge materialerne igen i nye produkter. Det gør det svært for både leverandørerne og for de offentlige indkøbere. Derfor er det guld værd med et dialogforum, hvor producenterne får indblik i de udfordringer det offentlige har og mulighed for at give input til hvordan det kan indbygges i udbudsmaterialer, siger Stinna Goldbach.


Hent Forums vejledninger

Vejledning i bæredygtigt indkøb af plastemballage og engangsplastprodukter

Indkøb og verdensmål - et indblik i værktøjskassen, de gode eksempler og tips

Vejledninger om indkøb af hhv. grøn transport og bæredygtig IT udkommer i forbindelse med Forums og POGI’s fælles online årskonference den 5. november.


Tilmeld dig til årskonferencen 2020

Få ny inspiration og gode råd, når Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb holder online årskonference den 5. november.

Se programmet og tilmed dig her

15.04.2024Etisk Handel Danmark

Sponseret

Key insights: The OECD – OCDE Forum on due diligence in the garment and footwear industry

15.04.2024Etisk Handel Danmark

Sponseret

CSRD sikrer handling og troværdighed

15.04.2024Etisk Handel Danmark

Sponseret

Det bliver lovpligtigt for EU’s største virksomheder, at udvise due diligence

15.02.2024Etisk Handel Danmark

Sponseret

Nomineret til Verdens Bedste Indkøber i 2023

16.11.2023Etisk Handel Danmark

Sponseret

Region Midtjylland kåret som ’Verdens Bedste Indkøber 2023’

29.09.2023Etisk Handel Danmark

Sponseret

Due diligence: Selv en lille virksomhed kan gøre en stor forskel