WWF Verdensnaturfonden, IKEA og Haveselskabet indgår samarbejde for øget biodiversitet i Danmark

Vi har i Danmark presset vores vilde natur i bund. Kun 1-2 procent af den danske natur er reel vild natur, og 1.844 danske plante-og dyrearter er lige nu i fare for at uddø. Det forsøger projektet ’Danmarks Vilde Haver’ igen i år at sætte en stopper for. Men det kræver ifølge WWF, IKEA og Haveselskabet en folkebevægelse, hvis det skal lykkes.

Grafik: WWF.

Biodiversiteten har det skidt, og arter og levesteder forsvinder med større hast end nogensinde. Også i Danmark står det skidt til med biodiversiteten og den vilde natur, hvor kun omkring 14 procent af Danmarks areal er dækket af beskyttet natur. Det anslås faktisk, at kun 1-2 procent af Danmarks natur er reel vild natur. Dertil viser undersøgelser, at 70 procent af danskerne ikke ved, hvad biodiversitet betyder.

”Biodiversitet i Danmark er enormt presset. Ifølge rødlisten over truede danske arter er 1.844 plante-og dyrearter i fare for at uddø, og den tilbagegang er vi nødt til at få stoppet. Det kræver ikke kun danskernes hjælp, men også hjælp fra virksomheder, organisationer og fx ejendomsudviklere, der har masser af grønne arealer under administration. Derfor er vi også utroligt glade for, at IKEA i år støtter op om Danmarks Vilde Haver på deres arealer, samtidigt som vi sammen med Haveselskabet får endnu en stærk partner til at øge vores fælles forståelse for biodiversitet i Danmark og lære danskerne endnu mere om de forskellige arter og principper inden for vild natur", siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Fakta

Dansk biodiversitet - problemet i punkter

  • Ifølge rødlisten over truede danske arter er 1.844 plante-og dyrearter i fare for at uddø.
  • 70 procent af danskerne ved ikke, hvad biodiversitet betyder.
  • 62 procent af vores jord bliver brugt til landbrug. Kun omkring 14 procent af Danmarks areal er dækket af beskyttet natur. Det anslås dog, at kun 1-2 procent af Danmarks natur er reel vild natur.
  • Danmark ligger på en 26. plads ud af de samlede 27 EU-lande, når det kommer til at passe på naturen. Det vurderer EU’s miljøagentur.
  • Biodiversitetsbarometeret, som er WWF Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforening status over regeringens indsats for at nå de 20 internationale mål for biodiversitet, viser, at Danmark kun opfyldte to ud af de 20 mål inden de udløb i 2020.


Kort om ’Danmarks Vilde Haver’

Danmarks Vilde Haver 2021 er et projekt, der er udviklet som opfølgning på Danmarks Vilde Haver 2020. Projektet drives i et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, Haveselskabet og IKEA Danmark, og målet er, at flest mulige danskere stifter bekendtskab med forskellige arter og principper inden for vild natur, så vi kan højne vores fælles forståelse for biodiversitet i Danmark og dermed lære at passe bedre på den

Man tilmelder sig på hjemmesiden danmarksvildehaver.dk. Her kan man downloade guides, alt efter om man vil gøre haven, altanen eller et fællesareal mere vildt. De forskellige guides bygger på sidste års deltageres erfaringer fra deres haver og nye tiltag udviklet af WWF Verdensnaturfondens og Haveselskabets eksperter.

Deltagerne tilmelder sig desuden et nyhedsbrev, så de løbende får relevante videoer, råd og tips til at gøre deres haver og områder mere vilde. Derudover vil der være mulighed for at spørge eksperterne til råds undervejs og til at udveksle erfaringer med hinanden i Facebook-grupper.

Mange gør lidt, er bedre end at få gør meget
Der findes i Danmark cirka 1,2 millioner huse og 230.000 sommerhuse og kolonihaver, hvoraf de fleste har en have. Derudover er altaner og fællesarealer, der står uudnyttet hen. Samlet giver dette et stort naturareal, og ideen med projektet er, at flest mulige danskere gør deres haver, altaner eller fællesarealer en lille smule mere vilde.

”At have fokus på biodiversiteten er en vigtig sag. Vi ved, at mange havemennesker allerede gør sig overvejelser omkring biodiversitet og dyreliv, når de indretter deres haver. Men der findes jo mange haveejere, der ikke tænker sådan, og dem vil vi gerne have med på vognen. I kampen for biodiversitet tæller hver kvadratmeter, og det er vigtigt, at vi får mange, der gør lidt og ikke få, der gør meget,” siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet, der også var aktiv partner i projektet i 2020.

IKEA Danmark bliver ny vild partner
I år bliver IKEA Danmark for første gang en del af ’Danmarks Vilde Haver’. I samarbejdet indgår det blandt andet, at IKEA vil gøre de grønne græsplæner omkring varehusene til et naturligt hjem for insekter ved at plante vilde hjemmehørende arter. Derudover vil de være med til at sprede biodiversitetsbudskaber og råd til deres kunder.

”Vi vil i IKEA Danmark også kaste os ind i kampen for mere biodiversitet og være med til at gå forrest som eksempel på, at virksomheder sagtens kan blive vildere. I løbet af foråret 2021 vil man opdage, at arealerne omkring vores varehuse begynder en vild make-over", siger Monica Keaney, Sustainability Manager i IKEA Danmark.

Projektets formål er at rykke danskernes viden om biodiversitet og klæde folk på til selv at engagere sig, så flest mulige haver rundt om i landet bliver vildere. Det sker gennem specifikke guides, ekspertråd, inspiration og erfaringer fra projektet.

Det er gratis at være med. Læs mere om Danmarks Vilde Haver og tilmelding her

10.11.2023WWF Verdensnaturfonden

Sponseret

WWF-rapport: Plastikregningen tidobles i verdens fattigste lande

20.06.2023WWF Verdensnaturfonden

Sponseret

Ørsted og WWF vil styrke biodiversiteten i Nordsøen med stort genopretningsprojekt

13.06.2023WWF Verdensnaturfonden

Sponseret

VELUX Gruppen annoncerer to nye skovprojekter i Vietnam og Madagaskar i samarbejde med WWF

24.05.2023WWF Verdensnaturfonden

Sponseret

Nu kan danske virksomheder for første gang sætte videnskabelige mål for deres naturindsats

23.01.2023WWF Verdensnaturfonden

Sponseret

WWFs nye risikofilter for biodiversitet skal hjælpe virksomheder med at takle naturrelaterede risici

27.09.2022WWF Verdensnaturfonden

Sponseret

Nyt dansk partnerskab skal bekæmpe afskovning ved at sikre ansvarlig sojaproduktion i Brasilien