”Jeg har det bedst, når jeg sidder i min stol”

Axel Marinus Olsen på 83 år har haft et langt og begivenhedsrigt liv med forretningsrejser i fast rutefart fra Danmark til fjerne egne. Nu ønsker han blot at sidde i sin stol og slappe af. Det fortæller han til Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, der igen i år spørger borgerne på Frederiksberg, hvad der er vigtigt for dem.

Social- og sundhedshjælper Albert Haraldsted har øvet sig i fem år på trylledisciplinen ’street magic’, der henvender sig til publikum på gader og stræder. Heldigvis for 83-årige Axel Marinus Olsen, der har det allerbedst i sin lænestol, kan det også fungere for et siddende publikum..

”Okay, Axel, følg mine instrukser.”
”Tag ét kort og husk det,” siger tryllekunstneren i den mørkeblå uniform til manden i stolen og rækker ham spar es  …

83-årige Axel Marinus Olsen sidder med et sort fleecetæppe trukket godt op om maven i sin lejlighed et stenkast fra Finsensvej på Frederiksberg. Han anstrenger sig for at huske farven og nummeret på spillekortet. Forventningsfuldt kigger han på Albert Haraldsted fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, der ud over at være uddannet social- og sundhedshjælper også har en mere magisk beskæftigelse, når han træder ind i rollen som tryllekunstner.

Fakta

- Plejehjemmet Salem og Søster Sophies Minde deltog sammen med Diakonissestiftelsens Hjemmepleje den 9. juni 2022 i ’Hvad er vigtigt for dig?-dagen’.

- ’Hvad er vigtigt for dig?-dagen’ er arrangeret af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. I løbet af dagen spørger sundhedsprofessionelle i 30 lande ind til behov, ønsker og drømme hos patienter, beboere, borgere og brugere. Du kan læse mere om dagen her.

- Borgere, der er visiteret af kommunen, har ret til gratis hjemmepleje, som kan omfatte hjælp til personlig pleje og omsorg, rengøring, fysisk træning eller genoptræning.

- Diakonissestiftelsens Hjemmepleje er en af de tre plejeleverandører, som borgerne på Frederiksberg kan vælge imellem. Vi leverer personlig pleje og praktisk hjælp til ca. 700 borgere på Frederiksberg.

Læs mere Diakonissestiftelsens Hjemmeplejes ydelser, herunder praktisk hjælp, privat rengøring og personlig pleje.

- Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 155 års erfaring i at drage omsorg for mennesker.

Social- og sundhedshjælper Albert Haraldsted har besøgt 83-årige Axel Marinus Olsen en god håndfuld gange som social- og sundhedshjælper. Det er primært kortere besøg om morgenen, hvor der engang imellem også er plads til at vise et par korttricks. ”Det er skønt at besøge Axel. Han er en super rar herre at komme hjem til, og vi får altid en god snak.”

I dag tryller Albert Matthias Haraldsted for Axel Marinus Olsen og spørger ham samtidig om, hvad der giver værdi i livet. For i dag er det ’Hvad er vigtigt for dig?-dagen’, hvor sundhedsprofessionelle i 30 lande spørger ind til borgernes behov, ønsker og drømme.

Hvad er et godt liv for dig?
”Jeg er godt tilfreds med at sidde i min stol, for jeg gider ikke at røre mig mere,” griner Axel Marinus Olsen til Albert Haraldsted og uddyber:

”Jeg har rejst meget – først som skibsassistent i Argentina. Derefter tog jeg med en ven til Thulebasen i Grønland, hvor jeg kørte truck og fyldte automater med cigaretter og chokolader,” erindrer han og forsætter:

”Da jeg kom hjem, blev jeg ansat i et tysk firma og rejste i hele Skandinavien. Senere hjalp jeg Carlsberg med at etablere bryggerier i Rusland og Ukraine. Jeg stoppede først med at arbejde for 15 år siden.”

Siden da har han klaret sig selv, lige indtil nu, hvor Diakonissestiftelsens Hjemmepleje besøger ham flere gange dagligt. Han har brug for hjælp og støtte, efter at han er udskrevet fra Diakonissestiftelsens Hospice med en terminal kræftsygdom.

”Jeg var på hospice i seks uger for at blive fedet lidt op. Det er virkelig et dejligt sted,” griner Axel Marinus Olsen og kigger ned af sig selv og fortsætter:

”Før ville jeg ikke modtage hjælp herhjemme, men på hospice anbefalede de mig at tage imod så meget hjælp, jeg kan. Jeg har faktisk vænnet mig til, at der kommer hjemmepleje flere gange om dagen, og de er sgu søde. Og så hjælper min nevø og datter mig med at bestille varer. Døren står åbent døgnet rundt,” ler han.

Livet med ekstra hjælp, en kræftdiagnose og mindre mobilitet har Axel Marinus Olsen affundet sig med:

”Jeg har haft et godt liv, og jeg har et godt liv nu, da jeg venter på min afgang, hvor jeg skal afsted, og det generer mig ikke en pind. Jeg er afklaret med det, og det er mine børn og børnebørn også,” fortæller han og understreger, at han allerede har levet længere end prognoserne havde spået.

En tryllekunstner afslører ikke sine tricks
”Ej, dem må du have lagt der i morges,” griner Axel Marinus Olsen forbløffet, da Albert Haraldsted fremtryller spillekortene spar es fra lænestolens ryglæn.

”Jeg er virkelig imponeret og meget fascineret af trylleri. Det ville jeg gerne have lært, da jeg var yngre,” siger Axel Marinus Olsen eftertænksomt og bliver enig med Albert Haraldsted om, at magi kan bruges alle steder på kloden, da spillekort er nemme at medbringe, og mennesker altid vil forundres over det, de ikke kan forstå.

Albert Matthias Haraldsted samler sine kort i en bunke. Snart cykler han videre til et andet besøg i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje. Inden da hvisker han hemmelighederne bag de gode korttricks til Axel Marinus Olsen, der anerkendende udbryder:

”Den hemmelighed tager jeg med mig graven.”

Når Axel Marinus Olsen bliver spurgt om, hvad der er vigtigt for ham - så kommer svaret promte: Det er at kunne sidde og nyde livet i sin stol med tablet, tv og telefon inden for rækkevidde. .

24.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ældrepleje er mere end et arbejde for mig

21.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Et nyt og større Diakonfællesskab

19.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fødselshjælper for fællesskaber

17.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fællesskab fører til forpersonskab

14.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Langt omkring med en sygeplejerskeuddannelse

12.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ud af huset-oplevelser styrker unges fællesskab