Biodiversitet i tekstilbranchen – ”Vi behøver ikke misbruge naturen, for at tjene penge”

Sreeranga Rajan har været vidne til, hvordan bomuldsproduktionen i Indien på 30 år er gået fra dyrkningsmetoder med høj biodiversitet til monocropping baseret på GMO og pesticider. Det har nedbrudt både naturen og bøndernes livsvilkår. Nu arbejder han sammen med Sourcing House for at producere bomuld med plads til biodiversitet og bønders levevis.

“Det hele startede med ”the farmer suicides”, indleder Sreeranga Rajan vores samtale om biodiversitet i bomuldsproduktionen. Unægtelig et stykke vej fra de hjemlige diskussioner om plads til ulve og udformning af insekthoteller.

“Farmer suicides” refererer til det faktum, at omkring 300.000 indiske bønder, ifølge konservative, officielle tal, har begået selvmord siden 1995 - bl.a. som følge af, at være fanget i dyrkelsessystemer, der efterlader landbrugsjord såvel som bønder nedbrudt og udpinte. For tusindvis af bønder, har udvejen været at drikke de pesticider, der skulle sikre høsten og indtjeningen.

Sreeranga Rajan er indisk bomulds- og tekstilproducent, og tæt samarbejdspartner med Sourcing House. Og han har med egne øjne set hvordan bomuldsproduktionen i Indien har ændret sig fra multicropping med plads til biodiversitet til monokultur baseret på GMO-frø og store mængder sprøjtegifte, der ikke levner plads til andre organismer - Og hvordan den manglende biodiversitet direkte har ført til, at bønder ikke kan brødføde dem selv og deres familie.

På den anden side af bomuldsmarkerne

Sreeranga’s far og farfar var småskala bomuldsbønder, men selv er han blevet uddannet fra London Business School, og har bl.a. arbejdet i den prominente Savile Row skræddergade i London og været Head of global product strategy for Fairtrade cotton and textiles. Han har set alle dele af tøjindustriens værdikæde, og haft omstillingen i Indiens bomuldsproduktion tæt inde på livet.

”Jeg voksede helt bogstaveligt op i en bomuldsmark. Fra en ung alder var jeg nysgerrig på hvad der skete med bomulden, når den forlod vores landsby. Det var der ingen, der vidste. Det har været en lang rejse, men det gør det let for mig at arbejde med bomuldsbønderne.”

Siden 2013 har han drevet sin virksomhed Dibella India, og derigennem forsøgt at gøre op med mekanismerne bag de mange selvmord.

“Jeg rejste hjem til Indien for at starte en ”impact business”. Helt basalt ville jeg demonstrere, at vi ikke behøver at misbruge naturen for at tjene penge”.

Kemisk dyrkning

Det er ikke mere end 30 år siden at ”kemisk dyrkning”, som Sreeranga kalder det, begyndte. Tidligere stod fødevarer som linser og grøntsager sammen med bomuldsplanterne, og bønderne såede frø lagt til side fra sidste års høst.

Bomuldsproduktionen er siden blevet lagt om til en genmodificeret bomuldsplante, der frigiver giftstoffer som skal holde skadedyrene væk. Men det gør det samtidig umuligt at dyrke andre afgrøder sammen med dem. Med årene er skadedyrene blevet mere resistente, og bønderne kompenserer ved at bruge mere og mere kræftfremkaldende sprøjtegift. Desuden er frøene sterile, så hvert år er bønderne tvunget til at købe nye frø til en pris, der løbende er blevet skruet i vejret.

De marker, der dyrkes af de ca. 2700 småbønder som Sreeranga Rajan arbejder sammen med, trækker på de gamle metoder, som Sreerangas far og bedstefar benyttede. Væk er pesticiderne og de genmodificerede afgrøder. Det har givet plads til at fødevarerne kan komme tilbage. For at undgå skadedyr dyrker de castorbønner sammen med bomulden. Plantens store, saftige blade tiltrækker skadedyrene, så de holder sig fra bomuldsplanterne. Men bønnerne lader de være i fred. Desuden arbejder virksomheden med at skabe et sundt lokalmiljø:

”Et bæredygtigt produkt skal produceres i et bæredygtigt lokalsamfund. En del af vores profit går til at bygge infrastruktur og skoler. Bomuldsdyrkningen varer kun seks måneder, og resten af tiden skal bønderne have mulighed for at gøre andre ting. Og det er vigtigt at løfte kvindernes kompetenceniveau. De tager mere initiativ, og er bedre til at dele information og færdigheder end mændene.”, fortæller han.

Vigtigt at forstå lokale vilkår

Bomulden fra Sreerangas virksomheder er GOTS og Fairtrade certificeret, men det er vigtigt for Sreeranga, at hans kunder også har en forståelse for de problemstillinger og vilkår, der er for produktionen. De skal være interesserede i at gøre en forskel, og ikke bare at kunne klistre et certificeringsmærke på deres produkter. 

“Der er mange brands på udkig efter bæredygtig bomuld, men det er ikke ensbetydende med, at de forstår hvad det betyder. Vil de gøre en forskel i virkeligheden, eller vil de bare have mærket? Vi er interesserede i kunder med værdier, der minder om vores egne. Så da vi mødte Sourcing House kunne vi mærke, at de kunne se, hvad det var vi prøvede at gøre. Vores værdier er meget ens”, fortæller Sreeranga.

I Sourcing House er de enige i, at de fælles værdier og forståelse for producenternes dyrkningsvilkår er essentielle for deres samarbejde:

”Vores fornemmeste opgave er at lave koblingerne til de rigtige partnere som forstår vilkårene for Sreeranga og bomuldsbønderne. Man skal være indstillet på, at Ranga ikke er billigst. Vi screener på hvem der matcher på værdier. Så han får kunder med et godt værdigrundlag, og de ligeledes får en god leverandør med samme mission”, fortæller Anja Padget fra Sourcing House.

Sourcing House og Sreeranga er løbende i tæt dialog, og hvis der f.eks. i branchen bliver talt om nye produktionsmetoder, kender han ofte til dem, og kan sige om det er godt eller skidt. Det er et godt bolværk ved modeluner og skiftende trends.

“Nogle kommer bare for at finde en måde at øge deres markedsandel. Men Sourcing House er meget metodiske i deres arbejde, og sikrer sig at både produkterne og værdierne er i orden. Vi har et godt samarbejde med dem, og derfor har vi arbejdet sammen i lang tid.”, fortæller Sreeranga Rajan.

Mere bevidste forbrugere

Sreeranga forlod sin landsby og udforskede, hvor bomulden endte, og på samme måde mærker han, at forbrugerne er blevet langt mere nysgerrige på, hvor tøjet har sin oprindelse.

“Jeg er meget optimistisk omkring fremtiden, for jeg har set hvilket fremskridt vi har gjort fra da vi startede for 8-10 år siden. I dag taler mange flere om bæredygtig produktion. Jeg håber, at opmærksomheden vil stige, og de fleste vil blive opmærksomme på, at det, de køber, er forbundet med et valg, og at de kan vælge brands fra, der udnytter miljø og mennesker.”, fortæller han.

Ved at have forståelse for de lokale dyrkningsforhold og produktionsvilkår har Sreerangas kunder direkte indflydelse på, at biodiversiteten i indiske bomuldsmarker, såvel som livsvilkårene for bønderne, bliver bedre.

Den blinde vinkel

Artiklen kunne ende her med en opfordring til at købe certificeret bomuld dyrket efter de gammeldags metoder, fra før GMO-afgrøderne rullede ind over Indien. Men man kommer ikke uden om, at de globale forbrugsmønstre også er en vigtig del af fortællingen. Historien om omstillingen af den indiske bomuldsproduktion er drevet af den enorme globale efterspørgsel på bomuld, og forbrugernes og tøjproducenternes tilgang til de råmaterialer, der udgør fundamentet for den globale tøjbranche.

”Når man undlader at sprøjte giver det naturligvis et lavere afkast – det var derfor man begyndte at gøre det i første omgang. Det får jo nogle til at bruge som argument, at hvis vi alle sammen skulle omlægge, så ville vi skulle bruge meget mere land og vand. Men alternativet er ikke, at så bliver vi bare nødt til at gøre det som vi gør nu. Vi bliver nødt til at tage nogle grundlæggende andre beslutninger.”, fortæller Frederik Larsen, der har forsket i tøjindustriens varekæder og i dag driver virksomheden In Futurum.

Og den erkendelse er virksomheder og forbrugere stadig et godt stykke væk fra, mener han. Sammenhængen mellem lokale biodiversitetsproblemer i Indien og en dansk virkelighed som forbruger eller tøjproducent kan være svær at få øje på, men man bliver nødt til at se tingene i det perspektiv der handler om jordens bæreevne, fortæller han: 

”Mange er blevet bevidste om fortællingen om vores afhængighed af bier, og det breder sig heldigvis, men det er også en meget ensidig fortælling, og bliver meget én til én, altså: ”Vi skal have flere bier, og de skal ud på nogle marker og bestøve noget”. Det er en meget industriel tænkning – også når det kommer til hvordan vi er afhængige af naturen. ”

Anja Padget fra Sourcing House er enig i, at det er en del af en stor og kompleks problemstilling, men samtidig er der konkrete tiltag som alle tøjproducenter kan handle på med det samme:

”Øget biodiversitet er ikke noget man plukker ned fra hylden, og sælger som den nyeste bæredygtighedstrend. Det er ikke en banal ting at løse. Men samtidig sidder der mennesker i tekstilbranchen som altid bliver mødt med, at: ”I er den mest forurenende branche…”, og pludselig skal forholde sig til en ny dagsorden som biodiversitet, og de får jo lyst til at give op på forhånd. Der kan man naturligvis stadig gøre noget. GOTS-certificering er f.eks. et godt redskab, der er enkelt at starte med. Så kan man gå videre derfra.”

Der går en rød tråd fra summende insekter i de indiske bomuldsmarker, og de valg vi træffer som forbrugere og tøjproducenter i Danmark. Og den dimension er en forudsætning for forandring i tøjindustrien.

”Emnet biodiversitet kobler noget meget jordnært med nogle store samtaler, og det er vigtigt ikke at plukke den dagsorden ud af den store bæredygtighedsdiskussion. Mange af de problemer vi snakker om, er opstået fordi vi producerer og overforbruger så enormt meget, og er så dårlige til at udnytte de ressourcer, vi har brugt til at lave tøjet i første omgang.”, fortæller Frederik Larsen.

Vil du høre mere om Sreranga og Sourcing House’ arbejde, kan man følge med på Instagram og LinkedIn.