Blinde og seende cykler sammen for bedre tilgængelighed
Torsdag den 21. maj, på den internationale dag for tilgængelighed, afholdte Dansk Blindesamfund og den danskejede virksomhed Siteimprove en fælles tandemtur for både blinde, seende og svagsynede i Amager Strandpark.
100 medlemmer af Dansk Blindesamfund cyklede den knap fire kilometer lange tur på tandemcykler sammen med de øvrige deltagere, heriblandt finansminister Bjarne Corydon, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og direktør for Dansk Cyklistforbund, Klaus Bondam. Cykelturen blev afholdt for at gøre opmærksom på, hvilken forskel tilgængelighed gør for blinde og svagsynede.
Vi vil gerne få folk til at tale og lære om inklusion af alle borgere uanset handicap, siger Morten Ebbesen, direktør og grundlægger af Siteimprove, der leverer løsninger til kvalitets- og tilgængelighedssikring af hjemmesider.
Vi anser tilgængelighed for en menneskeret, uanset om der er tale om adgang til en cykeltur eller til internettet, siger Ebbesen.
Efter begivenheden donerede Siteimprove de 100 tandemcykler til forskellige tandemklubber og privatpersoner med synshandicap.