Byggepladserne kan blive mere miljøvenlige
I Norge forurener landets byggepladser lige så meget som alle bilerne i Oslo. Så slemt står det ikke til i den danske byggesektor, men der er stadig plads til miljøforbedringer – og mange penge at spare, mener John Sommer, som er medforfatter til en bog o
420.000 ton C02.
Så stort er udslippet hvert år fra de norske byggepladser. Det svarer til udslippet fra alle personbiler og andre lettere køretøjer i Oslo.
Men den gode nyhed er, at CO2-udslippet og den tilhørende høje partikelforurening næsten kan fjernes ved hjælp af bedre planlægning og mere bæredygtige maskiner og byggemetoder. Det viser rapporten ’Udslippsfrie byggeplasser’ som er udarbejdet af DNV GL for bl.a. EnergiNorge.
- Norge er midt i sit første store byggeboom, og nordmændene har slet ikke den samme tradition for at arbejde med energibesparelser, som vi har i Danmark. Herhjemme har vi arbejdet med de ting i mange år, og vi er nået langt, men vi kan sagtens blive bedre, siger John Sommer, som er medforfatter til bogen Building a Circular Future og strategi og forretningsudviklingsdirektør i MT Højgaard.
Fra diesel til el og fjernvarme
Fokus i den norske rapport er den klassiske byggeplads, hvor de fleste processer foregår på stedet ved hjælp af dieseldrevne køretøjer og maskiner. Anbefalingerne er derfor bl.a., at man i stedet for starter med at føre strømkabler og indlægge fjernvarme, som man så kan benytte i byggeprocesserne.
- Det gør vi allerede på de fleste danske byggepladser, hvis det er muligt. Det er et spørgsmål om planlægning af byggeprocesserne, og det bliver vi hele tiden bedre til. Bedre planlægning giver mindre spild og lavere omkostninger – og det er professionelle bygherrer som f.eks. de store pensionskasser også opmærksomme på, fortæller John Sommer.
Skal han nævne ét sted, hvor Norge giver Danmark baghjul i forhold til bæredygtige byggeprocesser, så er det, at de norske myndigheder faktisk er gode til at stille krav til miljøvenlighed og bæredygtighed, når det gælder det offentlige byggeri. Faktisk er det sådan, at næsten alle større offentlige byggerier i Norge bæredygtighedscertificeres af det uvildige norske Green Building Council.