Carl Ras leverer kvalitetsværktøj til genopbyggelse af katastroferamte områder
Naturkatastrofer kan få store konsekvenser for lokalbefolkninger i ulande. Som katastrofepartner for Røde Kors leverer Carl Ras et bredt udvalg af værktøj til kriseberedskabet, der bruges i genopbyggelsen af de katastroferamte områder.
Værktøjet tages i brug, når Røde Kors lynhurtigt skal rykke ud til et katastroferamt område og yde nødhjælp til lokalbefolkningen.
”Det er afgørende for os, at vi på forhånd er godt sikret med en stor mængde værktøj i høj kvalitet. Det gør, at vi kan være fleksible og er rustet til at løse alle de udfordringer, vi kan møde i de ødelagte områder,” fortæller Jesper Ranch Nielsen, der er beredskabsleder i Røde Kors’ katastrofeenhed med ansvar for katastrofelageret og organisationens hurtigudrykningsenhed, Base Campen.
Derfor anvender Røde Kors et bredt udvalg af teknisk udstyr lige fra elværktøj, håndværktøj og personlige værnemidler fra Carl Ras.
Værktøjet bruges blandt andet til opsætning af Røde Kors’ Base Camp, der er lejren for de udsendte nødhjælpsarbejdere, der yder nødhjælp i katastrofeområdet.
For at sikre en effektiv katastrofeindsats er det ifølge Jesper Ranch Nielsen afgørende, at Base Campen og dets faciliteter er velfungerende:
”Base Campen skal have ordentlige toiletforhold, køkken- og spisefaciliteter samt plads til kontor og administration. Derfor gør vi brug af forskellige værktøj, der både kan arbejde med træ, VVS og strøm.”
Gør en forskel for lokalbefolkningen
Værktøjet tages i brug af danske håndværkere, der arbejder i Base Campen, og som ifølge Jesper Ranch Nielsen gør en særlig forskel for lokalbefolkningen i området:
”Vi ansætter en masse lokale folk til at hjælpe os, som typisk ikke har nogen færdigheder inden for håndværksfaget. Håndværkerne fra vores Base Camp prøver derfor at lære så meget fra sig, de overhovedet kan, så de lokale bliver i stand til at opbygge bedre faciliteter i katastrofeområdet og efterfølgende selv kan få arbejde inden for håndværksfaget.”
Sikrer hurtig udrykning og nødhjælp i katastrofeområdet
Røde Kors får leveret alt teknisk udstyr inden for håndværk og beslag til indkøbspriser af Carl Ras, så de er godt rustet, når en katastrofe rammer et område.
”Førhen brugte vi rigtig meget tid og mange ressourcer på selv at indhente tilbud og indkøbe værktøj i flere butikker. Med vores faste samarbejdsaftale med Carl Ras kan vi afsætte penge til at indkøbe en større mængde værktøj i høj kvalitet til vores katastrofeindsatser, og vi får leveret de bedste løsninger efter vores behov,” fortæller Jesper Ranch Nielsen og fortsætter:
”Når vores lager er fyldt op med mere teknisk udstyr, kan vi hurtigere rykke ud og opsætte Base Campen i katastrofeområdet og sætte ind med nødhjælp til den ramte lokalbefolkning.”
Nye håndværkere til det internationale beredskab
Jesper Ranch Nielsen påpeger, at Røde Kors løbende søger forskellige typer håndværkere til deres internationale kriseberedskab:
”Vi er konstant på udkig efter flere teknikere med en håndværkermæssig baggrund til at opretholde og vedligeholde Base Campen i de katastroferamte områder. Vi søger både tømrer, mekanikere, maskinmestre, elektrikere, VVS’ere og andre med en baggrund inden for byggeri og anlæg,” fortæller han og tilføjer:
”Det afgørende er, at man har mod på at løse tekniske håndværksopgaver i et katastroferamt område og ønsker at gøre en forskel for mennesker i de ødelagte områder.”