Clever ser lyst på fremtiden
Efter Better Places konkurs ser konkurrenten Clever lyst på fremtiden. Men elbilmarkedet er stadig ikke lukrativt.
Efter elbilvirksomheden Better Place søndag gik konkurs er markedet helt åbent for Clever, som ligesom Better Place tilbyder lademuligheder for elbilkunder.
"Vi står stærkere end nogensinde. Som vi ser det, er det faktisk først nu, at markedet for elbiler for alvor skal til at tage fat. Og derfor forventer vi, at væksten tager til de kommende år," siger Clevers kommunikationsdirektør Lise Kirkegaard til Børsen.
Læs også: Better Place er gået konkurs
Clever vil ikke ud med præcise tal for omsætning, resultat og forventninger, men firmaet lægger ikke skjul på, at elbilmarkedet langt fra er lukrativt endnu.
"Det er klart, at vi på den korte bane fortsat vil køre med underskud, blandt andet fordi vi investerer massivt i opsætningen af ladeinfrastruktur," siger Lise Kirkegaard til Børsen.
Store udfordringer
Trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann tvivler da også på, at Clever nu for let spil på markedet, blandt andet fordi ladeteknologien fortsat står overfor store udfordringer.
Læs også: To store barrierer bremser elbil-salg
"Hvis alle københavnerne fik elbil, ville det jo blive noget af en udfordring, når mange for eksempel op til helligdage skal til Jylland og besøge familie. Forestil dig, hvad der sker, når alle holder i Odense for at lade op på samme tid. Det ville jo kræve et ekstra kraftværk at fylde alle de biler med strøm for ikke at tale om køen foran ladestanderne," siger trafikforskeren til Børsen.
-LA