COP 17 starter i dag i Durban Sydafrika
Fra i dag 28. december og frem til 9. december vil verdens ledere samles til klimatopmøde i Sydafrika. EU's klimakommissær Connie Hedegaard forventer dog først en bindende klimaaftale i 2020, hvis en sådan aftale nogensinde kommer.
På forhånd er forventningerne i bund til FN's klimakonference, som starter i Durban i Sydafrika i dag. Verden over tager virksomheder og NGO'ere en række initiativer til at forbedre klimaet. Opmærksomheden om udfordringer er enorm, men når det kommer til bindende aftaler, ser det temmelig håbløst ud.
FNs Klimakonvention, UNFCCC, udgør rammen om de internationale klimaforhandlinger i FN. Målet med klimakonventionen er at stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, som forhindrer farlige klimaforandringer.
Klimakonventionen (United Nations Framework Convention on Climate Change, UNFCCC) så verdens lys i juni 1992 i forbindelse med en miljøkonference i Rio, Brasilien, hvor 154 lande inklusive Danmark underskrev konventionen. Konventionen er siden ratificeret af 192 lande, herunder også USA.
Målet med klimakonventionen
Målet med Klimakonventionen er at stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, der forhindrer farlige menneskeskabte klimaændringer. Ifølge formålsparagraffen skal denne stabilisering ske på en måde, der giver økosystemerne mulighed for at tilpasse sig på en naturlig måde. Det vil sige, at fødevaresikkerheden ikke må skades, og at muligheden for at skabe en bæredygtig udvikling - socialt og økonomisk - ikke bringes i fare.
Konventionen er en såkaldt rammekonvention. Det vil sige, at den indgår som et overordnet værktøj for reduktionen af drivhusgasser, men indeholder ingen bindende krav til at reducere udledningen af drivhusgasser.
Baggrunden for klimakonvention
I 1990 besluttede FNs Generalforsamling at starte udarbejdelsen af en egentlig klimakonvention. Baggrunden var dyster. FN's Klimapanel (IPCC) havde samme år i sin første synteserapport peget på, at der var en reel risiko for, at den stigende udledning af drivhusgasser kan påvirke jordens miljø i hidtil uset og potentielt meget voldsomt omfang.
- UB