Cradle to Cradle har værktøjerne til et cirkulært Danmark
Flere virksomheder bruger Cradle to Cradle som strategisk værktøj og dokumentation for, at de arbejder med cirkulær økonomi
Nogle af de produktionsvirksomheder i Danmark, som er længst fremme med cirkulær økonomi, bruger Cradle to Cradle som det strategiske værktøj, og de er kommet i gang med hjælp fra konsulentvirksomheden Vugge til Vugge ApS. Her er fire eksempler:
- KLS PurePrint, der har fået helt nye markedsandele med Cradle to Cradle certificerede tryksager.
- Troldtekt, der har fået stribevis af priser for deres cirkulære forretningsmodel og produkter.
- Egetæpper, der har Cradle to Cradle certificeret stort set alle produkter og har iværksat take-back-ordning på brugte tæppefliser.
- Advance Nonwoven, der har udviklet en proces, der kan omdanne brugte fibre til nye plader og måtter on demand fra virksomheder, der ønsker at få deres brugte materialer tilbage i "loopet".
De fire virksomheder er eksempler på virksomheder, der er first movers inden for cirkulær økonomi. De har tidligt set, at det er nødvendigt at omstille deres forretningsmodel, hvis de skal være konkurrencedygtige på et marked, der uomgåeligt vil bevæge sig i den retning. Og de er allerede i gang med at skabe god forretning med det.
Alle taler om cirkulær økonomi
Hvis nogen er i tvivl om, at cirkulær økonomi er uomgåeligt, så tjek lige denne (ufuldstændige) liste over, hvad der rører på sig på forretningsgangene og de politiske bonede gulve bare inden for de sidste to måneder:
- I onsdags den 7. juni 2017 offentliggjorde regeringens Advisory Board for Cirkulær Økonomi sine anbefalinger.
- To dage tidligere udgav World Business Council for Sustainable Development deres CEO guide til cirkulær økonomi i virksomheder på den første World Circular Economy Forum.
- Ugen før offentliggjorde BSI, The Bristish Standards Institution, den første standard for cirkulær økonomi.
- I maj 2017 udgav Nordisk Ministerråd deres anbefalinger til cirkulære indkøb.
- I april 2017 udgav KL en guide til den cirkulære kommune.
Advisory Boardets anbefalinger handler blandt andet om at udarbejde et cirkulært bygningsreglement 2025, indarbejde cirkulær økonomi i produktionsvirksomheders vilkår samt en cirkulær indkøbspolitik i det offentlige. Alt sammen noget, der vil være med til at øge efterspørgslen på varer og ydelser, der er tilpasset den cirkulære økonomi.
Nye forretningsmuligheder
Vugge til Vugge ApS har specialiseret sig i praktisk omstilling til cirkulær økonomi og har desuden været medforfatter til to bøger om Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Direktør Annette Hastrup hilser forslagene velkommen.
"Hvis regeringen vælger at gå videre med de mange forslag, vil det helt sikkert være et boost for et mere bæredygtigt Danmark, hvor vi har fokus på at bevare værdien og tilgængeligheden til materialer og råstoffer. Det vil åbne op for helt nye forretningsmuligheder. Men det kræver, at man er klar til en omstilling. Ellers kan nye krav blive en trussel for traditionelle virksomheder," siger Annette Hastrup.
Læs også: Sådan kommer du i gang med cirkulær økonomi
Virksomheder med praktisk erfaring
Vugge til Vugge samarbejder allerede med en lang række virksomheder om omstilling til cirkulær økonomi med udgangspunkt i Cradle to Cradles strategiske værktøjer. Ud over de virksomheder, der er nævnt i de indledende eksempler, kan nævnes KALK, der slår på 100 pct. genanvendeligt murværk, og Komproment, der arbejder med facadeløsninger, der kan skilles ad, så facaden nemt kan vedligeholdes og materialerne genanvendes.
DanSign producerer blandt andet indendørs skiltning, hvor brugte "navne" tages tilbage og bruges til at producere nye. En lille virksomhed som KLS Woodfiber har også valgt at arbejde med Cradle to Cradle som dokumentation for træfiberens bæredygtige egenskaber. Næste skud på stammen bliver tæppeproducenten Dansk Wilton, der er på vej med en Cradle to Cradle certificering.
"Fælles for omstilling til cirkulær økonomi i produktionsvirksomheder er, at vi bruger Cradle to Cradle som strategi for både forretnings- og produktudvikling. Cradle to Cradle ER simpelthen cirkulær økonomi, og værktøjerne er velafprøvede og relativt simple at arbejde med, fortæller Annette Hastrup.
Cradle to Cradle certificering er dokumentation
Virksomhederne vælger som regel også at få deres produkter Cradle to Cradle certificeret, hvilket Vugge til Vugge også kan hjælpe med. Det gælder for eksempel KLS PurePrint, som pt er det eneste trykkeri i Nordeuropa, der kan tilbyde Cradle to Cradle certificerede tryksager.
”Cradle to Cradle understøtter vores troværdighed i det, vi siger, at vi gør,” forklarer økonomidirektør Kasper Larsen.
Mange tror, det er dyrt at blive Cradle to Cradle certificeret, men det er ikke dyrere end så mange andre certificeringsordninger. Til gengæld rummer det muligheder for besparelser på driften og højere markedsføringsværdi, så det ofte er hurtigt tjent hjem. Og man får lagt klare mål og strategier til at udvikle produkter og forretning til en cirkulær økonomi.
"Cradle to Cradle bliver en innovationsdriver og en naturlig del af hele virksomhedens måde at arbejde på," forklarer Annette Hastrup.
Læs også: Stort år for Cradle to Cradle i Danmark
Åbenhed løfter branchen
Virksomheder, der vil gå den cirkulære vej, skal ikke bare være klar til at lægge om. De skal også være klar til at åbne op og indgå i nye partnerskaber. KLS PurePrint samarbejder for eksempel med to trykkerier i Østrig og Schweiz om at udvikle endnu flere og bedre tryksager, der kan Cradle to Cradle certificeres, og de ser gerne flere deltage i samarbejdet. Troldtekt har eksterne samarbejdspartnere, der indgår i deres take-back-løsning.
Det uafhængige Cradle to Cradle Products Innovation Institute understøtter to åbne, internationale innovationsnetværk indenfor to forskellige brancher. Det er Built Positive i byggebranchen og Fashion Positive i tekstil- og modebranchen. Her kan alle aktører fra finansiering til distribution deltage med det mål at udvikle flere sikre og sunde materialer og cirkulære forretningsmodeller.
FAKTA:
Cradle to Cradle kan bruges til produktcertificering og virksomhedsudvikling. Det handler om at udvikle produkter af 100 pct. sunde materialer, der kan genanvendes igen og igen, produceret med vedvarende energi, med socialt ansvar og med respekt for vandressourcen.