Danske virksomheder mødes med ’børnebranchen’ i FN Byen
Organisationer, politikere, myndigheder og privatpersoner. Der er mange, som tager ansvar for udsatte børn, i og uden for Danmarks grænser. I de kommende år bliver virksomheders engagement endnu vigtigere i kampen for de mest udsatte, og derfor er danske virksomheder også naturlige deltagere, når UNICEF Danmark den 21. november afholder Børnenes Dag. Bestyrelsesformand Alfred Josefsen fortæller hvorfor.
”Det globale samfund har med Verdensmålene sat en dagsorden og rammen for, hvad vi skal nå i de kommende år. Hos UNICEF er det vores opgave at bidrage til den del af målene, der ændrer verden for børn. Målene er ambitiøse, men de er ikke uopnåelige,” siger UNICEF Danmarks bestyrelsesformand Alfred Josefsen om Verdensmålene i en tid, der er særligt udfordrende for mange børn. Verdensmålene og forholdene for udsatte børn er henholdsvis baggrund og tema for dette års Børnenes dag.
Temaet for årets Børnenes Dag er ’udsatte børn’ – hvorfor?
”Det er altid relevant at tale om, hvordan vi hjælper udsatte børn. Og endnu mere nu end tidligere. Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange børn og familier været på flugt, drevet væk fra deres hjem af krige, konflikter, naturkatastrofer og effekten af klimaforandringer. Og i den rige del af verden stiger uligheden bl.a. som resultat af finanskrisen, og flere og flere børn og familier oplever afsavn og følelsen af at være ekskluderet af fællesskabet.
Derfor har vi valgt at fokusere på udsatte børn som årets tema for Børnenes Dag. Det er i høj grad børnene, der rammes; deres liv, sikkerhed, tryghed og fremtid sættes på spil med konsekvenser for vores alles fremtid og samfund,” forklarer Alfred Josefsen og understreger, at det er forskellige former for udsathed, børn i Danmark, Grønland og i verdens udviklingslande oplever.
Hvorfor afholder UNICEF Børnenes Dag?
”Vi vil gerne tale for alle verdens børn. UNICEF Danmark rejser for 95 procent af indsatsen midler til børn uden i verden, og er der også for børn i Danmark. Det giver i stigende grad mening at koble det nationale og det internationale. Jeg tror på, at ved at samle alle aktører og se på børnenes samlede sag, så får vi ekstra opmærksomhed omkring, hvad der kan gøres. Med Børnenes Dag vil vi skabe en begivenhed og en samling, hvor alle med en børnesag – uanset agenda – mødes. Om de så har en pædagogisk, social, national eller international vinkel. Vi har et fællesskab om børnesagen, og vi får noget med os ved at tale sammen,” siger bestyrelsesformanden, der har som vision at samle og styrke ’børnebranchen’.
En række toneangivende danske virksomheder deltager. Hvorfor er de inviterede?
”Verdens fremtid bygger alene på børnene. Det ligger også iboende i Verdensmålene. Og alle er enige om, at skattekroner og bidrag fra private ikke alene kan sikre, at vi når målene. Hos UNICEF tror vi på, at virksomhederne i endnu højere grad kommer til at være med. Men hvad kan være virksomhedernes bidrag? Det vil vi gerne give nogle bud på, og gå i dialog omkring. Der er heldigvis allerede flere danske virksomheder, som gør en stor indsats og er meget langt fremme. På dagen kommer blandt andet Jørgen Vig Knudstorp fra LEGO Koncernen og fortæller om LEGO’s rolle samt CSR-samarbejde med UNICEF,” siger Alfred Josefsen, der på UNICEF’s vegne kan glæde sig over et tæt samarbejde med LEGO, ikke mindst med LEGO Fonden.
Hvad kan man forvente at få med hjem, hvis man deltager i Børnenes Dag?
”Uanset om man repræsenterer en virksomhed, en myndighed, en organisation, er engageret privatperson eller politiker, så går man forhåbentlig fra konferencen med inspiration, ny viden og energi til at kæmpe videre for den vinkel, man nu har i børnenes sag. En anden ting er, at man får kontakter, man ikke havde før, eller opbygger netværk, man fremover kan snakke med på en ny måde. Dagen er bygget op med oplæg fra inspirerende oplægsholdere, men også med pauser og faglige workshops,” siger Alfred Josefsen, der i løbet at Børnenes Dag for anden gang på UNICEF’s vegne også skal overrække UNICEF Prisen til en person eller organisation, der har gjort noget helt særligt for børnesagen.
Børnenes Dag foregår i FN Byen i Københavns Nordhavn, og det kræver tilmelding at deltage. Det er anden gang, at UNICEF Danmark afholder Børnenes Dag omkring Den Internationale Børnedag. Læs mere, og find programmet her.