Det nærmeste vaskeri er ikke altid den mest miljøvenlige løsning

Bør den geografiske placering være afgørende for, hvilket vaskeri en kommune eller region vælger til vask af eksempelvis ældre borgeres tøj eller sygehustekstiler?

Der har på det seneste været en del artikler i medierne om, at nogle kommuner og regioner vælger at sende deres vasketøj mange hundrede kilometer væk med lastbiler frem for at vælge et lokalt vaskeri. I den forbindelse har blandt andre flere regionsrådspolitikere udtrykt ærgrelse over disse løsninger – og lagt op til, at klimabelastning bør spille en rolle, når fremtidige udbud skal besluttes.

Det kan dog sagtens være en klimamæssig fornuftig løsning at vælge et vaskeri, der ligger langt væk, hvis der er tale om et svanemærket vaskeri – frem for at vælge et ikke-svanemærket vaskeri tæt på:

”Det skyldes, at energiforbruget til transport kun udgør en meget lille del - ca. 5 % - af det samlede energiforbrug, når man ser på hele livscyklus for tøjvask som serviceydelse. Det største miljøaftryk er at finde på selve vaskeriet. Omkring 80 % af energiforbruget er nemlig koblet til vaskeriets processer,” forklarer Lisbeth Engel Hansen, kriteriechef i Miljømærkning Danmark, og fortsætter:

”Dermed er det også på selve vaskeriet, at man kan opnå størst miljøeffekt ved at begrænse forbruget af energi, vand og kemikalier i forbindelse med vask og tørring – noget som Svanemærket netop er med til at sikre med sine krav til vaskerier.”

Miljøgevinst – trods længere kørsel

Transport har en vis betydning, der ikke bliver mindre, når vaskerierne bliver mere specialiserede og dermed kommer til at ligge længere fra kunden. Erfaringerne i Danmark med specialisering har dog vist, at de miljømæssige besparelser, der kan opnås på vaskerierne ved specialisering, overstiger den øgede miljøbelastning, det medfører at skulle transportere tekstilerne længere mellem kunde og vaskeri.

”Det skyldes bl.a., at det specialiserede vaskeri kan fylde maskinerne mere op, hvilket er godt for miljøet. Samtidig begrænser et svanemærket vaskeri både energi- og vandforbrug – og anvender kemikalier, der lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav, hvilket har større betydning for den samlede miljøbelastning end energiforbruget til transporten,” siger Lisbeth Engel Hansen.

Hvis man skal vælge mellem to fuldstændig identiske vaskerier, er det naturligvis mest miljømæssigt fornuftigt at vælge det tættest på. Men idet transporten kun udgør en meget lille del af det samlede energiforbrug, kan det af andre grunde godt være mest fordelagtigt at vælge det længere væk.

Derudover er det vigtigt at tilføje, at Svanemærket også stiller krav til selve transporten. Der er bl.a. krav til vognparkens alder og nyindkøb af moderne køretøjer.

”Samlet set er det vigtigt ikke kun at forholde sig til transporten, når man ser på miljøbelastningen. Og det kan sagtens være det bedste valg for klimaet – og for regioners og kommuners arbejde med FN’s verdensmål – at vælge et svanemærket vaskeri, selv om det betyder mere transport,” konkluderer Lisbeth Engel Hansen.

Kort om svanemærket tekstilservice

• Er energieffektivt og har en lav klimapåvirkning.

• Har et begrænset vandforbrug og sparer på jordens ressourcer.

• Anvender kemikalier, der lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Eksempelvis er vaskemidlerne fri for parfume og DADMAC (en gruppe kemiske stoffer, som er meget giftig over for vandlevende organismer). 

• Reducerer miljøpåvirkningen fra den transport, der sker i distributionen. Bl.a. gennem uddannelse af chauffører i miljørigtig kørsel - og ved indkøb skal nye køretøjer leve  op til den nyeste Euro-norm.

• Køber en stor andel tekstiler, som enten er miljømærkede eller Oeko-Tex Standard 100-certificerede, når der indkøbes nye tekstiler.

18.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Netværk for Miljømærket indkøb Årskonference 2024

12.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital reducerer CO2-belastning på fødevareindkøb med 58 %

07.03.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Nyt videncenter for grønnere indkøb ser dagens lys

19.02.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Nykredit er Årets Grønne Indkøber 2023

14.02.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Danskerne vil gerne handle mere miljøvenligt

07.02.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Campingplads i Jylland opnår EU Ecolabel