DGNB værdiskabende projektstyring
Kom og hør historien bag Danmarks første DGNB guld byggeri samt erfaringer med brug af DGNB til projektstyring på bæredygtighedsseminaret: "DGNB det nye projektstyringsværktøj
En bredt repræsenteret byggebranche pegede i 2011[1] på DGNB som det fremtidige fælles fundament for bæredygtigt byggeri i Danmark. Begrundelsen for valget af DGNB var den holistiske bæredygtighedstilgang med et stærkt totaløkonomisk fokus. Den helhedsorienterede tilgang med at skulle tage højde for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed på samme tid, kan ved første indtryk virke omfattende med mange kriterier og krav på kryds og tværs.
Hvor skal man starte, og hvordan får man implementeret og opkvalificeret medarbejderne til at løfte opgaven, og kan alle tre kvaliteter gå op i en højere enhed?
Udfordringerne eksisterer for store såvel som små virksomheder.
Vi vil gerne vise, hvordan forskellige aktører griber det an, og inviterer hermed til et seminar, der afspejler deres erfaringer fra arbejdet med DGNB.
Byggesocietetet & Green Building Council Denmark sætter fokus på DGNB som værdiskabende projektstyringsværktøj ved bæredygtighedsseminaret
DGNB - det nye projektstyringsværktøj 8. september.
Følgende centrale spørgsmål søges besvaret:
- Hvordan får en virksomhed, uanset størrelse, mest effektivt implementeret DGNB i byggestyringsprocessen?
- Hvad er de faktiske omkostninger relateret til dokumentation ved at bruge DGNB som projektstyringsværktøj?
- Er en DGNB certificering et kompromis med den arkitektoniske kvalitet?
- Hvilke udfordringer og fordele giver DGNB et hospitalsbyggeri?
Salgsdirektør Henrik Staun fra den mellemstore nordjyske entreprenørvirksomhed Lund & Staun vil berette om, hvordan DGNB har ændret deres måde at anskue byggeprocessen på.
Jeg mener bestemt, at vi med DGNB kan gøre en forskel, og jeg tør godt lave et projekt til samme pris igen. Vi har fået en masse god erfaring, der har strømlinet mange af vores arbejdsprocesser. Hvis vi tager alle vores interessetimer, så har vi sikkert brugt mere end jeg troede, men når nu det er endt succesfuldt, og alle er godt tilfredse med resultatet, så giver det rigtig god mening at tro på at DGNB & LEAN Construction er fremtiden siger salgsdirektør Henrik Staun, Lund & Staun.
Adm. direktør Marius Møller fra NCC Property Development kommer ind på NCC´s incitamenter for at benytte DGNB.
Det er vores vision, at levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. Derfor bæredygtighedscertificerer vi alle nye kontor projekter efter DGNB. DGNB indgår i vores platform, og er med i udviklingen fra ide til kundens brug af det færdige projekt. DGNB er målbar bæredygtighed, der ved rationel gentagelse sikrer mere værdi til lavere omkostninger for vore kunder udtaler adm. direktør Marius Møller, NCC Property Development.
Herudover byder dagens program på et oplæg fra Søren Nielsen, arkitekt og partner i Tegnestuen Vandkunsten, som adresserer, hvordan DGNB stimulerer den kreative proces.
Endelig vil Jens Peter Nielsen, Region Sjælland redegøre for hans erfaringer med DGNB som et rammeværktøj for hele byggeprocessen i relation til et stort hospitalsbyggeri.
Efter dagens program vil der være en rundvisning i Gladsaxe Company House, som er Danmarks første DGNB guld certificerede byggeri.
Bæredygtighedsseminaret DGNB - det nye projektstyringsværktøj (vær opmærksom på få pladser)
Hvor: NCC Property Development, Tobaksvejen 2A 2860 Søborg
Hvornår: 8. september kl. 14.00-18.00
[1] http://www.handelskammer.dk/members-update-dk/dansk-tysk-samhandel-dgnb-...