Skanderborg bygger Danmarks mest bæredygtige rådhus

Administrationscenter Skanderborg bliver det første rådhus herhjemme, som certificeres efter den anerkendte DGNB-standard for bæredygtighed i bred forstand. Byggeriet vurderes på 182 indikatorer inden for bl.a. miljø, økonomi og teknisk kvalitet.

Administrationscenter Skanderborg .

Når Administrationscenter Skanderborg åbner til oktober, er det goddag til det mest bæredygtige rådhus i Danmark.

Det 15.000 m2-store byggeri, som skal huse Skanderborg Kommunes administration og en afdeling af Sydøstjyllands Politi, er bygget efter 2020-standarden og blevet DGNB-præcertificeret til guld.

Ifølge Green Building Council, som administrerer DGNB-certificeringerne i Danmark, er der pt. 19 bygninger i Danmark i kategorien Kontor- og administrative bygninger, som har opnået enten præcertificering eller certificering. Administrationscenter Skanderborg er det første rådhus på listen.

- DGNB-præcertificeringen og den forestående certificering af Administrationscenter Skanderborg vidner om, at Skanderborg Kommune er langt fremme i forhold til at bygge bæredygtigt og dokumentere det. Med DGNB-tilgangen sikrer kommunen bl.a., at det nye administrationscenter bliver et rart sted at opholde sig med fokus på indeklima og lysindfald, siger Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark.

Bygningen ligger til at blive endeligt DGNB-certificeret til minimum guld med en pointscore på 78 på nuværende tidspunkt. Platin er den højeste certificering, og den kræver mindst 80 point.

- Vi er stolte af, at Administrationscenter Skanderborg bliver Danmarks første DGNB-certificerede rådhus og politistation herhjemme. Det har været ambitionen lige siden byrådet besluttede byggeriet i 2012, at vi ville have en grøn og bæredygtig bygning, og vi er selvfølgelig glade for at få papir på det mål, siger driftschef Knud Sørensen fra Skanderborg Kommune.

Totaløkonomi til topkarakter

For at blive DGNB-certificeret skal en bygning vurderes på ikke mindre end 182 indikatorer inden for fem områder: Miljø, Økonomi, Byggeproces, Teknisk kvalitet og Det sociale, som dækker over luftkvalitet, akustik, brugerindflydelse, udearealer, arkitektur og kunst m.m.

Ifølge Ole Balslev-Olesen, DGNB-auditor på Administrationscenter Skanderborg, får det østjyske byggeri en pæn score inden for alle områder, men under Økonomi er der topkarakter. Det skyldes, at budgettet på 300 mio. kr. er lavt i forhold til byggeriets størrelse og kvalitet.

- Kunsten er ikke at bygge et højkvalitetsbyggeri, der er rasende dyrt. Kunsten er at lave en bæredygtig bygning til en god pris. Skanderborg Kommune og byggeaktørerne har formået at gøre huset meget miljøvenligt og med et attraktivt socialt miljø for en lav totaløkonomi. Det er hovedårsagen til, at Administrationscenter Skanderborg scorer så højt i DGNB-præcertificeringen, siger Ole Balslev-Olesen fra Cenergia Energy Consultants.

Det vækker glæde i Bygherreforeningen, at Danmark nu får det første DGNB-certificerede rådhus og politistation. Foreningen repræsenterer 1300 beslutningstagere inden for byggeriet og en samlet indkøbsvolumen på 30-50 mia. kr. om året.

- Det er spændende, at stadig flere aktører i byggeriet satser på innovation inden for klima, energi og miljø. Når vi ser kommuner som Skanderborg gå foran med bæredygtigt byggeri, er det en glædelig tendens, for der er brug for fortsat udvikling og nye forretningsmodeller for at sikre byggeri, som er gearet til nye krav og forventninger i samfundet. Det er særligt interessant at se nye bygningstyper blive certificeret, for det hjælper hele branchen med at afprøve fælles principper for byggeri med reduceret aftryk på ressourcer og på klimapåvirkning, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.

Kloge kvadratmetre

Administrationscentret, som er blevet DGNB-præcertificeret, er blot en del af Skanderborg Fælled. Det omfatter også fitnesscenter, foreningslokaler og dobbelthal med plads til 3.500 koncertgæster. Det hele er samlet i én bygning, fordelt på seks etager og 20.000 m2 i alt.

- Det er første gang, at man integrerer kommune, politi og idræts- og kulturcenter i én og samme bygning på den måde. Det giver helt nye muligheder for samarbejde, sundhed, innovation, fleksibilitet og for at udnytte kvadratmeterne på en klog måde. Skanderborg Fælled er et multianvendeligt og bæredygtigt hus, som bliver et naturligt samlingspunkt for kommunens borgere, siger borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde (S).

Skanderborg Fælled tages i brug mandag den 24. oktober 2016. Den endelige DGNB-certificering af administrationscentret ventes afgjort i slutningen af året.

Fakta om Skanderborg Fælled

  • I alt 20.000 m2, som samler rådhus, politistation og idrætscenter under ét tag
  • Budget på 300 mio. kr.
  • Dobbelthal med plads til 2.000 tilskuere til sport eller 3.500 til koncerter og events
  • 1.000 parkeringspladser
  • Arbejdsplads for 650 personer og hjemmebane for Skanderborg Håndbolds dame- og herreligahold
  • Byggeriet giver en årlig driftsbesparelse på 12 mio. kr.
  • Bygherre: Skanderborg Kommune
  • Bygherrerådgiver: Kuben Management
  • Totalentreprenør: KPC A/S
  • Arkitekt: Schmidt/Hammer/Lassen
  • Rådgivende Ingeniør: BASCON A/S
  • Bygget efter lavenergi 2020-standardan

Fakta om miljøvenlighed

Skanderborg Fælled har bl.a.:

  • 950 m2 solceller på taget
  • Klimasikring med grønne tage og eget regnvandsbassin
  • Et varme-genindvindingssystem. F.eks. udnyttes varmen fra bruservandet i omklædningsrummene
  • Knauf Comfortboard – temperaturregulerende vægplader – som hhv. optager og afgiver varme og på den måde virker klimaregulerende. Det nye produkt har netop vundet Byggeriets Energipris.


Fakta om DGNB

DGNB er en international bæredygtighedscertificering, som er tilpasset danske forhold.

De forskellige områder i den danske DGNB-certificering vægtes på følgende vis:

  • Miljømæssig kvalitet (22,5 %)
  • Økonomisk kvalitet (22,5 %)
  • Social kvalitet (22,5 %)
  • Teknisk kvalitet (22,5%)
  • Proceskvalitet (10 %)
  • Grunden og placeringens kvalitet (uden for hovedkarakteren, men skal angives)

Green Building Council Denmark er en uafhængig non profit-organisation, som administrerer DGNB-systemet i Danmark. Se mere på www.dk-gbc.dk.

15.04.2016Green Building Council Denmark

Sponseret

Skanderborg bygger Danmarks mest bæredygtige rådhus

13.10.2015Green Building Council Denmark

Sponseret

Hvor og hvorfor bliver der investeret i bæredygtigt byggeri i Tyskland?

30.09.2015Green Building Council Denmark

Sponseret

Skemalagt undervisning skal gøre Danmark verdensmester i bæredygtigt byggeri

31.08.2015Green Building Council Denmark

Sponseret

BÆREDYGTIGHED I BYGGERIET – KAN IDEALER OG INVESTERINGER FØLGES AD?

07.07.2015Green Building Council Denmark

Sponseret

DGNB – værdiskabende projektstyring

02.07.2015Green Building Council Denmark

Sponseret

Danmarks første DGNB guldcertificering er en realitet