DI arbejder med FN’s verdensmål

I 2015 lancerede FN 17 nye verdensmål, der frem til 2030 skal hjælpe verden med at blive mere bæredygtig. Den private sektor spiller en stor rolle i at opnå de 17 mål, og DI samarbejder med virksomheder og organisationer, der bidrager til at nå målene.

Virksomheder kan tjene penge på at bidrage til verdensmålene på mange måder.

22.06.2017

Sponseret

Felix Bekkersgaard Stark, Dansk Industri

Her er en oversigt over de lande, hvor DI samarbejder med virksomheder og organisationer om at nå FN's 17 verdensmål:

COLOMBIA: Fredsaftale giver arbejde
Efter fredsaftalen mellem den colombianske regering og oprørsgruppen FARC skal landet nu indsluse en stor gruppe mennesker på arbejdsmarkedet på fredelig og effektiv vis. I partnerskab med den danske fagbevægelse og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer i Colombia støtter DI arbejdet med at skabe et stabilt arbejdsmarked i Colombia. Projektet løber fra 2016 til 2019 og er støttet med 5.600.000 kr.

BOLIVIA: Nu lyttes der til den private sektor
I Bolivia er der ikke meget tradition for offentlig-privat dialog, men i løbet af de seneste fem år har regeringen indset, at den må lytte til den private sektor, hvis den skal kunne vende den økonomiske nedgang. Derfor arbejder DI nu sammen med en søsterorganisation i hovedstaden La Paz, Confederación de Empresarios Privados de Bolivia (CEPB), og med ministeriet for produktiv udvikling inden for tre udvalgte spor – læder, tekstil samt registrering af virksomheder.

ARKTIS: Bæredygtig økonomisk udvikling
Den arktiske region har et stort potentiale inden for blandt andet minesektoren, bio-økonomi og turisme. DI udarbejder, sammen med konsulenthuset Voluntas Advisory, en analyse af forretningsmulighederne i nordiske arktis. Analysen har fire fokusområder: Entreprenørskab og innovation, offentlige-private partnerskaber, de kreative industrier samt bio-økonomi.

ETIOPIEN: Næringsholdig yoghurt til landets fattigste
40 procent af Etiopiens befolkning er kronisk underernærede. En særlig næringsholdig yoghurt, der kan give gravide og ammende kvinder bedre ernæring, kan være med til at afhjælpe problemet. Yoghurten udvikles i et samarbejde mellem DI, GAIN Nordic, Folkekirkens Nødhjælp og virksomheder som Arla Foods Ingredients, Orana og DSM. Den skal sættes i produktion hos en lokal mejeriproducent ved Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. DI hjælper blandt andet med at udvikle en forretningsmodel for den lokale mejeriproducent. Desuden arbejder DI sammen med søsterorganisationen, AACCSA, på at eliminere nogle af de strukturelle importbarrierer, som hindrer udenlandske virksomheder i at gå ind på markedet. Projektet er støttet af Danida Market Development Partnerships.

TUNESIEN: Nobelpristagere afværgede politisk krise 
DI har i en årrække støttet den tunesiske arbejdsgiverorganisation UTICA som en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram. Siden det arabiske forår i 2011 har UTICA haft en opgave med at spille en rolle i den nye demokratiske virkelighed – og har på sin vis selv gennemgået en organisatorisk revolution. UTICA er en del af den såkaldte Nationale Dialogkvartet, der i et samarbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstagere, advokatsamfundet og menneskerettighedsorganisationer var med til at afværge en politisk krise i kølvandet på revolutionen. Kvartetten blev anerkendt med tildelingen af Nobels Fredspris i 2015.

TYRKIET: Hjælper flygtninge med at skabe virksomheder
DI analyserer – i samarbejde med den hollandske NGO SPARK – evnerne hos den lokale erhvervsorganisation Gaziantep Chamber of Commerce (GCC), der ligger i Tyrkiets fjerde største by Gaziantep. Byen er et af de centrale brohoveder til samhandel med Syrien og særligt genopbygningen af Syrien. Formålet med DI’s arbejde er at klæde organisationen på til at servicere virksomheder, der er etableret af de mange flygtninge, der kommer over grænsen fra Syrien. Projektet er finansieret af Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og løber i to år.

EGYPTEN: Unge og kvinder skal ind på arbejdsmarkedet
DI har gennem flere år arbejdet i Egypten med den største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation Federation of Egyptian Industries (FEI). Det nuværende projekt løber frem til 2021 og skal blandt andet hjælpe unge og kvinder ind på arbejdsmarkedet gennem seminarer og workshops inden for iværksætteri. Desuden udvikler projektet relationerne mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Projektet styrker desuden virksomhedernes fokus på social ansvarlighed ved uddelingen af en årlig CSR-pris.

KENYA: Samarbejde skal styrke kenyansk industrilobby
DI hjælper med at styrke arbejdsgiverne i Kenya Association of Manufacturers (KAM) i arbejdet med at forbedre vilkårene for den private sektor i Kenya. Med udgangspunkt i fødevaresektoren udarbejder DI og KAM en strategi for at udbrede offentlige-private partnerskaber om blandt andet at behandle fødevarer. Virksomheder fra sektoren modtager undervisning i, hvordan de får bedre resultater af samarbejdet med det offentlige. Projektet er støttet af Danida og løber i perioden 2017 – 2018.

SYDAFRIKA: Rent vand kræver investeringer
Sammen med konsulenthuset Voluntas Advisory og den sydafrikanske organisation National Business Initiative (NBI) udarbejder DI lokalt forankrede modeller for offentlige-private partnerskaber (OPP) omkring vandsektoren i Sydafrika. Igennem lokal forankring, videndeling og dialog vil projektet i to år forsøge at afhjælpe manglen på rent vand og de betydelige underinvesteringer i Sydafrikas vandsektor. Projektet er støttet af Danidas pulje til fremme af erhvervslivets rammebetingelser i udviklingslande.

MYANMAR: Demokrati åbner muligheder 
Det spæde demokrati i Myanmar åbner muligheder for at introducere nye modeller på arbejdsmarkedet. DI’s projekt i Myanmar støtter blandt andet træning i dialog og forhandling på arbejdspladsen, kollektive overenskomster, konfliktløsning og evnen til at sætte sig i modpartens perspektiv. Træningen gennemføres i fællesskab af DI og LO/FTF og har en værdi af cirka 400.000 kr.

FILIPPINERNE: Ansvar på skoletavlen
I øjeblikket oplever filippinsk industri en perfekt storm. Stigende konkurrence fra andre ASEAN-lande og et konstant krav om øget ansvarlighed i de globale leverandørkæder stiller store krav til industrien om øget produktivitet og ansvarlighed.

UlandssekretariatetCO-industri og DI hjælper i et treårigt projekt de to toneangivende filippinske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer med at udvikle strategier og services til at håndtere virksomhedernes sociale ansvar i særligt elektronik- og plastikindustrien.

09.08.2024Dansk Industri

Sponseret

Den bæredygtige oplevelse hos AKKC: ”Plejer er død”

07.02.2024Dansk Industri

Sponseret

Har du styr på ESG, CSRD og ESRS?

12.01.2024Dansk Industri

Sponseret

Ny ESG & Bæredygtighedsportal hos Dansk Industri (DI)

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

Danske produktionsvirksomheder skaber konkurrencefordele gennem Klimaklar Produktionsvirksomhed

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

CO2-regnskab, bæredygtig produktion, klimaklar.

21.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Organisering af Bæredygtighed og ESG er et ledelsesansvar