DI opfordrer medlemsvirksomhederne: Vi skal have oprettet flere nye praktikpladser
DI sender i øjeblikket breve ud til alle medlemmer med et klart budskab: Tag flere lærlinge. Flere praktikpladsaftaler er den eneste vej til at sikre nok faglærte fremover, og virksomhederne skal sammen løfte et større ansvar, siger Karsten Dybvad.
”Det er vigtigt, at alle de virksomheder, der kan, bidrager til den fælles opgave med at uddanne flere faglærte”. Er din virksomhed medlem af Dansk Industri (DI), har du inden for den sidste uge formentligt modtaget en mail med denne ordlyd.
DI sætter nu ekstra kræfter ind på at indfri målet om at oprette de 500 ekstra praktikpladsaftaler, som er målet for DI’s medlemmer alene i år. For det begynder at brænde på, konstaterer adm. direktør Karsten Dybvad.
- Virksomhederne har et ansvar at løfte, og den ærgerlige virkelighed er, at selv om mange virksomheder gør en stor indsats, gør de det samlet set ikke godt nok endnu, siger han.
Læs også: Debat: Lærlinge – også for vores egen skyld
Uddan de faglærte, som I får brug for
DI-direktøren frygter, at virksomhedernes mulighed for at skaffe kvalificeret arbejdskraft vil blive svækket, hvis man ikke uddanner flere lærlinge og elever. For i øjeblikket går faglærte medarbejdere på pension i langt større antal, end der kommer nye ind, påpeger han.
- Flere – og synlige - praktikpladser er den eneste reelle vej til at sikre, at virksomhederne fremover har de faglærte, som de selv efterspørger, siger Karsten Dybvad.
Læs også: Karsten Dybvad: Vi skal skabe 500 praktikpladser i år
Vi ved godt, at nogle virksomheder allerede gør meget – men har svært ved at finde de unge, de søger. Men vi har grundlæggende kun ét valg, hvis virksomhederne skal have de medarbejdere, der er behov for i fremtiden: Det er at klø på Karsten Dybvad, Adm. direktør
8.000-10.000 ekstra praktikpladsaftaler om året
I 2016 aftalte regeringen og arbejdsmarkedets parter, at virksomhederne frem mod 2025 skal indgå 8.000-10.000 nye praktikpladser om året inden 2025 – 2.100 alene i 2018. DI’s medlemmer skal i år levere 500 af disse nye praktikpladsaftaler.
- Det er vigtigt, at vi som samfundsaktør viser, at vi kan løfte den opgave. Og selvfølgelig kan vi det, siger Karsten Dybvad.
I de udsendte breve henviser DI til de enkelte virksomheders minimumsmål for elever, som er bestemt af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Derudover er der en opfordring til, at virksomheder, der har svært ved at skaffe lærlinge, også leder blandt ufaglærte og dimitterede folkeskole- og gymnasielever.
- Vi ved godt, at nogle virksomheder allerede gør meget – men har svært ved at finde de unge, de søger. Men vi har grundlæggende kun ét valg, hvis virksomhederne skal have de medarbejdere, der er behov for i fremtiden: Det er at klø på, siger Karsten Dybvad.
Læs også: Brug praktikpladsen.dk - find en lærling og slip billigere i AUB