21.09.2009  |  Klima, miljø og energi

Er fremtiden bio-brasiliansk?

Et besøg hos norske UMOE BioEnergy, der satser hele butikken i Brasilien med en skandinavisk miljøtilgang. Og et ekspertpanels løftede pegefinger for konsekvenserne af Brasiliens konstante bio-ekspansion, der kan tjene som forbillede, men som også har sine mørke sider.

De endeløse rækker af tre meter høje sukkerrør giver fornemmelsen af at være fanget i én stor grønbrun labyrint. Her og der åbner sideveje sig i traktor- og lastbilspor. En rødstøvet lastbil med to fyldte anhængere på hver 40 tons maskinhøstede sukkerrør efterlader os midt i en støvsky, der lægger sig og åbenbarer en kridhvid røgsøjle fra en af områdets utallige sukker- og etanolfabrikker.

”Et godt tegn. Ren forbrænding,” nikker Ole Kristian Sivertsen tilfreds.

Hans etanol-drevne bil bringer os dybt ind i hjertet af Brasiliens og verdens centrum for biobrændstoffer. Her vestpå i Sao Paulo stat er duften af et enormt hjemmebrænderi umiskendelig. Sprit, alkohol, kært barn har mange navne.

Ole Kristian Sivertsen er direktør for den norske energi-koncern UMOE Bioenergy´s brasilianske satning. Det er Skandinaviens største investering i biobrændstoffer på foreløbig 1,6 milliarder norske kroner. Den norske forretningsmand Jens Ulltveit-Moe sadlede om for et år siden og satte en tredjedel af sine penge i Brasilien i troen på, at fremtiden tilhører Brasiliens biobrændstoffer. UMOE´s nyeste etanol-fabrik, som de stadig er i gang med at optimere, ligger traditionen tro midt i selskabets 33.000 hektarer sukkerrør for at afkorte tiden fra høst til presningen af sukkerrør. Agronomer, biologer og ingeniører arbejder i døgndrift i de nedkølede laboratorier. Dobbelte vognlæs med sukkerrør kører konstant hen til de enorme maskiner til at knuse sukkerrørene og fermenterings- og destilleringsprocessen mod sprit. Og senere etanol der fra hovedparten af Brasiliens tankstationer sælges og bruges af i dag ni ud af ti nye biler. Der er noget Mad Max over atmosfæren.

Ole Kristian Sivertsen taler med begejstring om Brasiliens potentiale. Og om at UMOE BioEnergy vil sætte nye standarder for, hvordan man producerer bæredygtige brændstoffer. Det vil sige, at alle led - også eksempelvis underleverandører - skal arbejde bæredygtigt. Han går rundt og tager fotos af ting, der skal ordnes. Som at store fermenteringssiloer ved lækager ikke taber etanolen ned i undergrunden.

”Vi stiller høje krav til partnere og medarbejdere: Bæredygtighed, nul korruption, engagement. Til gengæld tilbyder vi gode arbejdsforhold inkl mad- og sundhedsordninger, bustransport med mere,” siger han og viser i en nærliggende landby et skolebibliotek med internet-adgang og en lægekonsultation, som UMOE BioEnergy har donoreret.

UMOE BioEnergy er regnet på areal et af de mindre, men er målt på ren etanolproduktion i top 30 af Brasiliens omkring 400 etanol-virksomheder. De største kunder er det statslige energiselskab Petrobras og tankstation-kæden Ipiranga. To tredjedele af landets etanol-produktion er fra Sao Paulo stat og resten i nordøst Bahia og Natal. 60 procent af høsten bruges til etanol og 40 procent til sukker.

Verdensrekord i grøn kørsel
Brasilien har i mange år været verdens førende inden for biobrændstoffer, fordi landet begyndte på etanol-produktionen til transportbehov under oliekrisen i 1973. De sidste fem år har i snit 85 procent af de nyindregistrerede biler fået den såkaldte flex-fuel motor, der kan køre på vilkårlige blandinger af benzin og etanol fra E100 til ren benzin. Og med lethed kan køre på den E-5 (5 procent etanol og 95 procent benzin), der sælges i Danmark. Og også med få justeringer kan køre på den E-85, som Sverige som det eneste land sælger visse steder. 1/3 af Brasiliens bilpark er i dag flexfuel, og med kombinationen af ren etanol og E25 kører mere end 50 procent grønt. Det er verdensrekord.

”Debatten helt op på højeste politiske niveau er i Danmark, Sverige og Norge mytebaseret. At særligt den franske bilindustri kan slippe afsted med at hævde, at bilmotorerne tager skader af blandinger med mere end fem procent etanol er ren og skær misinformation. Her i Brasilien kører europæisk-producerede biler på E-25 efter få og enkle småjusteringer. Som det ser ud fra Brasilien, så er Skandinavien forpligtet til et følge EU-standarden her, der trækker os ned. Jeg har stor forståelse for problematikken om fødevarer, men jeg mener, den er forfejlet, da kun to procent af Brasiliens landbrugsland i dag bruges til biobrændstoffer som sukkerrørsbaseret etanol og sojabaseret bio-diesel,” siger han og ytrer ønske om at integrere de skandinaviske erfaringer med bæredygtighed gennem hele produktionsprocessen i Brasilien – herunderarbejds forhold.

”Europæere har ekstremt svært ved at se ting, der ikke lige kommer fra Europa eller USA, som for eksempel den brasilianske model indenfor biobrændstoffer,” afslutter Ole Kristian Sivertsen.

Mad eller brændstof
Kritikken af Brasiliens biobrændstoffer og de direkte og indirekte konsekvenser for landbrugs- og fødevaresektoren kommer fra mange sider. Weekendavisen deltog i Latin American Studies Association, der i juni afholdt sin årlige kongres i Rio de Janeiro. Professor Steven Zanhiser fra USDA Economic Research Service er en af paneldeltagerne. Han forsker i, om EU´s direktiv for bæredygtige brændstoffer kan bruges i den brasilianske biobrændstofssektor. Direktivet, fra december 2008, er ambitiøst og skal inden 2020 sørge for, at ti procent af EUs brændstofsforbrug er bæredygtigt. Ifølge Steven Zanhiser´s beregninger, er det omkring 40 mio. tons brændstof i 2020. I dag er 6 mio. tons af EU-forbruget bæredygtigt ud af 402 mio. ton. Med de nuværende produktionsmetoder vil det kræve enten 9,3 mio. hektarer sukkerrør eller 76,2 mio. hektarer soja. Brasilien har potentielt 297 mio. hektarer, og dets 2008-høst lød på 8,1 mio. tons sukkerrør og 21 mio. tons soja.

Det springende punkt er ifølge Steven Zanhiser kvaliteten og ikke kvantiteten af de brasilianske biobrændstoffer. EU-direktivet stiller krav om, at biobrændstofferne frem til 2017 er mindst 35 procent renere i produktions-og forbrændingsmetode end fossile brændstoffer. Og mindst 50 procent renere fra 2017. Brasiliens etanol er 71 procent renere og bio-diesel 31 procent, hvorfor særligt den nyere bio-dieselsektor skal forbedres.

”Det kan blive svært for Brasilien at leve op til EU-kravene. Men hvorfor skal kun brændstoffer omfattes af krav til en bæredygtig produktionsmetode. Hvad med fødevarer som Coca-Cola?” spørger Steven Zanhiser.

Undgår CO2-tung markafbrænding
Paneldebatten vender polemikken om afbrænding af sukkerrørsmarkerne efter hver høst. I Brasilien er den CO2-tunge afbrænding tilladt indtil 2014 dog med flere regionale forlængelser. Et i den globale biobrændstofs-debat overset aspekt er forholdene for sukkerrørsarbejderne. En mejetærsker gør samme arbejde som 80 arbejdere. I dag er halvdelen af Brasiliens sukkerrørshøst manuel. UMOE BioEnergy har 95 procent maskinhøst, der letter høst-processen og giver levedygtige, sikre og moderne arbejdspladser. Desuden undgår den maskinelle høst den meget udbredte CO2-tunge afbrænding af de tilbageværende sukkerør efter manuel høst.

Umenneskelige arbejdsvilkår
Tilbage i Sao Paulo stat går en gruppe på 50 sukkerrørsarbejdere hjem efter en lang arbejdsdag med den klassiske machete-kniv og en tom vanddunk og benzindunk i hver hånd. Vi spurgte professor José Pereira Novaes fra Universidade Federal do Rio de Janeiro om sukkerrørsarbejdernes arbejdsdag og virkelighed:

”De sidste par års ekspansion i sukkerrørs-sektoren har ændret markant på Brasiliens interne migration, der historisk har været og stadig er fra det fattige nordøst mod det rige syd. Frem til 1995 bosatte disse millioner af nordlige gæstearbejde sig permanent eller i længere perioder i de sydlige industribyers forstæder. Men med biobrændstofs-eksplosionen er det mere og mere ugifte unge mænd, der kun opholder sig i snit otte måneder i Sao Paulo-staten og derefter må rejse nordpå igen i fire måneder.

Disse nye sukkerrørsarbejdere er ekstremt effektive og kan skære ni til ti tons per dag til en løn på 2,7 realer/ton (8 kroner). Til sammenligning skal der kun et ton sukkerrør til at fylde benzintanken på en bil hernede (49 liter). Profitten er enorm i alle led. Vi oplever et stigende antal døde blandt selv de helt unge efter få måneders arbejde, fordi arbejdstempoet er umenneskeligt, og hjertet ganske enkelt siger stop. Og så bliver det ikke registreret som arbejdsskade, men som naturlig, tragisk, død,” siger José Pereira Novaes.

Søger anerkendelse gennem forbedringer
De brasilianske myndigheder og særligt Sao Paulo-delstatsmyndigheder arbejder systematisk på at gøre alle led bæredygtige i biobrændstofssektoren. Via strammere miljøkrav og bedre arbejdsforhold. Målet er , at Brasilien bliver anerkendt i hele verden som det forbillede for biobrændstof, som blandt andet UMOE BioEnergy arbejder med. Brasilien er opmærksom på, at USA og EU sætter importbarrierer op for brasiliansk biobrændstof. Hvorfor kan over halvdelen af Brasiliens bilpark, der i snit er ældre end eksempelvis den danske, så uden problemer køre grønt i langt højere procentdele, end EU i dag kræver?

Mere fra Kristina

Kristina Øby Pedersen

  • CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere