22.01.2012  |  Klima, miljø og energi

Europa kan stadig det med cleantech

Europa har heldigvis stadig mange innovative virksomheder inden for clean-tech. En del af dem kunne opleves på den franske miljømesse Pollutec, hvor også den årlige EEP Award uddeles. Award’en er den europæiske miljøpresses pris til den bedste miljø-innovation.

For nylig kunne man læse i Politiken, at Europa har udviklet sig til et museum for rige asiater, mens udviklingen er flyttet til andre verdensdele. Men ikke alt står stille. Det kunne man ved selvsyn konstatere på den franske miljømesse Pollutec, hvor et stort antal europæiske virksomheder udstillede deres innovative produkter inden for klima og miljø. Og cirka 97 procent af de 1.327 udstillere var europæiske virksomheder, mens de ikke-europæiske besøgende udgjorde mellem 35 og 40 procent, så der er fortsat interesse for europæisk innovation – i hvert fald inden for clean-tech.

Buy & Care har længe været en populær del af Pollutec. I år var bæredygtige byer og social responsibility også repræsenteret – måske inspireret af ny EU-lovgivning.

Blandt de danske udstillere var Copenhagen Capacity, Eldan Recycling A/S (affaldsbehandling), MJK (vandbehandling) Runi A/S (genanvendelse) samt Wisecon A/S, som fremstiller giftfri rottefæller, og de oplevede ikke mangel på interesse. Som adm. direktør Preben Fritzbøger sagde: ”Det er første gang, vi er her, men vi kommer tilbage. Det er jo det rene guf, det her.”

I forbindelse med Pollutec uddeles også EEP Award’en, hvor vinderen udpeges af 17 europæiske miljømagasiner – herunder Erhvervsmagasinet CSR – med assistance fra ingeniørsammenslutningen EFAEP.

EEP-guld til sorteringsrobot
Det finske ZenRobotics Ltd kunne tage hjem med guldet for at have udviklet en robot med kunstig intelligens og sensorer, som kan identificere materialer i affald, så der sker en præcis sortering af for eksempel metaller, så genanvendelsen optimeres. De intelligente robotter kan ikke alene bruge deres egne erfaringer, men også lære af hinanden.

Sølv til bekæmpelse af olieforurening
Sølvet gik til det schweiziske HeiQ Materials AG. Virksomhedens innovation er OilGuard, som er et uvævet stoflignende materiale. Ved olieudslip fra boreplatforme, tankskibe og lignende kan det hurtigt spredes langs kilometervis af kyststrækning og stoppe en ødelæggende forurening. OilGuard har blandt andet bevist sit værd ved olieudslip i Den Mexikanske Golf.

Bronze til vedvarende energi
Det portugisiske Waydip Energy e Ambiente Lda. modtog EEP-bronze for opfindelsen Waynergy, som kan installeres i fortove og veje, hvor det kan opfange og omdanne den kinetiske energi fra fodgængere og køretøjer til elektrisk energi. I områder med meget færdsel kan Waynergy give et stort supplement til energiforsyningen af de omkringliggende bygninger. Eller det kan anvendes til opladning af elbiler.

Vil I vinde en pris
Prisen uddeles hvert år og er et godt springbræt til nye markeder. Hvis din virksomhed har et produkt eller projekt, som kan være kandidat til næste års EEP-pris, så skriv til Erhvervsmagasinet CSR på kpe@horisontgruppen.dk. Vi indstiller kandidater, som herefter bedømmes af en jury sammensat af 17 europæiske miljømagasiner med assistance fra ingeniørsammenslutningen EFAEP. Produktet/projektet må tidligst være markedsført 1. januar 2011.

www.csr.dk/miljo

Mere fra Kristina

Kristina Øby Pedersen

  • CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere