Fem take-aways fra Folkemødet 2019
Når folkemødet står i Verdensmålenes tegn er vi mange, der ville ønske, vi kunne være 100 steder på én gang. Eller blot 10. For udvalget af relevante arrangementer var overvældende. At samle fem take-aways fra Folkemødet kan derfor aldrig blive repræsentativt. Vi har valgt at prøve at komme bag om nogle af skåltalerne og sætte fokus på der, hvor det er svært at arbejde med verdensmålene, og der hvor vi fik lidt ekstra at tygge på med hjem.
"Der er ikke noget nyt i verdensmålene"
Den udmelding kom fra professor Katherine Richardson, som er en af de 15 udpegede eksperter, der har udfærdiget FNs første rapport om status på arbejdet med verdensmålene. Ifølge Richardson er der ikke noget nyt i de 17 mål i sig selv – det er udfordringer, som vi har kendt til og kæmpet med i mange år.
Når hun, og mange andre toneangivende eksperter, alligevel hylder de 17 verdensmål som noget banebrydende, er det fordi de for første gang samler verdens største udfordringer under et. Aftalen om verdensmålene handler frem for alt om, at vi kun når målene, hvis vi ser på dem som et samlet system, og erkender at verdensmålene påvirker hinanden gensidigt.
Så nej, der er nok ikke noget nyt i de enkelte verdensmål – det nye ved verdensmålene er den måde de viser, hvordan verdens udfordringer hænger sammen.
Samarbejde er godt – men kan man i praksis sætte konkurrencen til side?
Det ligger i DIEHs DNA, at vi arbejder for at fremme etisk handel gennem dialog, samarbejde og innovative partnerskaber – på tværs af interessenter og inden for forskellige brancher. Vi ved også, at dette ofte er lettere sagt end gjort.
Det betyder nemlig, at hvis man virkelig vil samarbejdet inden for brancherne, kræver det, at man inden for udvalgte områder er villig til at lægge konkurrencen til side. Og at man skal arbejde sammen – også om det, der er svært. Disse udfordringer var DIEH med til at sætte på dagsordenen ved en diskussion af forbrug og bæredygtighed hos #I Love Global Goals og som medvært ved et netværksarrangement med Care Danmark og Amnesty International.
Svært for kommuner at prioritere klima
Indtryk gjordet det også, at høre flere borgmestre give udtryk for, at når kommunerne gerne vil gøre en større klimaindsats, oplever de, at deres rammevilkår for at arbejde med klima er for dårlige.
Efter deres mening, bør regeringen både stille flere krav og give flere muligheder til kommunerne. Når kommunerne ikke er nævnt i hverken klimalov eller energilov, gør det det sværere for kommunerne at prioritere klima – og samtidig kan budgetlov og anlægsloft stå i vejen for langsigtede klimaprioriteringer.
Der findes ingen løsninger – kun redskaber
Igen var det professor Katherine Richardson, der fik rusket op i tilhørerne ved at proklamere, at man skal holde op med at tale om ”løsninger” på verdensmålene. Løsninger signalerer nemlig, at vores bæredygtighedsproblemer kan fixes én gang for alle. Siden mennesket bosatte sig, har vi været nødt til at forvalte vores samspil med omgivelserne i en balancering af menneskeligt velvære overfor presset på naturen. Vi finder løbende nye redskaber til at håndtere den balancegang – men ikke én endelig løsning.
Glem ikke de røde verdensmål!
Efter at den grønne bølge rullede gennem debatterne ved det netop overståede folketingsvalg, er det ikke så underligt at der også på folkemødet var fokus på bæredygtighed i forhold til den grønne omstilling. Men ved mange af de efterfølgende debatter var koblingen til hensynet til sociale forhold og arbejdstagerrettigheder bemærkelsesværdigt fraværende.
Udover at det grønne fokus kan gøre os blinde for vigtigheden af indsatser fx mod menneskehandel og for ligestilling og arbejdstagerrettigheder, overser man også en anden vigtig ting. For at vende tilbage til Richardsons pointering af verdensmålenes indbyrdes afhængighed, er det vigtigt at være opmærksom på, at i mange henseender hænger de såkaldte grønne og røde verdensmål sammen. For eksempel rammer konsekvenserne af klimaforandringerne udviklingslande hårdest.
