02.06.2014  |  Klima, miljø og energi

Flere efterspørger svanemærkede hoteller

Ifølge Miljømærkning Danmark er grønne løsninger i stigende grad afgørende, når virksomheder og det offentlige vælger hoteller, restauranter og konferencesteder.

Efter at Miljømærkning Danmark, der står bag Svanemærket, har muliggjort, at konferencesteder kan få miljømærket, har kunder og leverandører nu fået en yderligere mulighed for at vælge grønt.

Sideløbende oplever Miljømærkning Danmark en generel stigende interesse for grønne løsninger. Især efter COP 15 og EU-formandskabet, der viste, hvordan bæredygtige konferencer både kan være billige og innovative, har efterspørgslen på miljørigtige hoteller, restauranter og konferencesteder været i vækst, oplyser organisationen.

Læs også: Blot et ud af fire danske hoteller er miljømærkede

Efterspørgslen på grønne løsninger er størst hos de professionelle indkøbere. I en undersøgelse fra Deloitte, som Miljømærkning Danmark refererer til, mener 95 procent af de professionelle indkøbere, at hotel- og restaurationsbranchen skal iværksætte flere grønne initiativer. 40 procent vil endda betale mere for bæredygtige løsninger.

”Det er en myte, at grønne løsninger per definition er dyrere”.

Ulrika Mårtensen, communication manager i Wonderful Copenhagen

Rambøll er en af de virksomheder, der prioriterer grønne løsninger og især Svanemærket højt, når de køber ind til deres medarbejdere.

”Når vi skal lave indkøbsaftaler til vores cirka 3.000 medarbejdere i Danmark, er fokus på miljøet et parameter på lige fod med pris. Det gælder køb af inventar så vel som ved booking af hoteller og konferencer. For os handler det om sund fornuft – om at efterleve vores værdier, og så er der god økonomi i det. Svanemærket gør det lettere at vælge bæredygtigt, da Svanen er vores garanti for et miljørigtigt valg”, siger Helene Byskov Christiansen, indkøber ved Facility Management i Rambøll.

Bæredygtighed er en god forretning
Hos Wonderful Copenhagen ser man også en stigende interesse for grønne løsninger i hotel- restaurations- og konferencebranchen. Særligt omkring de store internationale begivenheder som COP 15, EU-formandskabet og det nylige internationale Melodi Grand Prix.

Spørger man de internationale mødekunder, så står bæredygtige produkter højt på ønskesedlen, men mange beder dog ikke eksplicit om grønne løsninger, da de frygter, at det kan gøre mødet dyrere, selv om det langt fra behøver at være tilfældet, oplyser communication manager i Wonderful Copenhagen Ulrika Mårtensen.

Om Svanemærket

Miljømærkning Danmark har ansvaret for både EU’s Blomstmærke og det nordiske Svanemærke, som er Danmarks officielle miljømærker.

Miljømærkning er en frivillig ordning for virksomheder, hvis produkter eller serviceydelser lever op til mærkernes krav.

Blomsten og Svanen bygger på kriterier, som er livscyklusbaserede, hvilket betyder et fokus i hele værdikæden fra råvarer og produktion, til anvendelse og bortskaffelse. Målet er at skubbe produktion og forbrug i en mere miljørigtig retning.

”Det er en myte, at grønne løsninger per definition er dyrere. Ofte er grønne løsninger faktisk billigere. Eksempelvis kostede det danske EU-formandskab kun 35 millioner euro, hvilket er under en tredjedel af det i Polen, som kostede 115 millioner euro.  Det skyldes blandt andet de grønne løsninger i Danmark, såsom postevand frem for vand i plastikflaske, vandglas frem for engangsglas, LED-belysning, genbrug af blomsterdekorationer, batchsnore, konferencesteder og meget andet”, siger hun.

Svanemærket tænder det grønne lys
Svanemærket er det officielle miljømærke i Danmark og i hele Norden. Det betyder blandt andet, at svanemærkede hoteller, restaurationer og konferencecentre normalt uden videre kan markedsføre sig som mindre miljøbelastende/mere miljørigtige. Populært sagt giver Svanemærket grønt lys for grøn markedsføring.

Læs også: Hotelbranchen går i sort for miljøet

”Svanemærket er god branding og god forretning for virksomheder, og Svanen har et højt kendskab i hele Norden. Måske derfor oplever vi, at flere og flere ansøger om Svanemærket. Siden 2009 er antallet af svanemærkede produkter og ydelser fordoblet. Med vores nye kriterier til svanemærkning af både hoteller, restaurationer og konferencer håber vi på endnu flere ansøgninger fra branchen”, siger Charlotte Vincentz Fischer, konsulent i Miljømærkning Danmark. 

Mere fra Joe

Joe Kristian Kipp

  • CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere