Fremtidens bygninger vil indgå positivt i vores energisystem

”Vores energisystem er og bliver i stigende grad baseret på elektricitet. Det betyder, at bygninger skal spille sammen med vores el-, varme og transportsystemer på en anden måde, end de har gjort før. De skal fleksibelt kunne lagre strøm og varme og være med til at udjævne vores forbrug, fx ved at levere opladning til vores biler, når vinden blæser.”

Sådan lyder det fra seniorrådgiver i CONCITO, Søren Dyck-Madsen, der er medforfatter til en række nye notater, som er en del af tænketankens og Rådet for Grøn Omstillings projekt Bygninger og Grøn Omstilling. De slår blandt andet til lyd for at samtænke social og grøn bæredygtighed og for at se byggeriet som en integreret og konstruktiv del af vores energisystem.

Traditioner og særinteresser gør omstilling træg
Men hvor langt er vi fra de bæredygtige ambitioner? I dag står byggeriet for 40 procent af vores energiforbrug, svarende til ca. 20 procent af vores CO2-udledning. Samtidig kommer knapt 35 procent af vores affald fra branchen.

Og selv om både den teknologiske udvikling, det politiske niveau og tendenser i markedet bidrager til at trække byggeriet i en bæredygtig retning, vil omstillingen ikke ske fra den ene dag til den anden, konstaterer Søren Dyck-Madsen, der kalder byggebranchen for et ”traditionserhverv,” baseret på mesterlære og drevet af små og mellemstore virksomheder. Det gør, at omstillingen går langsommere, end hvis den var drevet af nogle få store. Samtidig er graden af kompleksitet høj, og der er mange forskellige interesser i byggeriet.

”F.eks. er der forskellige interesser mellem producenter af cement og træ og mellem dem, der går ind for et lavere energiforbrug og dem, der gerne vil levere mere grøn energi. Man skal hele tiden være opmærksom på, at der er mange særinteresser, når man skal træffe beslutninger og prioritere en retning for omstillingen,” fortæller seniorrådgiveren og fortsætter:

”Vi har lige nu en debat, der tyder på, at genbrug af materialer er vejen til bæredygtighed i byggebranchen. Og ja, cirkularitet og genanvendelse er vigtigt, men bæredygtighed i byggeriet er meget mere end det.”

Risiko for glughulsarkitektur

Byggeriet kan i den grønne omstilling have tendens til at fokusere for snævert på en bestemt trend, mener Søren Dyck-Madsen. Et eksempel er 1970’ernes ”glughulsarkitektur”, hvor man for at spare på energien byggede huse med få og meget små vinduer, men glemte at indregne konsekvenserne for indeklimaet. Resultatet blev, at man fik en masse problemer med fugt.

Risikoen lige nu kan være, at man fokuserer udelukkende på CO2påvirkning. Eller træ som bæredygtigt alternativ til fx sten eller beton.

”Regner man kun i CO2-påvirkning, får man et for simpelt signal: skift alting ud til træ! Men man får ikke fokuseret på de andre påvirkninger. Konsekvenserne for biodiversiteten, lydproblemer i lejlighedskomplekser eller æstetikken eller holdbarheden. Vi har desuden ikke tradition for at bygge i træ i Danmark, så der er meget, vi skal lære. Træ arbejder på en anden måde og skal holde en anden luftfugtighed. Udvendigt er det en ny arkitektur, som bliver mørkt, pletvis. Det skal vi kunne acceptere. Man skal huske, at vi jo grundlæggende ikke bygger for at bruge bestemte materialer – men for at have et godt sted at bo eller arbejde,” siger Søren Dyck-Madsen.

Certificeringer understøtter omstilling
Søren Dyck-Madsen understreger dog samtidig, at byggeriet lige nu er i rivende udvikling. Og omstillingen understøttes politisk af flere nye initiativer. Senest EU-initiativet ”Smart Readiness Indicator” (SRI), der netop vurderer bygninger i forhold til deres ”intelligens” på indeklima, energieffektivitet og samspil med omverdenen. SRI’en er endnu ikke implementeret, men på vej som testversion i Danmark.

Søren Dyck-Madsen forventer, at indikatoren på sigt vil være med til at skubbe den danske byggesektor i en bæredygtig retning, ligesom andre certificeringsordninger har gjort det. Det gælder fx EPD’er (environmental product declarations eller miljøvaredeklarationer), LCA’er (livscyklusanalyser), Svanemærket og DGNB, der er baseret på en tysk bæredygtighedsstandard og måler bygningers miljøaftryk.

”Certificeringerne gennemføres af firmaer, der fungerer på markedsvilkår. Der betyder, at de skal være gode til hele tiden at indtage og oversætte nye krav og visioner til noget, der er praktisk muligt,” siger han

Hvor godt står det til?
Men hvilke udfordringer i omstillingen, har vi har fundet løsninger på? Og hvor har vi stadig et stykke vej at gå?

Ifølge Søren Dyck-Madsen er vi langt, når det kommer til energieffektivitet i nybyggeri. Vi har stærke kompetencer inden for produktion af energieffektive materialer og systemer, og nye bygninger bruger langt mindre energi end ældre. Der, hvor der fortsat er et stort potentiale, er i renovering af den eksisterende bygningsmasse. Der er også potentiale i at se indeklimaet som et parameter for bæredygtighed.

”Energimærkningsrapporter, som indeholder forslag til, hvornår det er rentabelt at lave energirenovering, regner i dag ikke værdien af et godt indeklima med. Det tror jeg vil komme,” vurderer Søren Dyck-Madsen.

Vi mangler ensartethed og standarder på genbrug
Selv om genbrug og cirkulær økonomi fylder meget i debatten om bæredygtigt byggeri, er vi heller ikke så langt på det område, mener Søren Dyck-Madsen.

”For det første mangler vi deklareringer af vores eksisterende byggeri. Der kan være PCB eller andre farlige kemikalier i gamle materialer. Og det er svært at skabe et marked, så vi skal genbruge materialer fra en nedreven bygning direkte til en ny. Nye materialer har desuden en ensartet standard – det mangler vi på genbrugsmaterialer.”

”For det andet svarer de materialer, der kan bruges, når der bliver revet ned, nok kun til 5-10 procent af vores byggebehov. De fleste af de materialer, vi skal bruge, vil fortsat være nye. Og her skal vi sikre, at bygninger fremadrettet ikke kommer i samme situation, som i dag, når de er udtjent. Vi skal udvikle såkaldte materialepas, der fortæller, hvad materialerne indeholder og kan opdateres og bevares, så de også er relevante om 40-50 år, når det bliver aktuelt.”

Udfordringen er også på det cirkulære område at finde en balance i indsamlingen af data, vurderer Søren Dyck-Madsen.

”VI skal passe på ikke at oversvømme os selv i dokumentationskrav. Det skal også være praktisk muligt at arbejde med.”

Ørestaden er skræmmeeksempel
En sidste bæredygtighedsdimension, som vi ifølge Søren Dyck-Madsen bør arbejde yderligere med, er den sociale. Han nævner områderne i Ørestaden og på Teglholmen som skræmmeeksempler på steder, bygget uden tilstrækkelig sans for sammenhængskraft.

”I Ørestaden er der skabt så forfærdelige mellemrum mellem bygningerne, at arkitektskoler kommer ud for at se, hvor dårligt, man kan gøre det. Og Teglholmen er bygget til mennesker, der har travlt og ofte ikke efterspørger deltagelse i lokale aktiviteter. Men det er vigtigt for menneskers sociale velbindende, at ikke kun ens egen lejlighed, men også ens lokalområde, fungerer,” siger Sørn Dyck-Madsen.

Optimistisk blik på fremtiden
Søren Dyck-Madsen er dog optimistisk på det bæredygtige byggeris vegne. Han forventer, at vi i 2030 har løst mange af de udfordringer, vi står med i dag.

”I 2030 vil bygninger kunne tale sammen med energisystemet, varmepumper og elbiler, og de vil reagere på den omgivende verden. Der vil være stigende fokus på indeklima, vi vil bygge mere socialt bæredygtigt, nye byggematerialer vil være udviklet, og de traditionelle vil have et lavere klimaaftryk,” siger Søren Dyck-Madsen, der dog anerkender, at det kræver en indsats af både politikere, marked og den teknologiske udvikling, hvis vi skal lykkes:

”Markedet skal lytte til signalerne og blandt andet bruge certificeringer i deres udvikling. Teknologien skal inkludere sociologer og antropologer, så vi sikrer, at de bygninger, vi konstruerer, også bliver intuitive for forbrugerne at anvende på den rigtige måde. Og politisk skal man fastholde det holistiske blik på bæredygtighed i byggeriet, samtidig med, at man forbedrer de enkelte områder. Den regulering, vi får, skal være smidig og enkel, så den passer med virkeligheden. Og så skal offentlige bygherrer selvfølgelig gå forrest,” slutter Søren Dyck-Madsen.