Genbrug af byggematerialer kan beskytte klimaet
Affald fra byggebranchen kan gøres op i millioner tons årligt, men store mængder kan genbruges, hvilket vil være med til at beskytte klimaet på flere fronter, siger branchefolk.
Byggebranchen producerer adskillige millioner tons affald hvert eneste år og meget af det, eksempelvis gamle materialer fra renoveringsprojektor, indeholder giftige og miljøskadelige stoffer, der forurener nærmest uanset hvordan de bortskaffes. Store mængder af disse materialer kan i midlertidig genbruges, større mængder end i dag, selvom der er udfordringer der skal tackles undervejs mod målet. Sådan lyder udmeldingen fra branchen selv på Entsorga-Enteco, messen for affaldshåndtering og miljøteknik, der blev afholdt i Köln i slutningen af oktober. Mere præcist, så var en af de tunge aktører bag budskabet den tyske miljøfond DBU (Deutsche Bundesstiftung Umwelt), der siden stiftelsen i 1990 har støttet næsten 7400 projekter indenfor blandt andet miljøteknologi og -forskning og naturbevarelse med omkring 1,3 mia. euro (næsten 10 mia. kr.). Et af deres største fokusområder er genbrug af beton fra nedrivningsopgaver; ifølge fondens egne folk kan man nemlig i langt de fleste tilfælde genbruge op mod 98 % af betonen til nybyggerier. Det mål mener fonden er realistisk, men erkender samtidig, at der er problemer der skal tackles undervejs, f.eks. omkring transport af de brugte materialer, der er både tids- og energikrævende og derfor bør minimeres gennem udvidet samarbejde mellem de forskellige entreprenører. Men med en tysk byggebranche, der alene producerer over 200 millioner tons affald om året, så er der nok at tage fat på.
-AK