Grøn omstilling kræver investeringer

Fossilfri forsyning i 2050 og en million elbiler på de danske veje i 2030. Det er ambitiøse mål, som vi kun kan nå ved at investere massivt i elnettet og samtidig skabe incitamenter til at fravælge de fossile brændsler. Det fortæller viceadministrerende direktør Anders Stouge fra Dansk Energi.

I dag er mere end 70 pct. af Danmarks elforbrug dækket af grøn energi, og i 2030 vil det være 100 pct. Vi kan derfor mindske CO2- udledningen markant ved at erstatte fossile brændsler med den stadig grønnere el. Problemet er bare, at hverken elnettet eller politikerne kan følge med udviklingen.

Og ifølge  viceadministrerende direktør Anders Stouge fra Dansk Energi kræver det en ambitiøs energi- og klimapolitik og en massiv udvikling af vores elnet, hvis vi skal gøre Danmark fri af fossile brændsler. Samtidig forudsætter det, at vi tænker på tværs af sektorerne.


Slutningen på begyndelsen
Selvom vi allerede er nået et langt stykke med at energieffektivisere i Danmark, så er vi nu kommet dertil, hvor vi skal tænke forsyning på tværs af sektorer for at finde de bedste løsninger.

Det er ifølge Anders Stouge slutningen på begyndelsen - og det er nu, at det for alvor bliver svært.

”Det, der står lige for døren, er elektrificering af fjernvarmen med varmepumper og så elektrificering af transporten. Det er to store klumper, som vi skal have til at lykkes,” siger Anders Stouge og fortæller, at vi fremover skal kigge på, hvordan tingene spiller sammen.

Om det så er mellem el og fjernvarme, el og gas, el og vand eller el og transport.

Eksempelvis har gas stadig sin berettigelse. Vi skal nemlig sørge for at udnytte de investeringer, der allerede er foretaget i et udbygget gasnet, og på sigt fylde grønne gasser i rørene.

”Den helt store vision er Power to X, som netop er et eksempel på en kobling af sektorer. Her bruger man overskydende el til igennem elektrolyse at lave kunstig gas, brint, som kan fyldes ind i gasnettet”, fortæller Anders Stouge og fortsætter:

”Tingene begynder at udvikle sig eksponentielt og gør, at vi står i en ret usikker verden. Det er svært at forudsige, hvad der sker, fordi teknologiudvikling går så stærkt.”

Et eksempel er solceller, som er faldet meget i pris - og kombineret med billigere batterier, er udviklingen gået hurtigere, end nogen overhovedet kunne forudse.

Men også på fjernvarmområdet går det stærk med de individuelle varmepumper - og fra at være uden for konkurrence, så har situationen ændret sig en del. Hvad angår vindmøller, er det også svært at følge med.

”Prisen på vindmøller ændrer sig så hurtigt, at dem, der laver analyser bl.a. til EU-Kommissionen, som er grundlag for politikken – de er jo langt bagefter.
Det betyder, at kommissionen sætter uambitiøse mål,” fortæller Anders Stouge og forklarer:

”Gabet mellem politik og den virkelige verden og teknologien bliver bare større og større i øjeblikket, og det betyder, at politikerne skal være langt mere agile, end de er nu.”


Elnettet kommer på overarbejde
”Det, vi står over for nu – som vi overhovedet ikke kunne gennemskue for bare fem år siden - er, at elbilerne får et gennembrud”, siger Anders Stouge
og forventer, at det inden længe vil være lige så attraktivt at køre elbil som benzinbil. Samtidig vil efterspørgslen på varmepumper stige. Derfor haster det med at få opbygget infrastrukturen i god tid.

”En million grønne biler i 2030, som den tidligere statsminister proklamerede – det kan simpelhent ikke lade sig gøre med den nuværende kapacitet i elnettet.

Dertil skal man så også lægge behovet for individuelle varmepumper og elektrificering af fjernvarmen – det kan så slet, slet ikke lade sig gøre,” understreger Anders Stouge.

Derfor handler det både om at skabe de rigtige rammer for, at industrien vil investere i infrastrukturen og om at indrette reguleringen på el-området, så den afspejler den reelle udvikling. Vi skal være på forkant med efterspørgslen, så der ikke opstår flaskehalse i elnettet.

”Det er et paradigmeskifte, som vi ser i hele verden. Og dem, der virkelig satser på det her, er Kina. De er langt fremme. Den europæiske bilindustri står og ryster i bukserne,” siger Anders Stouge og forklarer, at den tyske bilindustri derfor nu satser voldsomt på at lave deres eget elbilsprogram.

Anders Stouge er ikke i tvivl om, at elbilerne kommer til Danmarks i stor stil. Og derfor skal vi hurtigt i gang med at arbejde med de lokale elnet, hvor  borgerne skal kunne oplade bilen og også fx kunne tilkoble en varmepumpe.


Investeringer til 32 milliarder
”Det er lidt som en motorvej eller metro. Vi går jo ikke først i gang med at bygge, når problemet for alvor er der, og trafikken er helt stoppet,” siger Anders Stouge og forudser, at der kommer en kæmpe ballade ud af det, hvis vi ikke kan servicere alle dem, der skal over på elbiler.

Men hvis industrien skal investere, så skal politikerne skabe rammerne for, at det ikke bliver for usikker en investering.

En ny analyse fra Dansk Energi viser, at det frem mod 2030 kræver en investering på 32 milliarder kroner i elnettet at kunne forsyne fremtidens forbrugere med strøm.

Og det er vel at mærke, hvis man laver en intelligent model, hvor ladning af elbiler sker uden for spidsbelastningen. Investeringen vil være op mod 50 milliarder, hvis alle skal kunne lade samtidig.


Handling bag ordene
Hvis vi vil have et fossilfrit Danmark, skal vi sætte handlinger bag ordene og erstatte fossile brændsler med grøn el.

Og her handler det ifølge Anders Stouge ikke kun om at skabe infrastrukturen - men også om at skabe et økonomiskincitamentet til, at folk vælger grøn energi, når de fx investerer i en ny bil eller en ny opvarmningsform. Afgifterne bør derfor afspejle klimabelastningen, og her har beskatningen på el slet ikke fulgt med udviklingen. Den stadig grønnere strøm bliver i dag beskattet hårdere end de sorte brændsler.

”Selvom der er skåret noget af prisen med det seneste energiforlig, så har vi stadig europæisk rekord i beskatning af el.

Og det hænger jo dårligt sammen med målsætningen om at frigøre os fra fossile brændsler,” siger Anders Stouge, der mener, at reguleringen på energiområdet skal skubbe forbrugerne i retning af mere grøn el. Men det er desværre ikke altid tilfældet.

”Med den regulering, der er på elområdet, kigger man i bakspejlet. Vi skal i stedet kigge ud af forruden og sige: Derude kan vi se, at der kommer et behov for elbiler og varmepumper.

Reguleringen kører desværre ude af takt med udviklingen,” siger Anders Stouge og mener, at der er masser af potentiale for at gøre Danmark fri for fossile brændsler og sænke CO2-udledningen, men at det kræver tidssvarende handling fra politisk hold.

22.04.2024Vestforbrænding

Sponseret

Nyt projekt: bedre sortering af affaldet i etageboliger

15.05.2023Vestforbrænding

Sponseret

Vi er nomineret til DAFs verdensmålspris

16.12.2022Vestforbrænding

Sponseret

Fra madaffald til biogas

27.08.2022Vestforbrænding

Sponseret

Vestforbrænding indsamler rekordstor mængde madaffald

25.01.2022Vestforbrænding

Sponseret

Fremtiden er grøn - og belagt med genbrug

31.10.2021Vestforbrænding

Sponseret

Grøn fjernvarme til flere i Lyngby