Høj mobilitet med omtanke
Det er visionen, når Det Økologiske Råd giver sit bud på en fremtidig bæredygtig udvikling på transportområdet. Målet er, at transportsektorens CO2-udledning i 2020 er reduceret med 30 % i forhold til 1988. Samtidig skal efterspørgslen efter transport styres, så der er en bæredygtig balance mellem ønsket om mobilitet og transportens negative virkning på miljø, klima og sundhed.
Af Anette Lykke Rasmussen
Forud for regeringens nye strategi for bæredygtig udvikling har Det Økologiske Råd udgivet en pjece, hvor organisationen har forsøgt at opstille de målsætninger og virkemidler, der skal til for at opnå en bæredygtig udvikling. I pjecen er udvalgt fem centrale sektorer plus en grøn skattereform, som foreslås som et nødvendigt samlende initiativ på tværs af alle sektorer.
Vi opfordrer regeringen til at komme med konkrete mål og definere indikatorer, der kan checke, om vi rent faktisk går imod en bæredygtig udvikling. De manglede i strategien i 2002 og var heller ikke med i høringsudkastet til den nye, der blev udsendt sidste sommer, siger Christian Ege, formand for Det Økologiske Råd. Det handler om, at vi skal nå længere end til at tale om begrebet bæredygtighed, som alle har gjort siden det først blev introduceret i 1980erne.
De fem sektorer med de initiativer, som skal skubbe den bæredygtige udvikling i gang er ifølge Det Økologiske Råd: Jordbrug og vand, Byens plan og bygninger, Energi og klima, Kemi og altså Transport.
Manglende politisk vilje
Fossilt energiforbrug og CO2-emission stiger år for år. Det er primært, fordi vi transporterer os selv og vore forbrugsgoder længere og længere. En større del af transporten er bil-baseret, og selv om
der findes bil-teknologier og konventionelle biler, der kan nedbringe energiforbrug og miljøbelastning i transportsektoren, er der, ifølge Det Økologiske Råd, ikke politisk vilje til at bruge denne viden og indrette markedet, så det understøtter en bæredygtig udvikling i transportsektoren. Luftforureningen er blevet stærkt reduceret i de sidste 15 år, men udslippet af NOx og dieselpartikler er fortsat et problem i byerne.
Visionen
Det Økologiske Råds vision for transportområdet er, at samfundet og specielt byerne skal indrettes, så transportbehovet minimeres. Transportsystemet skal være miljøvenligt og CO2-neutralt. Energibesparelser og nye teknologier skal indføres i alle dele af sektoren og udviklingen skal understøttes af prissignaler, der gør bæredygtig transport til det billigste alternativ for forbrugerne. Målet er, at transportsektorens CO2-udledning i 2020 er reduceret med 30 % i forhold til 1988 samt at efterspørgslen efter transport styres, så der er en bæredygtig balance mellem ønsket om mobilitet og transportens negative virkning på miljø, klima og sundhed. Og hvordan skal dette mål så nås? Her lister Det Økologiske Råd en række virkemidler, som kan skubbe udviklingen i den ønskede retning.
Virkemidler
Transportsektorens CO2-udledning reduceres med 30 % i forhold til 1988.
Efterspørgslen efter transport styres, så der er en bæredygtig balance mellem ønsket om mobilitet
og transportens negative virkning på miljø, klima og sundhed.
Indretning af byer og samfund så behovet for transport begrænses.
Sikring af god kollektiv transport, hvor mange mennesker skal i samme retning.
Klare incitamenter til at benytte sig af kollektiv transport i stedet for bil.
Begrænset udbygning af vejnettet for der bliver ikke brug for det, hvis klimamålet opfyldes!
Vælge de mindst forurenende og energiforbrugende køretøjer til at løse opgaven.
Sikre gode vilkår for cyklister.
Stille strengere krav til køretøjernes energiforbrug og emission af partikler og NOx.
Sikre ressourcer til forskning og udvikling af transportsystemer, der er mere bæredygtige.