H2 Logic får midler til udvikling af brændselsceller
H2 Logic A/S er blevet tildelt midler fra Højteknologifonden til udvikling af brændselsceller der skal muliggøre forureningsfri og støjsvag elektrisk fremdrift af gaffeltrucks med lige så hurtig optankning som eksisterende diesel og gasdrevne gaffeltrucks.
Visionen for brint og brændselscelle-teknologien er anvendelse i personbiler. De første markeder på kort sigt forventes dog at blive gaffeltrucks hvor teknologien i første omgang kan supplere batterier og på sigt kan erstatte diesel eller gas. Selve udskiftningen af batteriet kan være tidskrævende og hos virksomheder med flere hundrede gaffeltrucks kan det resultere i tab af vigtig og dyr arbejdstid.
Brint og brændselsceller kombineret med batterier kan imidlertid muliggøre elektriske hybrid gaffeltrucks som kan tankes med brint ligeså hurtigt som det sker med diesel og gas. På sigt kan teknologien erstatte diesel og gas i gaffeltrucks som anvendes udendørs, og således eliminere partikeludledning og reducere støjgener.