Havvind skal levere halvdelen af EU's grønne energi

Så længe det går i den retning, man ønsker, er motivet bag handlinger mindre vigtigt. Det er i hvert fald den rettesnor, vi arbejder med på CSR.dk: at det er ligegyldigt om man reducerer CO2-udledninger, fordi man kan spare penge, eller fordi man går meget op i sine børnebørns levevilkår. Bare reduktionerne kommer. Og så udelukker det ene jo heller ikke det andet.

Således også den Esbjerg-erklæringen underskrevet af Danmark, Holland, Belgien og Tysklands regeringer onsdag i denne uge. Aftalen skal sørge for, at der opstilles havvindmøller med en samlet kapacitet på 150 gigawatt inden 2050. Det er ti gange så meget, som findes i EU i dag, og omkring halvdelen af det EU mener, der er brug for, for at unionen kan være klimaneutral samme år. Det er ifølge dr.dk. 10.000 af nutidens største vindmøller, som ifølge Klimaministeriet vil kunne levere strøm til 230 millioner europæiske husstande i 2050. På verdensplan findes der i dag en kapacitet på 25 gigawatt fra havvind. 

Alle er begejstrede for den potentielt store klimaeffekt, men muligheden for at tage beslutningen opstår pga. ønsket om at gøre Europa uafhængige af fossile brændsler fra Rusland. Som demonstreret af Storbritanniens store avis, The Times, som brugte overskriften ”Offshore wind power can blow Putin away”, til at beskrive, hvad der onsdag skete i den vindblæste provinsby på Danmarks vestkyst.

Strømlining og prioritering af vind til havs
Esbjerg-erklæring indeholder også et mål om at have etableret 65 gigawatt havvind allerede i 2030, hvilket er en firedobling i forhold til i dag. Og de 65 gigawatt er dem, man skal holde mest øje med. Pga. opgavens omfang, så skal man i gang nu for at nå i mål i 2050, skriver dr.dk, som har talt med professor ved DTU, Jacob Østergaard.  

Han understreger også, at det ikke kun handler om tempoet i udbygningen af havvind, men også om at få taget hul på at løse udfordringer forbundet med lagring og distribution af energi på land. I samme artikel fortæller Ulrich Bang fra Dansk Erhverv, at den største udfordring, som de ser det, er at rammer og regulering ikke er klar til at håndtere det store projekt.

Nogle af de udfordringer tager man dog fat i som en del af erklæringen. For det første har Kommisionsformand Ursula von der Leyen gjort det klart, at godkendelsesprocesserne tial reduceres fra fem år i Danmark og op mod otte år i Tyskland til noget, der skal klares på et år. For det andet. at Nordsøen i dag er reguleret med forrang for olie- og gasindustrien, fiskeriet, Forsvaret og miljøet – men ikke til vindenergiprojekter. Esbjerg-erklæringen viser, at det nu vil ændre sig.

”Det er nyt, at det er kommet på dagsordenen, at havvind skal have en mere central rolle på havet,” siger Karsten Capion, energianalytiker ved tænketanken Concito, i en artikel på information.dk.

Hans kollega fra Concito, Jens Mattias Clausen, forklarer til dr.dk, at det er planen, at landene skal udpege nogle områder, hvor det skal være særligt hurtigt at få tilladelse til at rejst solceller og vindmøller. Dog er det ikke noget EU kan bestemme, så det, de leverer, er anbefalinger og forslag til, hvordan processen kan speedes op i landene. Samtidig med at man ikke helt kastet havmiljøbabyen ud med badevandet.

Godkendelsesprocesser er en ting, udbygning af elnet og teknologier til lagring af energi er en helt anden og kan ikke klares politisk.
Ifølge Tysklands klima- og energiminister, Robert Habeck, var det da heller ikke kun politikere der mødtes rundt om Esbjerg-erklæringen, men også ledere af store koncerner i og omkring vindindustrien, som indgik aftaler og samarbejder. Det fortæller information.dk.

Gamle planer, nye tider
Før man falder helt ned af stolen over tempoet og handlekraften, så minder information.dk os dog lige om, at løftet om de 65 gigawatt havvind i 2030 svarer til, de nationale planer de fire deltagende lande allerede har lagt frem. Og at behovet for at skabe bedre sammenhæng i Europas energisystemer indgår i Lissabontraktaten fra 2007.

Men situationen er en helt anden i dag end for 15 år siden. Samme onsdag, som Esbjerg-erklæringen blev underskrevet, havde Ursula von der Leyen, EU’s kommissionsformand, om morgenen sat sin underskrift på REPowerEU, som skal sætte 300 milliarder Euro i gang med at fjerne EU's afhængighed af fossil energi – især fra Rusland. Eller som EU’s energikommissær Kadri Simson udtrykte det i en pressemeddelelse fra Klima- og energiministeriet:

"Med REPowerEU-planen, som blev offentliggjort i dag, giver EU endnu et boost til vedvarende energi og reducerer vores afhængighed af fossile brændstoffer, især russisk gas. Som en del af tiltagene til at fremskynde den grønne omstilling har vi foreslået at gøre tilladelser i EU hurtigere og mere strømlinede, hvilket vil hjælpe os med at udnytte havvindpotentialet i Europa fuldt ud. Nordsøen er det perfekte sted at gå foran og opskalere havvind hurtigt, og jeg hilser dagens ambitiøse udmeldinger velkommen. Det er symbolsk, at vi åbner dette nye kapitel i Danmark, fødestedet for havvindteknologi.”

RePowerEU-planen og Esbjerg-erklæringen er komplementære aftaler, og RePowerEU indeholder elementer, der understøtter udvikling, som planerne fra Esbjerg har brug for, f.eks. 30 milliarder euro til at styrke elnettet.

Der er altid noget…
Men hvor er de knap så gode nyheder i aftalerne så? De danske nyhedsmedier fremhæver foreløbigt tre:

1. Havmiljøet kan blive truet, fordi de langt kortere godkendelsesprocedurer for vindmøller til havs ikke efterlader meget tid til at lave miljøundersøgelser.
2. Russisk gas vil i et vist omfang blive erstattet med øgede leverancer af flydende gas (LNG) fra USA, Qatar og Egypten og det vil nødvendiggøre flere investeringer i fossil infrastruktur. Flere eksperter så hellere, at der ikke blev investeret i den type mellemløsninger.
3. CO2-kvoter, som ellers var taget ud af markedet, vil blive sat ind igen og solgt til virksomheder, hvilket reducerer incitamentet til at skære ned på udledninger på kort sigt.  

Og så bør vi heller ikke glemme onsdagens tredje store nyhed i klimaland: udgivelsen af Den Meteorologiske Verdensorganisation, WMO’s, årlige statusrapport på det globale klima. Den var der udelukkende dårligt nyt i: både temperaturen på verdenshavene, mængden af drivhusgasser i atmosfæren og havniveauet har aldrig været højere. Den globale opvarmning har ramt 1,11 grader og stiger stadig.

Så forhåbentlig holder Connie Hedegaards, bestyrelsesformand i bl.a. CONCITO, forudsigelse – leveret til Informations journalist i en delt taxa på vej mod Esbjerg Havn – stik: At onsdag var dagen, hvor man holdt op med at lave visioner og for alvor gik i gang med at opskalere og levere.