Hørkram får besparelser med solcelleanlæg
Hørkram Foodservice har valgt at fokusere på bæredygtighed, og har i den forbindelse besluttet at omlægge til vedvarende energi ved at investere i solceller fra NRGreen
En af Danmarks største fødevare- og cateringgrossisten, Hørkram Foodservice, har taget et bæredygtigt valg for deres logistikcenter i Sorø. Den landsdækkende virksomhed leverer et stort udvalg af varer, der opbevares på logistikcenteret. Bygningen rummer bl.a. store køle- og frostlagrer og kræver således en betydelig mængde energi. Hørkram har derfor besluttet at investere i vedvarende solenergi på tagfladen af det store logistikcenter.
Solcelleanlægget vil komme til at fylde 9.000 kvm, og vil blive det andet største tagbaserede solcelleanlæg på Sjælland. Når anlægget er installeret, vil det give Hørkram en besparelse på 1.754.017 kWh om året.
Hørkrams solcelleanlæg spiller en stor rolle for virksomhedens energiforbrug og bæredygtighed, hvilket Hørkrams bæredygtighedschef, Vivi Kjersgaard, har stort fokus på.
”Vi arbejder meget med bæredygtighed – både i forhold til vores drift og i forhold til, hvordan vi kan hjælpe vores kunder til at handle mere bæredygtigt. Derfor er det et naturligt skridt for os at kigge mod optimering af driften af vores centre,” oplyser hun.
Hørkrams solcelleanlæg vil producere 24% af logistikcenterets årlige strømforbrug. En andel af dette bliver solgt ud til elnettet og bidrager dermed til resten af Danmarks strømforbrug.