IFU INVESTERER I POWER CEMENT I PAKISTAN
IFU og FLSmidth har indgået en blandet finansieringsaftale om at investere i et brownfield udviklingsprojekt i Pakistan. IFU bidrager med 8,5 mio. EUR til projektet.
Med projektet øges kapaciteten i Power Cement Limited, som er en pakistansk cementproducent, med 7.700 ton om dagen. FLSmidth står for ingeniørarbejdet, indkøb, levering af udstyr og tilsyn. En kinesisk entreprenør bliver ansvarlig for konstruktionsarbejdet.
Arif Habib Corporation er hovedaktionær i projektet. Det er et pakistansk konglomerat, som ejer virksomheder indenfor gødning, cement, stål og bæredygtig energi. Projektet har et samlet budget på EUR 268 mio.
Udvikling i Pakistan
I årenes løb har IFU investeret med mange danske virksomheder, heriblandt FLSmidth.
– IFU har været en vigtig partner for FLSmidth i udviklingslandene. Vores samarbejde begyndte helt tilbage i 1975, og siden da har vi sammen lavet mere end 20 projekter over hele verden, siger Tine Bremholm Kokfelt, General Manager hos FLSmidth.
Nu går IFU og FLSmidth sammen om at finansiere udvidelsen af Power Cement.
Men IFU’s bidrag er kun en del af den samlede finansieringspakke. I det som kaldes en ’blandet finansieringsaftale’ – den strategiske brug af udviklingsmidler og private midler til at rejse kapital til projekter i vækstmarkeder og udviklingslande – har også en uafhængig investeringsfond, IFU Investment Partners (IIP), som administreres af IFU, indskudt aktiekapital. IIP er finansieret af de to pensionsselskaber, PBU og PKA. Samlet indskyder parterne ca. EUR 8.5 mio. i Power Cement projektet.
Bygger på et stærkt forhold
Power Cement er det femte fælles projekt, IFU og FLSmidth har haft i Pakistan, og IFU er tilbage i Pakistan efter fem år. Anders Paludan-Müller, Investment Director i IFU, er overbevist om, at det gode forhold mellem IFU og FLSmidth er en af hovedårsagerne til at dette projekt kom i gang.
– Når vi vurderer investeringsforslag, er projektpartneren utrolig vigtig. FLSmidth er en meget værdsat, velrenommeret og professionel partner i cementindustrien, så det er et stort plus, at de er involveret, siger Anders Paludan-Müller.
Solid investering
IFU har fokus på opfyldelsen af FN’s 17 mål om bæredygtighed, men har også en kommerciel målsætning. Investeringer bliver foretaget på kommercielle vilkår i form af aktiekapital og lån med det formål at få et godt afkast. Dog er IFU mere risikovillig end andre finansielle institutioner ville være.
– Power Cement projektet har indbyggede risici. Landerisikoen for Pakistan er høj. Denne vurdering er baseret på personlig sikkerhed, den politiske situation, et ustabilt forretningsklima og manglende gennemsigtighed. Det er en stærkt reguleret økonomi med meget bureaukrati og valutarestriktioner, siger Anders Paludan-Müller.
Risiko skaber muligheder
Fra et investeringssynspunkt var det en gevinst, at fabrikkens eksisterende infrastruktur kunne omdannes til en moderne, profitabel virksomhed. Men det kræver også stærke partnere, som er vant til at arbejde i dette miljø.
– Vi skal kunne stole på vores partnere, og vi udfører en grundig due diligence. Vores vurdering af Arif Habib Corporation viste, at virksomheden har en stærk ledelse og solid erfaring med at vende dårligt præsterende virksomheder. Ledelsen ved også, hvordan man navigerer i det lokale forretningsmiljø, siger Anders Paludan-Müller.
Fælles forpligtelse
Som en del af aftalen mellem IFU og Arif Habib Corporation skal Anders Paludan-Müller repræsentere IFU og FLSmidth i bestyrelsen for Power Cement. IFU ønsker at have fingeren på pulsen og indflydelse på projektet. Men det handler ikke kun om kontrol; det handler også om, at IFU kan yde rådgivning baseret på sin erfaring fra mere end 1200 projekter.
For projektejeren kan IFU komme med en blåstempling af projektet, da IFU hører under den danske stat. Det giver en troværdighed i forhold til projektets andre aktionærer. Det er alt sammen en del af målsætningen om at bidrage til Pakistans udvikling og IFU’s egne investeringsmål.