Københavns Kommune sætter offensivt ind imod negativ social kontrol

Social kontrol-vejledere i Jobcenter København skal hjælpe kvinder, der bliver forhindret i at komme i job på grund af negativ social kontrol fra deres familie eller omgangskreds.

Nye vejledere i Københavns Kommune skal hjælpe med at spotte negativ social kontrol.

27.11.2020

Sponseret

CABI

Fra januar 2021 vil der være fem social kontrol-vejledere i Jobcenter København. Det er et konkret initiativ til at komme negativ social kontrol på arbejdsmarkedet til livs, som er en af de store mærkesager for Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

”Vi må aldrig acceptere, at kvinder bliver isoleret i hjemmet, fordi deres familie eller omgangskreds har et forældet kvindesyn. Vi skal være bedre til at spotte og håndtere social kontrol i jobcentret, og jeg er overbevist om, at vejlederne kan løfte den opgave,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Samtidig har Københavns Kommune lanceret en kampagne på plakatstandere og sociale medier, der skal være med til at øge københavnernes bevidsthed om udfordringerne ved social kontrol.

Ret og pligt til komme ud på arbejdsmarkedet

De nye social kontrol-vejledere i jobcentrene skal rådgive og hjælpe jobkonsulenter, når de møder kvinder, der udviser tegn på social kontrol.

Tegnene kan være alt fra, at kvinderne giver udtryk for, at de ikke kan være på en arbejds- eller praktikplads med mandlige kolleger til, at et familiemedlem presser på for at deltage i kvindens samtaler i jobcentret eller til, at kvinderne ikke har adgang til deres eget NemID og bankkort.

Vejlederne skal også inddrage kvindernes ægtefæller og familie, så der bliver en fælles forståelse i familien af, at en kvinde har både ret og pligt til at deltage på arbejdsmarkedet og i aktivering.

Endelig skal vejlederne også føre statistik over sager med tegn på social kontrol for at komme eventuelle mørketal til livs og få samlet og udbredt de gode erfaringer.

Cabi: Negativ social kontrol er komplekst

Ud over social kontrol-vejlederne er der afsat midler til opkvalificering af jobkonsulenter bredt, så de er i stand til at spotte og handle på tegn på social kontrol.

Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi, har undervist jobcentermedarbejdere i Jobcenter København i, hvordan negativ social kontrol kan være en barriere for beskæftigelse, og i hvordan medarbejderne håndterer det i praksis, når de møder negativ social kontrol. Hun roser initiativet fra Københavns Kommune.

"De har lagt en ambitiøs plan, og nu skal de tage livtag med en rigtig kompleks problemstilling. Negativ social kontrol kan både være svær at afdække og håndtere. Det er ikke nødvendigvis noget, som medarbejderne i jobcentret møder hver dag, og derfor ligger det ikke på rygraden, hvordan det skal håndteres. Derfor er det absolut et vigtigt greb, at medarbejderne kan få hjælp fra vejledere, der er klædt på til opgaven, når de har mistanke om negativ social kontrol," siger Trine Thomsen.

Hun er enig i, at der skal stilles krav til, at kvinderne er til rådighed for arbejdsmarkedet. Men det er nødvendigt at tage udgangspunkt i hver enkelt kvindes situation, hvis noget skal ændres.

"Vi er nødt til at acceptere, at det er et komplekst problem, og nogle gange skal ægtefællen måske også inddrages i den snak. Kvinderne skal guides til at se, hvordan de kan kombinere et arbejdsliv med deres familieliv. Men der vil givetvis også være tilfælde, hvor den sociale kontrol udgør så stor en barriere, at arbejdsmarkedet ikke er første skridt. Det er kvinder, som ikke kender deres muligheder og ikke ved, hvor de kan få hjælp i Danmark, hvis de fx har et ønske om at komme ud af et ægteskab, og så er det helt andre tiltag, der skal sættes i gang," siger Trine Thomsen

Undersøgelse: Hver tredje jobcentermedarbejder har oplevet social kontrol

Den nye, samlede indsats i Københavns Kommune kommer i kølvandet på en rapport fra foråret, der dokumenterede, at social kontrol er en hindring i forhold til at hjælpe ledige, etniske minoritetskvinder ud på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen bygger bl.a. på en spørgeskemaundersøgelse blandt knap 400 jobcentermedarbejdere og interviews med etniske minoritetskvinder.

Den viser blandt andet, at hver tredje jobcentermedarbejder har oplevet, at ledige, etniske minoritetskvinder direkte har givet udtryk for, at de presses af deres familie eller omgangskreds til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

”Med rapporten fik vi dokumenteret, at social kontrol er et stort problem for en del af de kvinder, vi møder i jobcentret. Derfor er det afgørende, at vi nu følger op og sætter ind. Vejlederne er et vigtigt skridt i frihedskampen mod social kontrol. Kvinderne skal vide, at vi er klar med en udstrakt hånd,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

Cabi sætter fokus på negativ social kontrol med et webinar om negativ social kontrol onsdag den 9. december - Læs mere her

22.09.2023CABI

Sponseret

ESG-dokumentation: Hvad pokker gør jeg lige?

13.09.2023CABI

Sponseret

Her er vinderne af CSR People Prize 2023

05.07.2023CABI

Sponseret

Nominerede til CSR People Prize 2023: Seks frontløber virksomheder, der gør en forskel for arbejdsmarkedets mest udsatte

16.06.2023CABI

Sponseret

8 sociale nøgletal, der styrker din ESG-score i dag

16.06.2023CABI

Sponseret

Scor højt på socialt ansvar – og få en konkurrencefordel

Virksomheder kan allerede nu score højt på S’et i ESG

12.06.2023CABI

Sponseret