Kryds fingre for, at regeringen forstår at bruge ekspertpanelets anbefalinger rigtigt. Ellers kan CO2 afgiften ramme pilskævt og gøre mere skade end gavn

Både på klimaets, biodiversitetens og på det bæredygtige landbrugs vegne. 

Det mener vi i Merkur Andelskasse, grønt pengeinstitut for en betragtelig del af Danmarks økologiske, biodynamiske og regenerative landbrug.

Gode takter løser ikke hele opgaven 

Det er fx et stort lyspunkt, at vi nu endelig får taget ordentligt hul på at komme nærmere en CO2 afgift på landbruget, som alt, alt for længe har været et politisk råddent æg.

Det er også rigtigt godt, at ekspertpanelet har fokus på at afgiftsbelægge produktionen fremfor køledisken. Kun gennem en afgift på produktionen kan vi påvirke landbruget i en miljømæssigt bedre og grønnere retning som ekspertpanelet ganske rigtigt dokumenterer. 

Men vi er ikke overbeviste om, at resten af anbefalingerne helt vil løse opgaven med at sikre et landbrug i balance med den natur, det lever af. Ekspertpanelet anbefaler fx, at afgiften skal udløse tilskud til vådlægning af lavbundsjorde og til skovrejsning. God idé, men husk lige biodiversiteten! Skov er ikke bare skov. 

Hvis vi bruger tilskuddet til at betale for ny produktionsskov med konventionelle metoder, så taber biodiversiteten. Der bør som minimum blive stillet krav om hensyn til natur og biodiversitet.

Afgift skal være pisk, gulerod og ramme de rigtige

Landbrugssektoren er vores allesammens brød på bordet og dermed et af Danmarks vigtigste erhverv som vi skal værdsætte. Men store dele af landbruget skal flytte sig, og her skal afgiften være både en pisk og en gulerod. 

En pisk til dem, der hænger fast i det konventionelle og klimabelastende, og en gulerod, der skal friste forurenerne til en grønnere retning. Men afgiften skal ikke ramme lige. Der findes nemlig masser af landmænd og -kvinder, der for længst har flyttet sig af egen drift, og som i årevis har set, at dyrevelfærd, økologi og andre miljøvenlige metoder er det eneste rigtige. 

De fremsynede økologer, der allerede har taget deres del af ansvaret, skal selvfølgelig ikke betale regningen for alle deres fodslæbende kolleger, der hænger fast i utidssvarende, forurenende metoder.

Derfor skal afgiften falde efter et ’forureneren betaler’ princip – og dem, der belaster mest, skal også betale mest, mens dem, der forurener mindst, også skal betale mindst - eller ingen - afgift. Det stiller store krav til beregningsmetoderne, for de skal kunne tage højde for, at de positive tiltag som de økologiske landmænd allerede har foretaget, også bliver belønnet i det samlede regnskab. Det betyder, at når indtægterne fra afgiften, som ekspertpanelet ganske rigtigt er inde på, skal cirkulere tilbage til landbruget som tilskud til grøn udvikling, så er det ikke kun dem, der kommer sent med på vognen, der skal have del i belønningen. Det skal selvfølgelig også de, der har trukket øko-lokomotivet de sidste mange år.

Kød på bordet er faktisk ikke en menneskeret

Så er der lige det med prisen på kød, når der helt uafvendeligt kommer til at ske det, at en afgift på landbruget vil afspejle sig i højere priser på kødet i butikkernes kølediske. Ja, sådan er det. Men kød på menuen alle eller flere af ugens dage er faktisk ikke på listen over basale menneskerettigheder. 

Når det kommer til den nødvendige grønne omstilling, så kommer det altså til at koste noget. Kød er en dyrebar luksus. Derfor skal vil hellere spise mindre, men bedre kød. Hvis vi også skal sikre social balance, mangler vi dog løsninger i anbefalingerne, der både kan tilgodese klimaet og familier med en trængt økonomi. 

Derfor skal afgiften skrues sammen, så den belønner bæredygtige og klimavenlige varer med tilbageførsel af afgiftsmidler, så det dermed bliver dyrere at handle klimafjendtligt end klimavenligt. Det skal være billigere at vælge bæredygtigt - fra jord til bord.

Klog afgift, der kan mærkes

CO2 afgiften skal i vores optik have en størrelse, som virkelig kan mærkes og som skal gøre det dyrt at gøre det forkerte, mens den belønner dem, der bidrager positivt. 

Det vil sige, at den bør ramme ud fra et ’forureneren betaler’ princip, hvor de økologiske, biodynamiske og regenerative landbrug betaler mindst, eller ingen, afgift, mens de forurenende landbrug samler regningen op for deres negative konsekvenser for naturen. For at sikre danske landmænds konkurrenceevne, skal importerede landbrugsvarer selvfølgelig også være omfattet af afgiften. 

Kloden brænder helt bogstaveligt under vores fødder, så vi håber, at regeringen, i de videre forhandlinger om en endelig model, vælger en modig, resultatskabende og klimarigtig CO2 afgift. Men risikoen er, at vi ender med den nemme løsning. Den, der alligevel ikke tilfredsstiller alle parter helt - og som hjælper klimaet mindst