LED til Kongeskibet, C2C ventilation og en klumpfisk
Et NBE-Netværksmøde hos Nordsøen Oceanarium stod i energiens tegn, da de godt 50 deltagere blev præsenteret for nogle af de nyeste og mest energibesparende løsninger inden for LED og ventilation.
Professor Arne Remmen fra Aalborg Universitet bød velkommen til NBE netværksmødet d. 12 februar med et oplæg om ressourceeffektivitet, cirkulær økonomi og industriel symbiose. Her kom det bl.a. frem, at Ida Auken besøger NBE NordDanmark og 9220-netværket i Aalborg i efteråret netop pga. hendes interesse i industriel symbiose.
Turen til Oceanariet bød også på en rundvisning, hvor deltagerne bl.a. så Nordsøens teknikrum, hvor der blev fortalt om Nordsøens energistyring. Turen gik selvfølgelig også forbi klumpfisken og den lille babysæl.
Da deltagerne kom tilbage fra rundvisningen, var Lyngsaa klar med et oplæg om LED-belysning. Lyngsaa har bl.a. leveret belysning til sygehuse, færger og Kongeskibet. Lyngsaa specialiserer sig i at skabe LED-løsninger, som passer til eksisterende armaturer.
Der var også besparelser at hente, da de to virksomheder Leanvent og KE Fibertec præsenterede energirigtige løsninger inden for henholdsvis ventilationsspjæld og fiberbaserede luftfordelingssystemer.
Under overskriften Tænk på driften ikke anlægsinvesteringerne, fortalte Salgsingeniør Mads Møller fra Leanvent om deres dråbespjæld, som sparer energi, og som samtidig har et lavere lydniveau og tryktab.
KE Fibertec markerede sig særligt ved at have et CradletoCradle certificeret produkt. Vi ønsker at være firstmovere, sagde salgschef René Frimodt fra KE Fibertec: CradletoCradle er den rigtige vej at gå for vores virksomhed. Han pointerede dog vigtigheden i at fokusere og begrænse sig, når man går i gang med en sådan proces.
Dagen sluttede med netværkssnak og udveksling af visitkort.
Læs mere om netværket på www.nben.dk