Måske kommer elbilerne nu
Den 3. marts satte Better Place fornyet spot på elbilen med åbning af sit elbil-center, som bliver kaldt Europas første oplevelsescenter for elbiler. Samtidig offentliggjorde Better Place sin pris- og abonnementsmodel.
Kun meget få elbiler kører rundt på de danske veje, men det ændrer sig måske nu.
Better Place bevæger sig nu ud over ide- og pilotforsøgsstadiet. Med offentliggørelse en pris- og abonnementsmodel samt skridt til løsning af infrastrukturproblemet har Better Place sat realiteter bag sit koncept.
Et samarbejde med Renault betyder, at der i den nærmeste fremtid sendes elbiler på markedet, og nu skal ideen sælges. Det sker blandt andet gennem det nyåbnede Better Place Center, hvor en tur i en eldrevet Renault Fluence er en del af tilbuddet til gæsterne.
Sammen med præsentationen af elbilen og konceptet har Better Place offentliggjort priser for private, som er fordelt på køb af bilen og et abonnement, som omfatter batteri og opladning. For virksomheder har Better Place præsenteret en leasingmodel. I begge tilfælde er udgangspunktet, at prisen på at eje en elbil skal svare til prisen på at eje en almindelig bil.
Endnu tør ingen dog gætte på, hvor mange elbiler, der kommer på gaden frem til 2020.
-KPE