08.10.2018  |  Klima, miljø og energi

MERE GENBRUG SKAL VÆRE MED TIL AT REDDE KLIMAET

Indhold fra partner Hvad er dette?

Ned med momsen på reparationer og forlæng garantiperioden på blandt andet hårde hvidevarer. Det foreslår Dansk Affaldsforening i et nyt klimaudspil. For mere genbrug er både godt for pengepungen – og med til at reducere CO2-udslip.

Jo mere vi genbruger og reparerer vores tøj, elektronik, møbler og cykler – jo mindre CO2 udleder vi. En stor kilde til udledning af CO2 er nemlig fra produktionen af de ting, vi bruger i vores dagligdag.

MERE GENBRUG – BEDRE KLIMA: 12 FORSLAG FRA AFFALDSSEKTOREN

Der er klimagevinster at hente under hele affaldets vej, og derfor knytter forslagene sig til alt fra produktion, genbrug, reparation og affaldssortering, til genanvendelse, energiudnyttelse og deponi.

Produktion og forbrug

  • Plastproducenter ind i CO2-kvotesektoren sikrer klimagevinster.
  • Ja tak til reklamer – tilvalgsordning kan nedbringe mængderne af papiraffald.

Genbrug og reparation

  • Lavere moms på reparationer.
  • Forlænget reklamationsret for husholdningsprodukter.
  • Genbrug af byggematerialer fra genbrugspladser.

Indsamling og sortering

  • Bæredygtig affaldsindsamling og -transport.
  • Vedvarende energi på genbrugspladser og lukkede deponier.

Genanvendelse

  • Grønnere emballager via moderne afgifter.
  • Iblandingskrav styrker markedet for genanvendt plastik og reducerer CO2-udledningen.

Affaldsenergi

  • Bedre udnyttelse af træ fra have-parkaffald.
  • Hjemtag klimagevinst ved energiudnyttelse af eget affaldstræ.

Deponi

  • Biocover-eksport kan sikre CO2-reduktioner – ude og hjemme.

Derfor foreslår Dansk Affaldsforening – interesseorganisation for kommuner og affaldsselskaber – i et nyt klimaudspil, at momsen på reparationer på fx cykler og elektronik nedsættes, så det mere økonomisk attraktivt at reparere fremfor at købe nyt.

OPGØR MED BRUG-OG-SMID-VÆK-TANKEGANG
Samtidig skal der være længere garanti på blandt andet hårde hvidevarer, så særligt elektronikindustrien anspores til at designe produkter, der holder længere.

”Affaldssektoren skal sikre mere genanvendelse. Men vi skal også stoppe køb-og-smid-ud-tankegangen. De helt store CO2-besparelser kan hentes ved at undgå, at vores hverdagsprodukter bliver til affald. Produkterne skal have lang holdbarhed, og vi skal have gode muligheder for at reparere dem, så vi holder produkterne i brug og ressourcerne i live så længe som muligt,” siger Charlotte Fischer, direktør i Dansk Affaldsforening.

Ifølge den grønne tænketank Concito udleder hver dansker ca. 19 ton CO2 om året – heraf 5 ton alene som følge af produktionen af hverdagsprodukter som møbler, tøj og elektronik.

HALVER MOMS OG FORLÆNG GARANTI
Konkret foreslår Dansk Affaldsforening, at vi lader os inspirere af Sverige, der i 2017 halverede momsen på reparationer af cykler, sko og tøj. Også momsen på reparation af elektronik skal sættes ned. For hvert ton elektronikaffald, der smides ud, belastes klimaet med udledningen af ton CO2.

Momsnedsættelsen skal kombineres med en forlængelse af reklamationsretten til minimum 5 år for hårde hvidevarer, computere og fladskærme, og minimum 3 år for småt elektronik som mobiltelefoner, elkedler osv.

”De produkter og ressourcer, vi forbruger, skal holde længere og kunne bruges igen og igen. Hver gang de får en ekstra tur i cirklen, sparer vi CO2, og bidrager til at skabe en holdbar fremtid, hvor klima, cirkulær økonomi og mennesker er i balance,” siger Charlotte Fischer.

Mere fra Dansk Affaldsforening

Dansk Affaldsforening

www.danskaffaldsforening.dk

Dansk Affaldsforenings mission er at skabe værdi for medlemmerne ved at arbejde for bedre, enklere og mere miljø-, klima- og ressourcerigtig affaldshåndtering, så vi får optimeret den samfundsmæssige udnyttelse af ressourcerne i affaldet.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere