Minister vil ændre på ressourceforløb
Partierne bag reformen af fleksjob og førtidspension sætter sig snart til forhandlingsbordet for at se på ændringer i reformen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil som det første kaste blikket på de meget kritiserede ressourceforløb og varsler en aftale inden årets udgang.
Den udskældte reform af førtidspension og fleksjob fra 2013 bliver snart revideret, lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
"Vi går i gang meget snart. Inden for et par uger starter vi forhandlinger om ændringer i førtidspension- og fleksjobreformen. Vi har fattet, der er noget galt – især med ressourceforløbene. Og de er det første, vi kaster os over," siger beskæftigelsesministeren ifølge A4 Arbejdsliv
Anledningen var et stormøde i Høje-Taastrup, hvor 64 organisationer under navnet 'Værdig Reform'-alliancen havde sat ministeren stævne.
"Jeg er taknemmelig for, at der endelig bliver indkaldt til forhandlinger om ressourceforløb. Lovgivningen skal være et sikkerhedsnet, der sikrer værdighed og tryghed for danske borgere, men der er huller i nettet," siger Dansk Magisterforenings formand Camilla Gregersen.
Minister: Vi er i gang med kritisk gennemgang
Maria Melchiorsen, forbundssekretær i FOA, er også begejstret for beskæftigelsesministerens udmelding. Hun er glad for, at han vil tage 'Værdig Reform's forslag med til forhandlingerne, men hun er bekymret for tidsperspektivet:
"Vi havde håbet, der ville ligge noget konkret her i februar. Der er menneskeskæbner, der kommer i klemme hver dag, indtil vi får reelle forbedringer af loven," siger hun.
Forhandlingerne skulle have startet allerede i næste uge, men er blevet udskudt. I regeringens lovkatalog står der ellers, at man forventer at fremsætte lovforslag, der skulle justere på reformen allerede i februar 2020. Men Peter Hummelgaard har blandt andet brugt tiden på at besøge landets jobcentre.
"Jeg har haft behov for at komme ud og se de mange mennesker i øjnene, der er blevet behandlet dårligt, er kommet i klemme og er endt i et forløb, der har gjort dem mere syge. Vi er i gang med den kritiske gennemgang, og det har har været vigtigt for mig at møde mennesker i virkeligheden, så ikke det hele går op i statistik," siger han.
Læs mere her.