Nilfisk rekrutterer ny administrerende direktør med dokumenteret erfaring i at vækste virksomheder
Jon Sintorn, en svensk statsborger med omfattende erfaring inden for ledelse, tiltræder som administrerende direktør for Nilfisk. Efter en grundig rekrutteringsproces i løbet af de sidste seks måneder meddeler bestyrelsen for Nilfisk udnævnelsen af Jon Sintorn med virkning fra juli 2024.
Nilfisk har fundet deres nye administrerende direktør på den anden side af Øresund, nærmere bestemt i Stockholm, hvor Jon Sintorn er administrerende direktør for Nobia AB indtil sommeren 2024. Den nye administrerende direktør tiltræder Nilfisk på et essentielt tidspunkt for strategiimplementering, da Nilfisk går ind i sit tredje år med levering af deres forretningsplan for 2026. Og fokus på strategiimplementering var en af de væsentlige grunde til matchet mellem Nilfisk og Jon.
Peter Nilsson, formand for bestyrelsen i Nilfisk, udtaler:
"Jeg er meget tilfreds med at kunne meddele, at Jon Sintorn tiltræder som administrerende direktør for Nilfisk. Jon har dokumenteret erfaring med at transformere virksomheder på tværs af forskellige brancher for at maksimere potentialet for værdiskabelse. Udover hans strategiske forretningsfærdigheder og dybe teknologiske indsigt, har Jon fokus på mennesker og omfattende erfaring med at lede globale virksomheder, der imødekommer kundebehov verden over. Disse kvaliteter er afgørende for at sikre, at Nilfisk bliver anerkendt som markedsleder inden for den globale industri, der leverer professionelt rengøringsudstyr og -tjenester.”
Jon skal lede de ca. 4.700 medarbejdere i Nilfisk over målstregen og sikre, at virksomhedens leverer sine forretningsmål for 2026. Med fokus på mennesker og en innovativ tankegang vil han styre den globale virksomhed mod ambitionen om langsigtet bæredygtig vækst.
Jon Sintorn siger om sin udnævnelse:
"Nilfisk har en rig arv inden for innovation og ingeniørarbejde, og har derigennem hjulpet sine kunder ved at skubbe grænserne for mekanisk og autonom rengøring i næsten 120 år. Jeg er virkelig begejstret for at påtage mig opgaven med at lede Nilfisk. Sammen med teamet, med udgangspunkt i Nilfisks stærke rødder og med forretningsplanen frem mod 2026 som vores platform, vil vi flytte Nilfisk endnu længere i retning af at blive en sand markedsleder og fortsætte med at hæve barren for bæredygtig produktinnovation.”
Dokumenteret erfaring med at skabe vækst i virksomheder
Jon Sintorn er i dag administrerende direktør for Nobia AB, en europæisk leder inden for design, produktion og salg af køkkener til forbrugere og fagfolk. Nobia betjener syv hovedmarkeder med 5.500 medarbejdere og en årlig omsætning på cirka 14 mia. SEK. Tidligere var Jon administrerende direktør for Permobil AB i 9 år. I løbet af hans tid hos virksomheden voksede Permobil fra en lille nicheaktør til en global leder, og øgede omsætningen fra 1 mia. SEK til 4 mia. SEK.
I august 2023 trådte Torsten Türling tilbage som administrerende direktør for Nilfisk af familiemæssige årsager, og bestyrelsen for Nilfisk udnævnte næstformand René Svendsen-Tune som midlertidig administrerende direktør for Nilfisk. René Svendsen-Tune vil forblive midlertidig administrerende direktør for Nilfisk, indtil Jon Sintorn tiltræder rollen den 1. juli 2024.