Ny strategi skal sikre Danmark og Europa energi til tiden

Den europæiske forsyningskrise og en stærkere indsats mod klimaforandringer peger i én og samme retning: Der skal tempo og skala på den grønne omstilling. Energinet spiller en central rolle og en ny strategi skal sikre, at vi kan levere grøn energi til tiden.

Strategi for fremtidens forsyningssikkerhed
Udviklingen mod et 100 procent grønt energisystem skal gå hurtigere end forventet. Det sætter ”Danmark kan mere II” og sommerens politiske klimaaftale to streger under. De mål, der tidligere var sat for 2040 eller 2050, er nu rykket til 2030 for hurtigst muligt at sikre geopolitisk energiuafhængighed, fx skal Danmark på bare otte år firedoble elproduktionen fra solceller og vindmøller på land.

”Den seneste klimaaftale har rykket målstregen 10 år frem, og det sætter turbo på den grønne omstilling af vores energisystemer. Energinet spiller en helt central rolle - og for at lykkes skal vi fokusere vores samlede indsats på vores kerneopgaver og på det rigtige og det vigtige. Det skal den nye strategi være et stærkt afsæt for,” siger administrerende direktør i Energinet, Thomas Egebo.

Der er altså sat en ambitiøs retning, som sætter store forventninger til Energinet.

”På den korte bane skal vi sikre danskerne høj forsyningssikkerhed til trods for manglende russisk gas. På lidt længere sigt skal vi skabe høj forsyningssikkerhed i et energisystem, der bygger på energi fra sol og vind, også på en vindstille aften,” fortsætter Thomas Egebo.

En voldsomt accelereret omstilling til et helt grønt energisystem er en helt central, men også svær opgave. Der er betydelige udfordringer, der skal løses på vejen.

”Der er ingen tvivl om, at det kommer til at stille store krav til vores opgaver, vores kultur og måden, vi arbejder og samarbejder på, for vi kan kun lykkes med den kæmpe opgave i et tæt samspil med vores omverden. Og vi skal også have det sjovt sammen på rejsen. Men vi er godt hjulpet på vej af et stærkt fundament og dygtige og engagerede medarbejdere.”

Grøn energi til Europa
Energinets bestyrelsesformand Mogens Lykketoft udtaler: ”Strategien skal også være med til at understøtte de politiske ambitioner om at udnytte det store potentiale for dansk nettoeksport af grøn energi til resten af Europa.”

”Danmark har et kæmpe potentiale for at kunne eksportere grøn energi til millioner af europæere og samtidig bidrage massivt til europæisk forsyningssikkerhed. Energinet skal være med til at levere på det potentiale og det tager den nye strategi højde for.”

Fokus på kernekompetencer
Strategiens absolut primære mål er at sætte Energinet i stand til på rekordtid at udvikle et grønt energisystem, der møder fremtidens forventninger og behov.

”Den nye strategi er vores fælles afsæt for at fokusere vores kræfter på lige præcis de områder, som kun vi kan løfte, og som er særligt vigtige for at vi kan lykkes med vores bidrag til en grøn, bedre og mere sikker verden,” siger Mogens Lykketoft.

Download Energinets nye strategi ”Energi til tiden” her.

22.12.2022Energinet

Sponseret

Ny strategi skal sikre Danmark og Europa energi til tiden