Erhvervsministeren styrker vejledningsarbejdet om virksomheders samfundsansvar
Når virksomheder arbejder strategisk med deres samfundsansvar er det en god forretning - både for virksomheden og samfundet. Derfor tager erhvervsminister Brian Mikkelsen nu konkrete skridt for at gøre det endnu lettere for virksomheder og investorer at arbejde med deres samfundsansvar. I dag lanceres blandt andet en ny vejledning, der skal fremme danske investorers arbejde med ansvarlige investeringer.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen sætter i dag gang i en række initiativer, der skal gøre det endnu lettere for virksomheder og investorer at arbejde strategisk med deres samfundsansvar, herunder i forhold til deres arbejde med menneskerettigheder, miljø- og klimamæssige udfordringer og meget mere.
Gældende vejledning i virksomheders samfundsansvar bliver derfor fra i dag gjort kortere og mere brancheorienteret, og dermed mere praktisk anvendelige, og i højere grad præcise i forhold til forventningerne til virksomheder og investorer i internationale retningslinjer.
Initiativerne udspringer af arbejdsgruppen for opdatering af vejledninger om samfundsansvar, som erhvervsministeren nedsatte i foråret 2017, med henblik på at sikre virksomhederne den rette vejledning. Arbejdsgruppen sendte deres anbefalinger til erhvervsministeren i slutningen af 2017.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
"Virksomheder og investorer er nøglespillere i forhold til at løse en lang række af samfundets centrale udfordringer. Deres strategiske arbejde med samfundsansvar bidrager ikke kun til en bedre verden, men er også til gavn for egen forretning og dermed dansk konkurrenceevne og dansk økonomi.
"Som opfølgning på arbejdsgruppens arbejde lancerer jeg i dag en ny vejledning om ansvarlige investeringer. Samtidig har jeg bedt Erhvervsstyrelsen om at gå i gang med at opdatere samfundansvar.dk. Det er min forventning, at vi dermed kan skabe øget klarhed om forventningerne til ansvarlig virksomhedsadfærd i topledelsen hos danske investorer. Samtidig skal det bidrage til, at danske virksomheder og investorer ser endnu flere muligheder i at investere i bæredygtige løsninger, der driver udviklingen fremad."
Anna Lise Mortensen Grandjean, formand for arbejdsgruppen for opdatering af vejledninger om samfundsansvar:
"Jeg er glad for, at ministeren bakker op om vores anbefalinger om samfundsansvar, og især at det nu resulterer i en opdateret vejledning og kommende nye værktøjer til erhvervslivet. Det er en samlet arbejdsgruppe, der står bag anbefalingerne, hvor deltagerne på forskellig vis brænder for og tror på, at ansvarlig virksomhedsadfærd er nødvendigt for samfundet. Samtidigt er det arbejdsgruppens opfattelse, at ambitiøs og ansvarlig virksomhedsadfærd også rummer en vigtig forretnings- og konkurrencefordel."
"Ministerens initiativ kan blive et vigtigt bidrag til, at ansvarlig virksomhedsadfærd også fremadrettet vil være et kendetegn for dansk erhvervsliv. Vi håber, at vores arbejde har medvirket til at flytte dagordenen om samfundsansvar i den rigtige retning, og at vi har inspireret til bedre vejledning fremover."
FAKTA
Erhvervsministeren følger op på arbejdsgruppens anbefalinger i 2018 via følgende indsatser:
- Lancering af ny vejledning om ansvarlige investeringer
- Igangsættelse af en opdatering af portalen samfundsansvar.dk
- Igangsættelse af en opdatering af gældende vejledning til årsregnskabslovens § 99a om rapportering om samfundsansvar.
- Anmodning til Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd (MKI) om at udarbejde en ny, kortfattet danske sektorvejledning for mode- og tekstilområdet med udgangspunkt i OECD's sektorvejledning om due diligence.
- Styrket vejledning i Verdensmålene i samarbejde med det kommende råd for virksomheders samfundsansvar.
- Opdatering af CSR-kompasset.dk
De igangsatte indsatser forventes at blive igangsat løbende og vil strække sig ind i 2019 og frem.
Læs mere om arbejdsgruppens anbefalinger vedr. vejledninger om samfundsansvar i linket.
Den nye vejledning om ansvarlige investeringer er vedhæftet.
Kontakt: Presserådgiver i Erhvervsministeriet Jesper Christiansen, jec@em.dk, tlf.: 91 33 70 17.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12380186