Region Hovedstaden inviterer virksomheder til samarbejde om grøn omstilling med elbiler
Elbiler er fremtidens transport og allerede nu en del af den grønne omstilling til et fossilfrit samfund. Region Hovedstadens elbilsekretariat Copenhagen Electric inviterer virksomheder til samarbejde om at vurdere potentialet for elbiler.
Region Hovedstaden ønsker at skabe en grøn og innovativ metropol med høj livskvalitet og effektiv og bæredygtig mobilitet. Elbiler er en del af dette og ses som en nøgle i omstillingen til et samfund uafhængigt af fossile brændstoffer. Elbiler har den højeste energieffektivitet og laveste CO2-udledning, herudover bidrager elbiler til væsentlig mindre luftforurening og mindre støj.
Region Hovedstadens elbilsekretariat Copenhagen Electric medvirker til at skabe omstilling til elbiler i hovedstadsregionen og tilbyder virksomheder samarbejde på vejen til grøn omstilling med elbiler. Et samarbejde som konkret består af vejledning og tilskud til at få udført en flådeanalyse.
Samarbejde om flådeanalyse og professionel rådgivning
En flådeanalyse bidrager til at vurdere potentialet for elbiler, heraf opgørelse af de miljømæssige effekter og økonomiske konsekvenser ved at indføre elbiler i bilflåden. Hertil opstilling af en praktisk handlingsplan for at indføre elbiler i bilflåden.
Virksomheder der ønsker samarbejde om den grønne omstilling og få vurderet potentialet for elbiler ved en flådeanalyse kan kontakte Region Hovedstadens elbilsekretariat, Copenhagen Electric. Flådeanalyser tilbydes udført for flådeejere i hovedstadsregionen i samarbejde med én af følgende rådgivningsvirksomheder.
COWI
Fleetwise
Green Mobility
Insero
Konkret foregår det ved at én af ovenstående vælges til at udføre en flådeanalyse. Copenhagen Electric har mulighed for at give et tilskud til flådeanalysen, mod at få indblik i resultat, oplevelse og erfaringer med flådeanalysen fra den valgte rådgiver.
For yderligere information kontakt
Interesserede virksomheder kan kontakte Copenhagen Electric
Specialkonsulent Mette Hoé, telefon 2482 3766, e-mail mette.hoe@regionh.dk
Eller se regionh.dk