Sådan håndterer du sexchikane

Alle virksomheder har pligt til at sikre et chikanefrit klima og til at modarbejde, at deres ansatte udsættes for chikane. Dansk Erhverv giver her nogle gode råd til ledelsesmæssige fokusområder i forebyggelsen af og håndteringen af sexchikane

Virksomhederne bør forholde sig til hvilken omgangstone og adfærd, der er acceptabel eller uacceptabel på arbejdspladsen, og virksomhederne skal også forholde sig til, hvordan de vil håndtere sager, hvor sexchikane har fundet sted.

Dansk Erhverv anbefaler, at virksomhederne har en dialog om, hvor grænsen går på arbejdspladsen. Til at tage den dialog har Danske Erhverv sammen med de øvrige arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og i samarbejde med Arbejdstilsynet udviklet et dialogværktøj, der er en del af kampagnen ”Hvor går grænsen?

Dansk Erhverv giver her nogle gode råd til ledelsesmæssige fokusområder i forebyggelsen af og håndteringen af sexchikane:

Forebyggelse og håndtering af seksuel chikane – ledelsesmæssige fokusområder.

At forebygge og håndtere seksuel chikane på arbejdspladsen er et fælles ansvar. Medarbejderne har ansvaret for at udvise en respektfuld adfærd over for hinanden samt at respektere, at grænser kan være forskellige. Ledelsen og den enkelte leder spiller dog en stor rolle i dels at skabe en kultur, der kan forhindre sexchikane og dels at sætte ind over for krænkende adfærd.

Gode råd til at forebygge og håndtere seksuel chikane:

  • Beslut, formuler og kommuniker hvilken omgangstone og adfærd, der er acceptabel på arbejdspladsen samt hvilken omgangstone og adfærd, der er uacceptabel.
  • En beskrevet personalepolitik på området kan bruges til at belyse ovenstående. Derudover kan en beskrevet personalepolitik sikre, at både ledere og medarbejdere har en fælles referenceramme. Det gør det lettere for både ledere og medarbejdere at vurdere, hvad der er virksomhedens holdning – både generelt og i enkeltsager. Brug også politikken til at beskrive de ansættelsesretlige konsekvenser af seksuel chikane. Se eksempel på personalepolitik til forebyggelse af sexchikane.
  • Kommuniker politik/holdninger til medarbejderne og sørg for, at den er tilgængelig på f.eks. intranet og i personalehåndbogen. Kommuniker politik og holdninger til nyansatte og eventuelt til kandidater til jobsamtalen, så det er synliggjort, hvad ledelsen lægger vægt på i forhold til kultur og adfærd.
  • Skab rum til at medarbejdere, der føler sig krænkede, ønsker at gå til ledelsen eller HR, ved at kommunikere at virksomheden lægger vægt på, at henvendelser vil blive opfattet positivt.
  • Sæt øjeblikkeligt ind, hvis én eller flere medarbejdere ikke følger politikken/adfærdsreglerne. Det er lederens ret og pligt at sætte ind over for uacceptabel adfærd i virksomheden – også når det gælder seksuel chikane.
  • Hvis lederen ikke kender hverken den krænkende eller krænkede, kan ledelsen vise sin holdning ved at adressere politikken og holdninger i det samlede team/afdeling og gentage opfordringen om, at den krænkede henvender sig til en leder eller HR.
  • Kender lederen både den krænkede og den krænkende, kan lederen og evt. HR samle begge parter, og som mægler få belyst sagen fra begge sider.
  • Opfølgning er afgørende, hvis lederen skal sikre sig, at der sker en adfærdsændring. Følg op på hændelsen med samtaler med både den krænkede og den krænkende.
  • Husk løbende at sætte fokus på både acceptabel og uacceptabel adfærd, så ledelsen både sikrer sig, at indsatsen ikke medfører misforståelser mellem medarbejderne samt at ledelsen fastholder det, der fungerer godt i kulturen. Ledelsen kan desuden sætte fokus på, at man skal værne om en god, tillidsfuld og ærlig omgangstone ved at fremhæve, hvad der er god adfærd på arbejdspladsen.
  • Stil krav til medarbejderne om at tage ansvar for, at seksuel chikane ikke forekommer på arbejdspladsen, og stil krav til alle ledere om at sætte ind over for uacceptabel adfærd.

Politik til forebyggelse af sexchikane
Dansk Erhverv anbefaler, at virksomhederne udarbejder en personalepolitik, som kan bidrage til at forebygge sexchikane og seksuelle krænkelser, herunder håndtering af sagerne. Her kan du finde Dansk Erhvervs bud på en personalepolitik, som forebygger sexchikane på arbejdspladsen.

Den 9. oktober 2020 afholder Dansk Erhverv et webinar om sexchikane, hvor du kan få inspiration til at forebygge og håndtere sexchikane, og der sættes bl.a. fokus på:

Inspiration til, hvordan I som virksomhed kan forebygge sexchikane og anden uønsket adfærd ved at arbejde med kultur, adfærd, politikker og andre ledelsesindsatser.
Hvordan I bedst muligt kan navigere mellem både at sætte fokus på krænkende adfærd og samtidig fastholde det, der fungerer godt i kommunikationen mellem medarbejdere.
Gode råd til, hvordan du som leder sætter ind overfor konkrete situationer med krænkende adfærd.

Redskaber som kan anvendes
Handelsvirksomheder indenfor Dansk Erhverv og deres medarbejdere kan anmode om organisationernes bistand i spørgsmål om forebyggelse og problemløsning i sager om bl.a. sexchikane – se mere her: Forebyggelse og bistand i forbindelse med mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen

Til brug for virksomhedernes dialog om hvor grænsen går på deres arbejdsplads har arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet i fællesskab lavet kampagnen ”hvor går grænsen?”. Til kampagnen er der produceret en film og udviklet et dialogværktøj, som skal være med til at gøre det nemmere at tale om og forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen.

Arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet har også udarbejdet en folder med anbefalinger til, hvordan man kan forebygge og håndtere seksuel chikane på arbejdspladserne. Hent folderen her: Anbefalinger om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane

Folderen kan bruges i forbindelse med uddannelse af de medarbejdere, der skal forebygge og håndtere eventuelle henvendelser om sexchikane.

Man kan også finde inspiration i materiale fra Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø, herunder et faktaark om mobning og seksuel chikane på kontor: Fakta om mobning og seksuel chikane

19.12.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Få hjælp til ESG: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse klar med 50 mio. kroner til SMV’erne

13.11.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Ny vejledning om ESG-rapportering for koncerner

11.11.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Få hjælp til den dobbelte væsentlighedsanalyse og styrk din ESG-rapportering

08.11.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Det bæredygtige rapporteringsspor fortsætter: Tilmeld dig webinarer om ESRS’erne

16.08.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Nye kurser: Sådan bliver dine medarbejdere til bæredygtighedseksperter

05.07.2024Dansk Erhverv

Sponseret

Er din virksomhed omfattet af CSRD? Få svaret her