Selv ikke eksperter ved, om dit klima-aflad reelt går til CO2-projekter

Det er snart normal praksis for klimabevidste forbrugere og organisationer, at kompensere for f.eks. flyrejsers skader på klimaet gennem såkaldte klimakreditter - også kaldet CO2-offsets.

Problemet er bare, at du reelt ikke ved, hvad du får ud af disse klimakreditter og risikerer at købe katten i sækken. For markedet er uden kontrol og umuligt at gennemskue - også for eksperter med kendskab til branchen.

Det skriver Ingeniøren.

Læs også: Nye regler giver flyselskaber mulighed for at løbe fra klimaansvar

”Kompensation kan være en god måde at finansiere nogle af de tiltag, som vi skal bruge for at forhindre klimaforandringer. Men vi skal sikre, at det leverer reelle klima¬effekter, og at der er gennemsigtighed om det, når man køber”, siger direktør i Concito Christian Ibsen, der grundlæggende er positiv over for klimakompensation, men samtidig medgiver at de eksisterende ordninger kan underminere tilliden til systemet.

Ingeniøren har selv forsøgt at få svar på, hvad der reelt kom ud af pengene ved at købe klima-aflad for en flyrejse med SAS mellem København og New York. Her fik de svaret, at pengene sendes videre til den britiske samarbejdspartner Natural Capital Partners (NCP) – en af markedets mange projektudviklere, der på vegne af SAS og hundredvis af andre klienter udfører klimaprojekter i mere end 30 lande.

SAS oplyste desuden, at de over for NCP har ønsket, at pengene investeres i vindenergi i Indien, hvilket NCP bekræfter. Men hvilket projekt, Ingeniørens penge går til i Indien, vil hverken SAS eller NCP præcisere, og det fremgår heller ikke, hvor stor en del af pengene, der går til administration.

Undermineret pålidelighed
Det undrer ikke Gilles Dufrasne fra organisationen Carbon Market Watch, den eneste uafhængige kilde med detailkendskab til branchen, som Ingeniøren har kunnet opdrive:

”Manglen på transparens i det frivillige marked har undermineret pålideligheden i årevis”, siger han.

Det frivillige marked for CO2-aflad bygger på samme principper som Kyoto-aftalens Clean Development Mechanism (CDM). Den giver rige lande mulighed for at investere i klimaprojekter i udviklingslande i stedet for selv at foretage dyre reduktioner.

CDM-projekterne har i mere end et årti været kritiseret for at være uden positiv klimaeffekt, og en EU-rapport fra 2016 konkluderede, at 85 procent af CDM-projekterne med stor sandsynlighed ikke kompenserer for CO2-fodsporene som lovet.

Når EU kunne drage denne konklusion, skyldtes det blandt andet, at FN havde sikret indsigt i CDM-projekterne – men markedet for de frivillige klimakompensationer for private og virksomheder er hverken reguleret af FN eller af en anden myndighed, påpeger Gilles Dufrasne.

Læs også: KLM: Vi er så store, at vi skal støtte en grønnere industri

Trods kritikken tilbyder et virvar af virksomheder, heriblandt de fleste flyselskaber, deres kunder at betale for projekter, der kompenserer for den CO2-udledning, der er forbundet med et produkt eller en service.

Men kompensationen kommer kun, hvis markedet virker, og det gør det ikke, fastslår Andrew Murphy, der er leder af luftfarts¬afdelingen hos miljøorganisationen Transport & Environment:

”Forbrugerne bliver snydt til at tro, at de kompenserer for deres CO2-udledning, men fordi projekterne er af så ringe kvalitet, er det ofte ikke tilfældet. I bedste fald er markedet vildledende”, siger han til Ingeniøren.

- JMA