Sjælesorg to go

I en Frederiksberg-lejlighed sidder en mand ved et spisebord. Hist og her smiler familiebilleder ned fra væggene og en Kay Boyesen-abe hænger i én hånd fra en døråbning. Manden er Steen Walter, der er tidligere kirurg og professor i urologi. Efter en blodprop i hjernen i 2016 og hustruens død i maj, er livet ikke altid nemt, og ensomhed og mørke tanker trænger sig på. Derfor har han rakt ud til Diakonissestiftelsens hjemmeplejepræst, Jan Nilsson. På cykel med hjelmen spændt godt om hagen kører han ud til Steen og taler om stort og småt.

Brug for en at tale med
”Jan-præst, som jeg kalder ham, kommer og snakker med mig. Det betyder meget i min dagligdag, og han gør mig tryg, når vi sidder sammen,” fortæller Steen Walter og tilføjer: ”det giver mig en fred i sindet at have besøg af ham. Han er god til at lytte og give mig nogle svar, som jeg efterfølgende kan tænke over".

Når samtalen falder på, hvorfor Steen Walther har ønsket at tale med hjemmeplejepræsten frem for en psykolog, bunder det i hans tro.

”Jeg har valgt at tale med en præst, da jeg er interesseret i kristendommen og opdraget kristent. Jeg ved, at jeg er trist, fordi jeg er i sorg over min kones død, samtidig med at jeg ikke kan andet end at sidde her i kørestolen. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe mig at få piller eller anvisninger fra en psykolog. Jeg har brug for at tale med et fornuftigt menneske, der ikke kræver noget af mig, men støtter mig i sorgen og kendsgerningen, at jeg skal leve med at sidde i kørestol".

Hjernen fungerer
Steen Walter får hjælp fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje flere gange i døgnet. Barbering tager han sig selv af, mens der er hjælp til rengøring og forflytningen fra seng til kørestolen. Steen Walthers voksne børn køber dagligvarer, så maden ligger klar i fryseren.

”Jeg har fået hjælp siden 1. maj 2017 i forbindelse med min blodprop. Jeg har været enormt glad for hjælpen og for personalet fra Diakonissestiftelsen", fortæller Steen Walter, og hans øjne bliver blanke.

”Som situationen er nu, kan jeg ikke ret meget andet end at være glad for den del, der sidder over kraveknappen, som fungerer nogenlunde normalt", siger han og peger med en finger mod sit hoved og tilføjer:

”Højre arm fungerer, så jeg kan skrive på computer, og jeg kan også læse bøger. Jeg har ikke den store bevægelsesfrihed, og det påvirker selvfølgelig min livkvalitet".

En fighter i kørestol
På trods af at Steen Walther har været en anerkendt professor og kirurg, så har livet tidligt vist ham, hvordan det er at leve med en funktionsnedsættelse og skulle arbejde hårdere for at opnå resultater. Han blev født i 1942 med cerebral parese. Her var hans højre ben og arm svage, og i skoletiden blev han drillet, fordi han haltede.

”Jeg kunne kun skrive med venstre hånd, og dengang mente man, at det betød, at man var dum. Derfor lærte jeg mig selv at skrive med højre hånd og siden at operere med den. Jeg prøvede dengang at overgå det handicap, jeg havde og det er gået godt.”

”Nu har jeg fået den her blodprop, og jeg føler, at jeg skal starte forfra med at spørge folk om hjælp til mange ting, og det er en belastning for mig. Jeg har altid forsøgt at klare mig selv. Jeg er et beskedent menneske, og jeg kan ikke lide, at nogen skal gøre noget for min skyld.”

Mørke tanker
Skønt Steen Walter har haft sit ’fightergen’ fra barnsben kan han engang i mellem falde i ’mørke tanker’, som han formulerer det. Her kan Jan Nilsson være en samtalepartner, som han kan sige sine tanker højt til. Også de svære.

”Jan og jeg taler om alt muligt: min uddannelse, familie og tro. Men af og til taler vi også om de mørke tanker. Jeg ved, at Jan ikke kan tage dem fra mig, men det er rart at kunne sige dem højt til ham.”

Jan Nilsson og Steen Walther har indtil videre et par aftaler i kalenderen. Og det glæder dem begge to:

”Vi har haft det ualmindeligt godt sammen, og Jan siger, at han godt kan lide at komme her,” smiler han beskedent og tilføjer: ”Det har haft indvirkning på min livskvalitet og jeg glæder mig hver gang til, at han kommer.”