Skrald på skemaet

En grå efterårsdag ankommer 1.V fra Lundehusskolen til Vestforbrænding i Glostrup fulde af forventninger. I dag skal de være ‘skraldeelever’, og de skal se Danmarks største skraldespand med egne øjne. Formidlings- og udviklingskonsulent på Vestforbrænding Anna Damstedt Glæsner byder indenfor i Skraldelev, som er et undervisningstilbud til de mindste skolebørn. I de næste to en halv time skal hun gøre sine gæster klogere på, hvordan de sorterer skrald - og hvorfor det er en god idé.

Skrald hører ikke til i naturen

Inden det hele går løs, skal der fyldes energi på de små kroppe, og formiddagsmaden bliver straks hevet op af skoletaskerne og spist i ’skoven’ – et lokale udstyret med træer, blade og eksempler på det affald, man desværre kan finde i naturen. Børnene kigger nysgerrigt på affaldet – også det de selv har til overs fra formiddagsmaden. De er alle rørende enige med Anna om, at skrald ikke hører hjemme i naturen. Så langt så godt. Men hvad skal vi så gøre med skraldet? Dagens elever ved allerede en del om affald, og de er godt i gang med sortering både hjemme og i skolen. Sammen kan de nævne hele syv forskellige skraldespande, men det er ikke altid lige let at skelne affaldet fra hinanden. For hvis plastikindpakningen til figenstangen fx har metal indvendigt, så kan den jo ikke ryge til ‘plast’. Heldigvis bliver børnene snart meget klogere på sortering.

Mærk på dit skrald

1.V bliver budt indenfor i minibyen Skraldelev. Nu skal det handle om sortering. Og her gælder det om at bruge alle sanserne, fortæller Anna og nævner, at det fx lyder helt forskelligt at tabe en plastikbøtte og en metalbøtte på gulvet. Børnene har også selv mange bud på, hvordan man skelner – det kan være farven, lugten eller hvordan tingene føles.

Anna fortæller, at hvis man har styr på det farlige i affaldet, og hvad man gør med fx batterier og elektronik, så behøver man ikke at kende til alt det, et stykke affald er lavet af. En god huskeregel er, at hvis der er brugt forskellige materialer, som ikke kan skilles ad, så skal det i restaffald. Det gælder fx en mælkekarton. Selvom det ligner pap, så indeholder den også plastik. Det kan man faktisk godt sige sig selv. For hvad sker der med pap, hvis vi hælder væske på? spørger Anna. Og børnene ved godt, at det ville blive noget værre rod med det bløde pap.

Øvelse gør skraldemester

Nu skal børnene selv i aktion. De bliver inddelt i grupper, der hver får deres eget hus i minibyen. Det er fyldt med skrald, lige fra bleer til telefoner og plastikbøtter, som selvfølgelig skal sorteres – enten under køkkenvasken, på mini-genbrugsstationen eller på bytorvet.

Inden startskuddet lyder, introducerer Anna børnene for de forskellige skraldespande og containere. Pap, plastik, metal, farligt affald og flere andre. Der er noget at holde styr på, men heldigvis er børnene lærenemme. Det hjælper, når de selv får skraldet i hænderne og skal sortere. Og selvom der er et par fejlsorteringer, og Anna må konsulteres undervejs, så havner det meste affald fra husene heldigvis i de rigtige beholdere.

Men hvad sker der mon med affaldet, efter vi har sorteret det? Det giver Anna et eksempel på med en historie om Hr. Pepsi Max, der heldigvis ikke bliver brændt, men i stedet bliver afleveret i pantautomaten. Han får et spændende liv som cykel og senere som gaffel. Og hver gang børnene afleverer metal til genanvendelse, kan de være med til at sikre, at sådan nogle som Hr. Pepsi Max kan komme på flere eventyr. Efter den fortælling er det tid til frokost i ’skoven’, og skraldet fra maden bliver selvfølgelig sorteret, så snart den sidste bid er tygget af munden.

Danmarks største skraldespand

Det er ikke alt af fald, der kan genanvendes. Men så er det godt, at vi kan bruge det til at lave varme og strøm, forklarer Anna børnene efter frokosten. Ud fra en simpel tegning, viser hun, hvordan affaldet bliver omdannet til energi. Og iført hjelme og gule sikkerhedsveste vandrer børnene herefter afsted mod det virkelige forbrændingsanlæg. Første stop er modtagehallen, hvor alt affaldet bliver afleveret i store lastbiler. Restaffaldet bliver brændt og lavet til energi. Det affald, borgerne har frasorteret, fx papir og plastik, bliver parkeret i hallen og kørt til genanvendelse, når der er samlet nok sammen.

Dernæst går turen op ad stejle trapper til kontrolrummet, hvorfra hele forbrændingsanlægget bliver styret. Der er et væld af storskærme og computere. Men det er ikke dét, som imponerer børnene mest. Det er derimod udsynet til Danmarks største skraldespand. Affaldssiloen kan rumme Rundetårn mere end seks gange, og de kæmpe affaldskraner i loftet griber hver op til fem ton affald, som bliver smidt i ovnene for at holde gang i bålet. Dét er dagens højdepunkt, hvis det da ikke lige er at stå ved foden af den 150 meter høje skorsten.

Klokken er rundet 13, og rundvisningen er forbi. 1.V stiller op på række og vinker farvel til Anna. Nu går turen hjem med ny viden i skoletaskerne. Og i morgen venter flere nye gæster til Anna og hendes kolleger i Skraldelev og de andre undervisningsforløb på Vestforbrænding.