01.11.2016  |  Menneskerettigheder

Stort internationalt slag mod korruption

Indhold fra partner Hvad er dette?

For første gang nogensinde er der blevet udformet en international standard for antikorruption. Standarden giver danske virksomheder en konkurrencefordel og kan være adgangsbillet til flere ordrer hos kunder, der ønsker leverandører med styr på tingene.

En trillion dollar.

Så mange penge skønner Verdensbanken, der bliver brugt på bestikkelse og korruption i verden om året. Nu har NGO’er, virksomheder, myndigheder og rådgivere fra hele verden for første gang lavet en fælles standard for antikorruption.  
 
ISO 37001 er navnet på den nye internationale standard, der indeholder en række foranstaltninger og kontroller. Alle virksomheder i hele verden uanset størrelse og placering kan opnå antikorruptions-certificeringen, hvis virksomheden ellers opfylder alle kravene, hvor de blandt andet skal definere en antikorruptions-politik, træne medarbejdere i antikorruption og undersøge eventuelle sager om bestikkelse og korruption.

- Standarden er et stort skridt, der sætter en fælles retning for den globale korruptionsbekæmpelse. For danske virksomheder og danske forhold kan det umiddelbart virke ubetydeligt, men i international sammenhæng er der i høj grad brug for fælles spilleregler, siger Christine Jøker Lohmann, chefkonsulent i Dansk Industri (DI). 

Læs også: Høj korruption på eksportmarkeder

Konkurrencefordel til danske virksomheder  

Det er helt frivilligt, om verdens virksomheder vælger at rette sig efter den nye internationale standard, men ifølge Christine Jøker Lohmann er det værd at stræbe efter, fordi internationale kunder sætter stigende krav. 

- Den internationale standard danner en global enighed om, hvordan virksomheder skal sikre sig mod korruption. Flere og flere kunder vil have, at deres leverandører lever op til antikorruption, menneskerettigheder og miljøkrav. Derfor er standarden interessant for virksomhederne at lægge sig op af og vise, at man har styr på procedurerne, siger hun.

Danmark er et af verdens mindst korrupte lande, og det skal virksomhederne udnytte.

- Det giver danske virksomheder en konkurrencefordel, at vi er kendt for ikke at have korruption, men det må ikke være en sovepude. Det er nok begrænset hvor mange danske virksomheder, der vælger en certificering. I stedet kan standarden bruges som rettesnor for, hvad man bør have på plads. Det kan dermed være adgangsbillet til eksempelvis underleverancer til store internationale virksomheder, der vil sikre sig kontrakter med virksomheder, der har styr på tingene, siger Christine Jøker Lohmann.

Læs bloggen: Se de nye Verdensmål i lyset af menneskerettighederne

Nu bliver der snakket det samme sprog


En af de virksomheder, der er begejstrede for den nye antikorruptions-standard, er malingsleverandøren Hempel med hovedsæde i Lyngby. Virksomheden beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere, der arbejder i 80 forskellige lande.

- Det er en stor nyhed, og vi er meget glade for det. Nu kommer vi alle til at snakke det samme sprog, når det handler om antikorruption, siger Thomas Markus Etter, Compliance and Corporate Responsibility Director i Hempel og formand for den danske arbejdsgruppe, der har været med til at udvikle og validere ISO 37001 standarden.

Virksomheden vil bruge standarden til at videreudvikle og validere deres antikorruptions-program og som rettesnor for, hvornår de har gjort nok internt.

- På sigt bliver standarden rigtig vigtig i forhold til vores samarbejdspartnere, når vi på den ene side skal vise vores kunder, hvad vi selv gør for at bekæmpe korruption og omvendt også til at forklare vores leverandører, hvad vi forventer af dem, siger Thomas Markus Etter.

Den 7. december holder DI sammen med Kromann Reumert et arrangement om ISO 37001 standarden.

Du kan læse mere om ISO 37001 på DI's hjemmeside.

Mere fra Dansk Industri

Dansk Industri

www.di.dk

  • di@di.dk
  • 3377 3377
  • H. C. Andersens Boulevard 18, 1787 København V

DI arbejder for at sikre de bedst mulige rammer for virksomhedernes CSR-arbejde på såvel dansk, europæisk og globalt plan.DI's indsats spænder bredt, da CSR-arbejdet ofte baseres på globale principper såsom FN’s konventioner og OECD retningslinjer og udmønter sig i såvel EU som national lovgivning.CSR adresserer globale udfordringer, hvorfor de fleste virksomheder refererer til globale princip…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere