100.000 kr. for en god idé
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inviterer virksomheder med op til 250 ansatte i Region Sjælland til at deltage i X-Factor for virksomheder. Konkurrencen handler om bæredygtig innovation.
X-Factor for virksomheder er en konkurrence, hvor små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland får mulighed for at udvikle et nyt bæredygtigt produkt eller serviceydelse. Den bedste idé præmieres med 100.000 kroner.
De deltagende virksomheder bliver gratis guidet og rådgivet af en konsulent igennem forløbet. Derudover bliver virksomheden og dens produktidé synliggjort ved et stort finalearrangement i december 2010. Ved finalearrangementer kårer et dommerpanel en vinder.
Konkurrencen handler om bæredygtig innovation, også kaldet CSR-drevet innovation. Det er en innovationsproces, hvor virksomheden tager udgangspunkt i samfundets udfordringer og herfra udvikler bæredygtige produkter eller serviceydelser. På den måde kan nogle af verdens problemer såsom forurenet vand, CO2-udledning eller sult afhjælpes, og virksomheden kan gøre en god forretning.
Virksomheder i Region Sjælland med op til 250 ansatte kan deltage.
Sådan bedømmes ideen
Ideerne skal tage udgangspunkt i en eller flere af samfundets udfordringer og skal kunne bidrage til løsningen af dem. Det kan fx være sociale eller miljømæssige udfordringer. Samtidig skal produkterne kunne blive en god forretning for virksomheden.
Dommerpanelet vil lægge vægt på fire parametre:
- Ideens originalitet
- Ideens mulighed for samfundsmæssig påvirkning (social/miljømæssig)
- Ideens økonomiske potentiale
- Ideens realiserbarhed
Det er ikke et krav, at virksomheden kan præsentere en prototype. Det vigtigste er, at ideen er tydeligt beskrevet. Det kan være i en tekst, en tegning eller noget helt andet. Det, der bedømmes er ideen!
Nyttige informationer
Virksomheder, der vil tilmelde sig konkurrencen, skal lave en aftale med en af konkurrencens konsulenter og udfylde en tilmeldingsblanket. Denne side opdateres løbende med nærmere information.
Hvis du vil vide mere om bæredygtig innovation og se eksempler på flere virksomheder, der har opnået forretningsmæssige fordele ved at arbejde med dette, så gå ind på www.idekompasset.dk
-KPE