Bæredygtig MBA i Århus
Aarhus School of Business ved Århus Universitet (ASB) lancerer nu en et-års fuldtids MBA med fokus på bæredygtighed og moderne ledelsesprincipper.
Bæredygtighed er et af tidens store nøgleord, og det er efterspurgt i stort set alle grene af erhvervslivet. Det reagerer Aarhus School of Business ved Århus Universitet (ASB) nu på, og lancerer en et-års fuldtids MBA (Master of Business Administration) med fokus på netop bæredygtighed og moderne ledelsesprincipper.
Visionen er, som det hedder i beskrivelsen, at engagere de studerende i krydsilden mellem vækst, bæredygtighed og innovation, og samtidig fremme deres personlige ledelsesegenskaber på en ansvarlig måde. Det skal ske med det globale marked for øje, både i et erhvervsmæssigt og et personligt perspektiv, og værktøjerne er blandt andet state-of-the-art tekniske og pædagogiske redskaber, ligesom de tilknyttede professorer vil være de bedste inden for deres individuelle forskningsgrene. Tilknyttet uddannelsen er desuden en lang række af landets største virksomheder, bl.a. DONG Energy, Vestas, Danske Bank, Grundfos, Arla og Novozymes.
Første årgang på den bæredygtige MBA starter i Århus d. 1. september 2010 og der vil være plads til 40 studerende.
-AK