Bachelor i fællesskaber

Lisa Hauge Noldegaards kompetencer som nyuddannet professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation er et godt udgangspunkt, når hun passer jobbet som tværkulturel medarbejder i Apostelkirken på Vesterbro. En kirke hvor fællesskaber i høj grad er med til at tegne profilen.

Lisa Hauge Noldegaard dimitterede i slutningen af juni fra UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen som professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation. Foto: Thomas Wittrup..

Det var fællesskaberne i Apostelkirken på Vesterbro, som trak i Lisa Hauge Noldegaard. Både da hun som tilflytter i København skulle vælge en kirke, og da hun søgte job som nyuddannet professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation (3K).

Fakta

  • Professionsbachelor-uddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation varer fire år. Den er delt i otte semestre, hvoraf halvandet er praktik. Læs mere på 3K's hjemmeside.
  • Dimittender fra 3K-uddannelsen finder ofte job som: Frivillighedskoordinator, integrationsmedarbejder, projektleder, projektmedarbejder eller kirke- og kulturmedarbejder.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit erhvervsdrivende fond, en af Danmarks største velfærdsorganisationer og har over 155-års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.
  • Diakonissestiftelsen havde i 2019 besøg af Niels Nymann Eriksen, som er præst i Apostelkirken. Læs om det besøg på linket her.

”Det var i høj grad fællesskaberne omkring kirken, som tiltalte mig, da jeg begyndte at komme i kirken. Jeg blev mødt og taget godt imod. Det er af stor værdi for mig at være sammen med andre mennesker, så det blev afgørende for mit valg,” fortæller hun.

Engagementet i kirken blev større gennem Lisa Hauge Noldegaards studietid, hvor hun sideløbende med sin professionsbacheloruddannelse har været ansat som brobygningsmedarbejder. Og efter afslutningen på sin uddannelse er hun i dag ansat som tværkulturel medarbejder og selv med til at skabe rammerne for de fællesskaber, som hun selv sætter pris på.

”Apostelkirken henvender sig til en bred skare af mennesker: unge og gamle, studerende, tidligere indsatte, børnefamilier, flygtninge og indvandrere. Min opgave er at planlægge og afvikle forskellige projekter, programmer og indslag, som kan skabe fællesskaber på tværs af kirkens forskellige brugere,” forklarer hun.

Fællesskaber på tværs
En af opgaverne, som Lisa Hauge Noldegaard løser i Apostelkirken, er en weekend-lejrtur for ca. 100 - primært farsitalende - deltagere, som i nogle dage får mulighed for at indgå i andre fællesskaber end dem, som findes på de asylcentre, hvor en stor del af deltagerne bor.

”Det handler om at give deltagerne nogle gode oplevelser med samtale, leg og spil, mad, sang, musik og gudstjeneste. Vi hjælper også deltagerne med bedre at forstå den danske kultur, de er rejst ind i. Vi når vidt omkring med emner som: ’Hvordan plejer man sit ægteskab? Og hvordan taler man om Gud i familien?'”

Kulturcafé hver tirsdag er et andet af Lisa Hauge Noldegaard ansvarsområder. Caféen er for alle etniske minoritetsborgere, men det er ofte kun kvinde, som dukker op, fortæller hun:

”Vi har som regel to grupper kvinder, som kommer ind til caféen om tirsdagen. En pakistansk og en marokkansk gruppe kvinder. Det er lidt opdelt, og oftest er der ikke megen interaktion mellem dem. Men jeg forsøger at skabe et fællesskab om et fælles tredje. Bingo for eksempel, det kan alle være med til, og pludselig er vi alle sammen om noget. Vi har også planer om at involvere kvinderne i noget madlavning i forbindelse med sognets maduddeling ’Fisken og Brødet’. Det handler om empowerment – om at tage udgangspunkt i kvindernes kompetencer og lade dem bruge deres evner sammen med andre og for andre,” siger Lisa Hauge Noldegaard.

Klædt på til jobbet
Arbejdet i kirken er alsidigt og Lisa Hauge Noldegaard er glad for at kunne bidrage og gøre en positiv forskel for nogen, som har et behov. Hun trækker i sine mange forskellige opgaver på en bred vifte af de kompetencer, der blev undervist i på Diakonissestiftelsens 3K-uddannelse.

”Kommunikative redskaber er gode at have med i et job, hvor man konstant rækker ud og forsøger at skabe kontakt med mange mennesker, som kommer med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Derudover har jeg taget gode erfaringer med mig fra undervisningen i projektledelse og event management, som er værdifulde, når jeg arbejder med for eksempel lejr og café. I forbindelse med lejren er der en del ledelse af frivillige og i caféen handler det ofte om empowerment af kvinderne – begge emner, som vi på studiet har brugt en del tid på. Jeg føler mig generelt godt klædt på til mit job,” fortæller hun.

24.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ældrepleje er mere end et arbejde for mig

21.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Et nyt og større Diakonfællesskab

19.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fødselshjælper for fællesskaber

17.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Fællesskab fører til forpersonskab

14.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Langt omkring med en sygeplejerskeuddannelse

12.10.2022Diakonissestiftelsen

Sponseret

Ud af huset-oplevelser styrker unges fællesskab